Med Mette Frederiksen i front åbner Socialdemokratiet 2017 med en kampagne om Danmark.

Sloganet lyder »Den bedste danske opfindelse er Danmark«, og i kort form fortæller S-formanden om et land, hvor forskellene er små og ideerne er store. Hun beskriver, hvordan vi insisterer på lige muligheder, og hvorfor vi foretrækker fællesskab frem for troen på at være sin egen lykkes smed. »Det har gjort os til et af verdens bedste samfund,« siger Mette Frederiksen. I annoncer, på Facebook og på partiets hjemmeside kan man høre hende tale om de ting, der bør kendetegne Danmark, og i små videoer beretter forskellige danskere om deres håb for landet.

Det er langtfra nyt, at Socialdemokratiet laver kampagner med Danmark i centrum. Det samme gjorde Helle Thorning-Schmidt, da hun ved indgangen til 2015 indledte et strømlinet PR-fremstød under overskriften »Det Danmark, du kender«. Kampagnen var så succesrig, at den var tæt på at give hende en ny periode i Statsministeriet, hvilket ellers havde set umuligt ud i hele regeringsperioden. Når Mette Frederiksen overtager og forstærker fortællingen om Danmark, er det ikke tilfældigt.

Kort før årsskiftet kårede et dommerpanel fra Sproglaboratoriet på P1 »danskhed« som ordet, der indkapslede 2016 bedst. Det var også i 2016, at nu forhenværende kulturminister Bertel Haarder satte gang i debatten om Danmarkskanonen. Det var året, hvor forfattere og debattører skrev essays og bøger om danske værdier. Og det var året, hvor dronning Margrethe i bogen »De dybeste rødder« fortalte indgående om de begivenheder og strømninger, der har været med til at forme nationen og skabe vores værdier.

Af samme grund er det godt set af Mette Frederiksen at lancere sin kampagne nu. Mange vælgere vil vide, hvordan partierne vil sikre landet i en tid, hvor bl.a. globalisering og teknologi flytter job over landegrænser i rasende tempo, og hvor flygtninge og immigranter fra Mellemøsten og Afrika rykker mod Europa.

Nationalstaternes ret til at kunne kontrollere egne grænser er sat på dagsordenen med stor kraft, og det samme er nationalstaternes relation til EU og internationale konventioner. Samtidig fortsætter diskussionen om integrationen af nye borgere fra fjerne kulturer med uformindsket styrke.

Set i det lys er Socialdemokratiets kampagne veltimet, og den kommer vel at mærke kort efter, at Mette Frederiksen har flyttet sit parti på meget vigtige felter. Hun er blevet en strammer i udlændinge-, asyl- og integrationspolitikken, og hun signalerer, at der skal være grænser for EUs magt. Reelt gennemtvinger hun et opgør med mange af de kampfæller, også i partiet, som har fejret internationalisering og multikultur, mens de konsekvent har undervurderet de negative følger af indvandringen.

Endelig er partiet i gang med at lægge en stor del af Bjarne Corydon og Margrethe Vestagers politik på hylden. Dagens S-ledelse er skeptisk over for planer om at skære i SU, forhøje pensionsalderen og bane vejen for skattelettelser. I stedet vil man passe på velfærden, styrke rammerne for virksomhederne og opkvalificere danskerne, så flere får de rette kompetencer.

Løkkes tredje vej

Set med regeringens øjne er der tale om luftige og urealistiske planer. Herfra ser man alene Mette Frederiksen som en leder på vild flugt fra al ansvarlighed.

Borgerlige meningsdannere kritiserer desuden S-formanden for at sætte lighedstegn mellem velfærdsstat og Danmark, og de peger på, at hendes egentlige dagsorden med den nye kampagne er at styrke en stat, som allerede fylder for meget. Kritikken ændrer blot ikke ved, at S-ledelsen kan have set rigtigt med Danmarks-kampagnen.

Et af de partier, som vil blive udfordret af den nye kurs hos S, er Dansk Folkeparti, og det er næppe tilfældigt, at Kristian Thulesen Dahl brugte sit første nyhedsbrev i 2017 til at skrive om dansk identitet og sammenhængskraft, ligesom han kom med en appel om det vigtige i at værne om dansk sprog, kultur og historie. Nok så interessant mener DF-formanden, at Lars Løkke Rasmussen lagde et forkert snit i sin nytårstale. Thulesen beskrev, hvordan befolkningerne i mange lande i Europa føler, at deres særlige identitet er truet, og at mange af samme grund gør oprør. Han nævnte også, hvordan flere af de partier, der har ansvaret for den nuværende indvandringspolitik og EU-politik, i stigende grad fravælges. »Men i stedet for at reflektere over dette og komme folket i møde, bliver vi fortalt, at vi i endnu højere grad skal vælge globaliseringen og EU til,« lød det fra Thulesen med direkte henvisning til Løkke.

Kristian Thulesen Dahl kritiserede også Løkkes brug af TV-serien »Matador« i nytårstalen. Ifølge DF-lederen handler det unikke ved Matador ikke om, at der er mennesker og virksomheder, der undervejs taber terræn eller vinder nyt land. Det afgørende ved serien er ifølge DF-formanden, at den rammer noget særligt dansk og genkendeligt. »På fremragende vis skildrer »Matador« en periode i vores fælles Danmarkshistorie. Den indfanger den danske ånd, der er rodfæstet i en konkret dansk virkelighed og kultur,« skrev Thulesen Dahl.

Set med DF-formandens øjne risikerer fremtidens fortælling om Danmark at blive undermineret af indvandring og parallelsamfund, der i hans optik udgør modstykket til det homogene samfund.

Mens S og DF gradvis rykker tættere på hinanden i politik og historiefortælling, forsøger Lars Løkke Rasmussen sig med en tredje vej. Han argumenterer for nye reformer og kæmper for at komme ind i det politiske maskinrum og starte forhandlinger, der skal styrke vores konkurrencekraft og sikre pengene til fremtidens velfærd.

Måske lykkes han med missionen. Men i forhold til S og DF risikerer han, at vælgerne ikke forstår hans agenda, hvis den fremstår som en fjern, teknokratisk og global dagsorden uden forbindelse til de bekymringer om identitet og værdier, som Mette Frederiksen, Kristian Thulesen Dahl og mange vælgere stiller skarpt på.