Thornings politiske liv i 8 citater

Fra »Jeg kan slå Anders Fogh« til »Jeg skal nok få styr på de Radikale«.

Helle Thorning-Schmidt forlader dansk politik. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

I 1993 meldte hun sig ind i Socialdemokratiet. Året efter blev hun praktikant i EU-Kommissionen, og fra 1994 til 1997 var hun leder af Socialdemokraternes sekretariat i Europa-Parlamentet.

Efter en kort afstikker som international konsulent for LO i København, blev hun i 1999 medlem af Europa-Parlamentet.

Helle Thorning-Schmidts politiske karriere tog sin begyndelse i EU og her, hun trådte sine politiske barnesko.

I anledning af, at Helle Thorning-Schmidt nu lægger politik bag sig, nedlægger sit Folketings-mandat og gør klar til starten på en ny karriere – også i udlandet som direktør for Save the Children International, hvor hun skal have base i London – har politiko.dk været en tur i gemmerne og fundet otte markante Thorning-citater frem, der alle har været med til at definere Thornings karriere.

»Jeg vil sige det lige ud. Jeg kan slå Anders Fogh.«

Citatet er ikke særlig langt. Men det er nok det mest kendte Helle Thorning-Schmidt-citat af dem alle.

Ordene faldt i 2005, da hun som relativt ukendt stillede op til kampvalget om formandsposten i Socialdemokratiet.

Modkandidaten var Frank Jensen, den nuværende overborgmester i København. Og der var lagt op til Jensen-sejr. Men i en tale til sine partikammerater satsede Helle Thorning-Schmidt stort og sagde de berømte ord.

I øvrigt var det i samme tale, at Thorning fortalte, at hun var blevet socialdemokrat, da »Schlüter-regeringen var fuldstændig handlingslammede over for ungdomsarbejdsløsheden, som førte så mange af mine jævnaldrende i Ishøj ud på et sidespor i samfundet.«

Helle Thorning-Schmidt har siden i et interview med DR undret sig over, at hun turde sige de ord dengang. Og afsløret, at hun var »meget, meget tæt på at lade være«. Fordi det var for »kålhøgent«.

Thorning slog aldrig Anders Fogh. Men hun blev formand for sit parti. Og efter et par forsøg blev hun også statsminister – om end valget i 2011 ikke var noget stort valg for Socialdemokraterne.

»Jeg har på ingen måde forsøgt at snyde nogen. Det er en sjuskefejl«

I 2010 var Helle Thorning-Schmidt under heftig beskydning i det, der efterfølgende er blevet kendt som »skattesagen«.

Den daværende oppositionsleder afbrød sin den 30. juli sin familieferie og vendte hjem til Danmark for at forklare sig i sagen.

I lufthavnen blev hun mødt af et enormt presseopbud, overfor hvem hun bedyrede, at det ikke var med vilje, at hun året forinden havde givet urigtige oplysninger om sin mand Stephen Kinnocks ophold i Danmark.

Skattesagen er en ægte politisk thriller. I november 2014 afleverede Skattesagskommissionen 1.700 sider om skattesagen til regeringen om hele det spektakulære forløb, der også indeholdt en lækage af Skat Københavns afgørelse i sagen til BT. Det skete én uge før folketingsvalget i 2011 blev udskrevet.

»Vi gjorde det!«

De socialdemokratiske partimedlemmer hujede, klappede og heppede taktfast på Helle Thorning-Schmidt, som stod på talerstolen.

Dagen var valgaftenen i 2011, anledningen var den røde valgsejr. Og så kom ordene fra Helle Thorning-Schmidt: »Kære partifæller. Vi gjorde det!«

Og det gjorde de, Socialdemokraterne. De fik nøglerne til Statsministeriet. Ikke så meget på grund af dem selv - Helle Thorning-Schmidt og co. gik et mandat tilbage og blev kun det næststørste parti i det, der var partiets dårligste valg i 108 år.

Nej, det var mere på grund af Enhedslisten og de Radikale, der hver gik otte mandater frem og sikrede rødt flertal. I det sorte tårn på Hotel Crown Plaza, hvor forhandlingerne om regeringesgrundlaget efterfølgende stod, tog de Radikale sig særdeles godt betalt for at støtte op om grundlaget. Noget, der ifølge de fleste iagttagere gjorde, at den nye SRSF-regering lynhurtigt kom ud i et veritabelt løftebrudsstormvejr, der definerede regeringen i lang tid derefter.

