Thulesen-Dahls drøm om Danmark i 2050: »Islam Light«, lavere skat og mere kulkraft

Lavere skat, mere kulkraft og ingen muslimske kvinder med tørklæder. Det er bare nogle af de elementer, som indgår i DF-formand Kristian Thulesen Dahls drømmesamfund anno 2050.

»Over alt i verden vil man vide, at det er sådan det foregår i Danmark, og derfor vælger udlændinge Danmark fra, hvis de ønsker at komme hertil og udvikle parallelsamfund, siger Kristian Thulesen Dahl, der her er fanget på »hjemmebanen« ved Thyregod. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De muslimske kvinder i Danmark er mødt op på Christiansborgs Slotsplads i tusindvis og har ved en symbolsk handling smidt tørklædet, fordi de har erkendt, at de lever i et samfund, som hviler på kristne værdier, hvor kvinder er ligestillet med mænd, og hvor tørklædet er et undertrykkende symbol.

Muslimer i Danmark har udviklet en særudgave af deres egen religion kaldet »Islam Light«, hvor de nok er muslimske, men deres tro fylder ikke så meget, at det skaber konflikter med den måde, danskere lever på.

Som det mest naturlige accepterer de, at deres børn skal have fælles svømmeundervisning i skolerne på tværs af kønnene, og at der bliver serveret svinekød i daginstitutionerne, fordi Danmark er et landbrugsland, hvor svinekød er en almindelig del af kosten.

Indvandrere, der hober sig sammen i ghettoer, er en saga blot. Nu bor udlændinge blandet sammen med danskere fordelt mellem byer over hele landet, fordi de ved, at Danmark er et land, hvor parallelsamfund ikke accepteres. Berlingske har bedt DF-formand Kristian Thulesen Dahl beskrive sit drømmesamfund, som det vil se ud i år 2050, hvis han alene kunne bestemme samfundsudviklingen.

Drømmesamfundet kalder vi »Danevang«, og her er integrationen lykkedes set med Thulesens øjne, fordi danske politikere og den danske befolkning igennem årtier har insisteret på at holde fast i deres kultur og ikke gå på kompromis med indvandreres levemåde.

Kvindernes tørklædedemonstration på Slotspladsen udgør selve symbolet på, at integrationen er lykkedes.»Over alt i verden vil man vide, at det er sådan, det foregår i Danmark, og derfor vælger udlændinge Danmark fra, hvis de ønsker at komme hertil og udvikle parallelsamfund. Beslutningen om at søge mod Danmark er truffet lang tid inden, man står ved den dansk-tyske grænse og banker på. Derfor skal vi lang tid før vise, at vi ønsker at bevare vores samfund og vores fællesskab. Hvis vi gør det, vil effekten være, at de, som vælger at kommer hertil, accepterer præmisserne, som vores samfund hviler på,« siger Kristian Thulesen Dahl.

I Danevang blander EUs institutioner sig ikke i dansk udlændingepolitik. Her baserer indvandringen sig på en såkaldt antalsvurdering, hvor man hvert år vurderer, hvor mange udlændinge Danmark nu kan bære at tage imod fra de forskellige lande for at integrere dem bedst muligt i samfundet. Hvert år beslutter man sig for hvor mange, der nu må komme fra Afghanistan, og hvor mange der må komme fra Tyskland eller et andet land.

»I samme øjeblik der kommer flere indvandrere til Danmark, end vi kan nå at integrere, så opstår problemerne. Vi ved også af erfaring, at jo mere man kommer fra lande, der ikke ligner Danmark, jo sværere er det at blive integreret i det danske samfund. Derfor skal vi gøre en ekstra indsats i de tilfælde og være særligt kritiske i forhold til, hvor mange der kommer fra de lande, som ikke ligner os så meget« forklarer Kristian Thulesen Dahl.

I hans drømmesamfund vil man ikke se rumænere ligge og sove i parkerne eller andre udlændinge gå og tigge i gaderne. For at komme ind i landet er man nemlig tvunget til at tegne en forsikring på sociale ydelser og sundhedsudgifter.

