Thulesen Dahl vil stoppe frit spil for flygtninge

Det er langt fra tilfredsstillende, at flygtninge kan bevæge sig gennem Danmark uden at blive registreret, mener DFs formand, der kræver grænsekontrol nu.

Det er langt fra tilfredsstillende, at flygtninge kan bevæge sig gennem Danmark uden at blive registreret, mener DFs formand, der kræver grænsekontrol nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt og Simon Læssøe

Det er wild west-tilstande, som i øjeblikket udspiller sig ved de danske grænseovergange, hvor op mod 1.000 flygtninge de seneste dage er kommet ind i landet.

Det mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), som finder kontrollen af situationen for »overfladisk«. DF-formanden savner, at danske myndigheder sætter ind over for de mange flygtninge og migranter, der kommer med tog og færger til landet.

»Det er lidt som om, at de (flygtningene, red.) selv bestemmer, hvor de vil hen, og hvad de vil gøre. Men de opholder sig jo grundlæggende illegalt i Danmark, hvis ikke de søger asyl,« siger Kristian Thulesen Dahl, der opfordrer nationen til at tage stilling til det signal, man sender:

»Danmark skal have en diskussion om, hvorvidt det er okay, at vi lukker øjnene og er et transitland med tanken om, at de her mennesker nok søger videre til Sverige, eller om vi i virkeligheden ikke skal have styr på sådan nogle ting her i Danmark.«

Mandag aften deltog Thulesen Dahl sammen med Folketingets øvrige partiledere i et møde om den aktuelle flygtningesituation. Selv om Kristian Thulesen Dahl roser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at indkalde til mødet, er det dog begrænset, hvad DFeren tager med sig fra diskussionen.

»Jeg blev selvfølgelig klogere på den aktuelle situation ved at høre embedsmændene fortælle om den, men en egentligt politisk konklusion om, hvad vi så gør, det kom vi ikke frem til,« konkluderer han og uddyber, at det er på tide, at Danmark sætter ind på flere områder.

Står det til Dansk Folkeparti, handler det først og fremmest om at få indført grænsekontrol, så alle, der vil ind i landet, bliver registreret. Dertil skal de personer, som skal have beskyttelse i Danmark, fordi de er på flugt og ikke kan hjemsendes, behandles i statslige centre og ikke ude i kommunerne.

Og sidst men ikke mindst skal Danmark forstørre sit bidrag til nærområder - blandt andet FN-drevne flygtningelejre, uddyber Kristian Thulesen Dahl.

»De her tre punkter er nogle, vi vil blive ved med at fremhæve i Folketinget og over for regeringen. Det er helt afgørende, at vi får indført de tre ting hurtigst muligt,« understreger han.

LÆS MERE