»Der kommer en rigtig god løsning i morgen«

Hun gentog det igen og igen den dag, den 21. februar 2012. Og hun smilte hver gang hun sagde det.

Helle Thorning-Schmidt holdt pressemøde i Statsministeriet. Et pressemøde, der næsten udelukkende handlede om én ting.

Anledningen var nemlig den lange og for den daværende SRSF-regering særdeles besværlig debat om den omstridte betalingsring rundt om København.

Omegnsborgmestre, fagforeninger og håndværkere var blandt dem, der klagede så meget over udsigten til en betalingsring rundt om hovedstaden, at den til sidst blev droppet.

Men først dagen efter pressemødet i Statsministeriet, hvor Thorning altså igen og igen blev spurgt til betalingsringen, og igen og igen svarede, at der kom en rigtig god løsning – men at folk lige måtte vente 24 timer. Ifølge Børsen sagde Thorning sætningen 12 (!) gange.

LÆS HELE UDSKRIFTEN FRA PRESSEMØDET.

»Tro mig; Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne.«

Den 21. september 2012 havde SRSF-regeringen siddet lidt mere end et år efter valgsejren i 2011.

Regeringen var i modvind og bagud på point i meningsmålingerne.

»Jeg ved godt, at det er svært,« sagde Helle Thorning fra talerstolen til sine partikammerater på den årlige S-kongres.

Statsministeren talte om, hvor »ærgerligt« det var, at flere ikke var med på, at regeringen var ved at gøre »Danmark mere robust, dygtigere, mere solidarisk og grønnere.« Thorning-Schmidt var nødt til at indgyde håb i sine partifæller.

Det var i hvert fald det, hun forsøgte at gøre med en (ret stort) omskrivning af det velkendte citat om, at det ikke er slut, før den fede dame synger. Tro mig; Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne, sagde Thorning og høstede stort bifald fra kongresdeltagerne.

»Man kan tage en pige ud af Vestegnen, men man kan ikke tage Vestegnen ud af en pige«

I oktober 2014 gav Helle Thorning-Schmidt et interview til DSB-magasinet Ud & Se. Interviewet, der forsøgte at beskrive personen Helle Thorning-Schmidt, er siden blevet kendt for flere markante Thorning-citater.

I et af dem kommer den tidligere statsminister med en bredside mod de kritikere, der i løbet af hendes formandstid beskyldte hende for, at man ikke kunne »mærke« hende.

»Der er sgu aldrig nogen, der har følt, at de skulle mærke Anders Fogh lidt mere,« sagde Thorning.

Men hun sagde også en anden ting. En ting, som fortæller noget om Helle Thorning-Schmidts bagage. For man kan ifølge Thorning ikke tage Vestegnen ud af en pige.

Thorning voksede op i Ishøj, og sætningen ovenfor er én, hun ved flere lejligheder har taget frem. Og i 2014 fortalte hun vidt og bredt, at hun holdt med Vestegnens fodboldklub, Brøndby IF.

»Jeg skal nok få styr på de Radikale«

Kort før valgdagen sidste år var partilederne samlet til den sidste store debat i DR, da Helle Thorning-Schmidt i en debat om udsigterne til, hvilken politik en SR-regeringen ville føre på asylområdet, bebudede, at hun nok skulle få styr på sin regeringspartner, så der kunne føres en stram asylpolitik.

Om Helle Thorning-Schmidt kunne have fået »styr på de Radikale« får vi aldrig at vide. For da danskerne stemte 18. juni blev Lars Løkke Rasmussen statsminister.

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad du snakker om«

Sidste citat i rækken af markante Thorning-citater er ikke lige så velkendt, som de øvrige har været det. Det har heller ikke lige så mange år på bagen, som man af de øvrige har. Citatet er fra november, dengang Thorning ikke fik jobbet som FNs flygtningehøjkommissær.

Dengang blev hun spurgt direkte af Politiken til posten som chef for Save the Children, som ville blive ledig, når den daværende topchef stoppede 1. januar.

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad du snakker om,« svarede Thorning og understregede, at hun nu ønskede at være i Folketinget:

»Jeg er blevet rigtig glad for at være i præsidiet,« sagde hun.

Efter 10 år som Socialdemokraternes formand, lidt mere end 10 år som folketingsmedlem, fem år som medlem af Europa-Parlamentet, og knap fire år som statsminister slutter den politiske karriere nu for Helle Thorning-Schmidt.

Som 49-årig skal hun nu i gang med sin nye karriere i London – samme by, hvor hendes mand, Stephen Kinnock i dag sidder britisk parlamentsmedlem i House of Commons.