Man kan slet ikke få del i de danske velfærdsgoder, før man har levet en årrække i Danmark og har vist, at man kan bidrage økonomisk til samfundet.

»Hvor Liberal Alliance ønsker åbne grænser og lukkede kasser, så ønsker jeg, at de mennesker, som kommer til Danmark, er sikret. Det skal vi klare som samfund, men det kan vi altså gøre ved at stille nogle krav til dem, som kommer hertil om, at de skal tegne en forsikring i de første år, de er her, så de ikke ligger det danske velfærdssamfund til last,« siger Kristian Thulesen Dahl, som mener, at det vil betyde langt flere udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde og studere, end der eksempelvis vil komme for at søge asyl.

Når man bevæger sig rundt i Danevangs gader er der langt mere sikkert og trygt end i dagens Danmark. Her er ingen rockere og bandemedlemmer, som skyder efter hinanden i de store byer, eller andre forbrydere, som gør tilværelsen utryg for danske borgere. Det skyldes, at der i årene før 2050 er sket en massiv retspolitisk indsats på tre områder:

Dels er der langt mere politi i gaderne, og tyvene vil ifølge Kristian Thulesen Dahl vide, at der er en meget stor risiko for at blive snuppet, hvis de begår kriminalitet. Derfor lader de i større udstrækning helt være.

Desuden vil de kriminelle mærke konsekvenserne af deres handlinger med det samme, for domsafsigelserne falder langt hurtigere i »Danevang«. Forbrydere får ikke lov til at gå i måneder og vente på deres dom. Hvis det er oplagt, at man har begået noget kriminelt, så kommer man for en dommer og modtager sin straf allerede samme dag, som man blev snuppet af politiet.

Og endelig straffes de kriminelle generelt langt hårdere. Kristian Thulesen Dahl sætter ikke årstal på nye straffe, men forbrydere oplever eksempelvis, at de straffes lige hårdt uanset, hvor mange gange de har begået en kriminel handling. I praksis betyder det, at en indbrudstyv straffes med ti gange så lang tid i fængsel, hvis vedkommende har begået ti indbrud sammenlignet med en person, der kun har begået ét indbrud.

»I »Danevang« gives ingen mængderabat, som vi ser det i dag. Hvis man udsættes for noget kriminelt, så er det lige så slemt for offeret, om den kriminelle har begået andre lovovertrædelser ved siden af. Derfor skal offeret opleve, at den kriminelle straffes fuldt ud for den handling, som vedkommende har begået mod offeret,« forklarer han.

Men hvorfor begive sig ud i kriminalitet? »Danevang« er nemlig et rigt og velhavende sted at opholde sig med masser af arbejdspladser for alle danskere.

Det skyldes ikke mindst, at der i mange år forinden er sket et skifte i energipolitikken, hvor Danevang er gået fra at satse meget på vedvarende energi til nu at satse massivt på kulkraft og være et udstillingsvindue for en miljømæssigt forsvarlig måde at forbrænde kul.

Derfor har Danevang verdens mest miljøvenlige kulkraftværk stående, som kinesere rejser langt for at få lov til at studere nærmere. Kristian Thulesen Dahls drømmesamfund er kendt over hele kloden for at være det dygtigste og mest effektive land til at udvinde energi ved at forbrænde kul.

»Der vil for længst være kommet en erkendelse af, at der i mange år fremover vil blive afbrændt fossile brændsler, og når der stadig skal brændes kul af, så handler det for Danmark om at være udstillingsvindue for, hvordan man gør det miljømæssigt mest forsvarligt. Det er en flerstrenget strategi, som ikke kun satser på vedvarende energi,« forklarer han.

Når Danevang er et rigt samfund skyldes det også, at »harmonien« med Kristian Thulesen Dahls ord »er blevet genskabt i Rigsfællesskabet.«

Borgerne i »Danevang« kan nemlig kigge årtier tilbage på år 2016, som et vigtigt år, hvor Danmark og Grønland indgik en skelsættende økonomisk aftale om at oprette en fælles offentlig virksomhed kaldet DONG2.

