Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil fokusere på den store økonomiske dagsorden, når hun holder sit første pressemøde som statsminister kl. 11.30 i statsministeriet. Men hun skal også være forberedt på at forsvare regeringen, når pressen stiller spørgsmål om regeringens mange løftebrud og svære start. Sådan lyder vurderingen fra Børsens politiske kommentator, Helle Ib.
- Helle Thornings opgave er den, der ser temmelig umulig ud. Nemlig at forsøge at sætte en mere positiv dagsorden for regeringen. Ellers risikerer hun, at hendes første pressemøde bliver i krisens tegn, siger Helle Ib og henviser bl.a. til en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, der viser, at Socialdemokraterne kun ville få 20,5 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag, mod 24,8 procent ved valget. Samtidig fremhæver hun, at SRSF-regeringen har haft en svær start bl.a. med pressens mange historier om løftebrud.
- Vi kommer til at se en statsminister i defensiven. Hun skal forholde sig til dårlige historier om, at regeringen er kommet dårlig fra start, og om at SF har opført sig som taber. Og til hele bygen af løfter, som ikke er blevet indfriet.
Helle Thorning-Schmidt kommer især til at tale meget om økonomisk politik og det kommende danske EU-formandskab, vurderer Helle Ib. Men det er også vigtigt, at hun træder i karakter som leder for at sætte regeringen i et bedre lys, lyder det fra Helle Ib:
- Hun skal prøve at komme med mere offensive dagsordener. ikke nødvendigvis detaljer fra den kommende finanslov. Men hun kan tale om, hvordan regeringen skal fungere værdimæssigt, og hvad hun forventer af ministrene. På den måde skal hun træde mere i karakter som leder og manifestere sig som bossen.