Danmark kom med investeringerne og teknologien. Grønland med undergrunden, som er fyldt med råstoffer for milliarder af kroner.

Derfor er Grønland i år 2050 kendt over hele verden som den nordlige halvkugles Dubai, men pengene er kommet begge lande til gode.

»I Grønland havde man fundet ud af, at det kun var i et tæt samarbejde med Danmark, at man kunne forfægte sine interesser. Troen på, at man med et indbyggertal på 50.000 mennesker kunne løfte opgaven i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik, den havde man vekslet til at forfægte sine interesser i Rigsfællesskabet. De gamle stridigheder om, at råstofferne skulle bruges til at rykke Grønland væk fra Rigsfællesskabet, de var blevet afløst af en erkendelse af, at det kun var lykkedes ved, at vi havde gjort det i fællesskab,« siger Thulesen Dahl.

De mange nye penge i »Danevang« er naturligvis kommet borgerne til gode via et lavere skattetryk, for når samfundskagen vokser, er der råd til at give skattelettelser uden at skære på velfærden, forklarer Kristian Thulesen Dahl.

Men det er ikke alle borgere, som kommer til at nyde godt af skattelettelserne. Lettelserne er nemlig indrettet således, at de sigter efter lav- og mellemindkomstgrupperne, mens den rigeste andel af befolkningen samlet set vil opleve, at de afleverer den samme andel af deres indkomst til Danevangs statskasse, som de gjorde i år 2013.

I årevis har der lyt et mantra, som befolkningen har gjaldet efter politikkerne, og som Christiansborg har lyttet efter: »Genskab tilliden til Robin Hood«, lyder det.

»Befolkningen vil kigge tilbage på den trend, der var i 10erne, hvor der var noget, som hed nødvendighedens politik. Der brugte man globaliseringen som argument for, at nu måtte vores skattesystem være mere som alle andre landes. Den er blevet erstattet af en respekt for Robin Hood-samfundet, altså den særlige nordiske velfærdsmodel, hvor man tror på, at man skaber et bedre samfund gennem en højere grad af lighed, fordi man derigennem føler et større fællesskab. Det betyder, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder,« siger Kristian Thulesen Dahl.

I et DF-baseret drømmesamfund er euroen, naturligvis, krakeleret for længst, og derfor har man været nødt til at genopfinde samarbejdsmetoderne i EU, forklarer Kristian Thulesen Dahl.

Den kamp, som har verseret mellem Storbritanniens premierminister, David Cameron, og de øvrige eurolande, har resulteret i et delt EU, hvor man enten har den store eller den lille samarbejdspakke.

Mens der blandt de gamle eurolande i det kontinentale Europa er et tættere samarbejde, så går der et bælte fra Storbritannien over de nordiske lande og helt over til Baltikum, hvor man er mere skeptisk overfor øget EU-samarbejde, og derfor koordinerer de lande deres fælles interesser over for resten af Europa.

Hos landene med den lille pakke er der en højere frihedsgrad til selv at bestemme, hvordan samfundet skal indrettes, og samarbejdet med resten af Europa er reduceret til et handelssamarbejde om et frit marked og fælles miljøtiltag i erkendelse af, at forurening ikke kender grænser.

I praksis betyder det eksempelvis, at udlændinge, der vil køre ind i Danmark, bliver mødt af grænsebomme og en toldbetjent, som skal give et nik, før man må køre videre. Det har EU ikke mulighed for at blande sig i.

»Danevang« er nemlig danskernes eget land, understreger Kristian Thulesen Dahl:

»Det er os selv, der bestemmer, fordi vi er et demokratisk land, og det bliver ikke udfordret af nogle EU-regler, som bestemmer, hvorvidt vi skal have lov til at vedtage noget inden for vores egne grænser.«