Thorning: Vi skal være heldige

Om Danmarks EU-formandskab bliver en succes beror delvist på held, medgiver statsministeren.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

- Vi skal både være heldige, arbejdsomme og dygtige.

Sådan lyder vurderingen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på dagen, hvor regeringen præsenterede programmet for Danmarks EU-formandskab.

- Det, der betyder noget er, at vi kommer et lille stykke frem mod, at Europa får løst sine problemer, siger statsministeren til TV2.

Tidligere fredag præsenterede Helle Thorning-Schmidt, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og europaminister Nicolai Wammen (S) det samlede program for det danske formandskab under parolen: »Europa i arbejde«.

- At formandskabet står i krisens tegn gør det ikke mindre vigtigt, måske tværtimod. Det er, når krisen kradser, at de vigtige og nødvendige beslutninger kan og skal træffes i Europa. De løsninger, som Europa kommer til at træffe over de næste år og måneder, er beslutninger, som kommer til at påvirke Europa langt ud i fremtiden, og det vil vi gerne tage vores ansvar for, lød det fra statsministeren.

På trods af Danmarks størrelse har Thorning og co. en god chance for at indtage rollen som brobygger, vurderer professor ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard, der er ekspert i EU.

- Danmark plejer at være en god brobygger på grund af to ting: Vi har et meget professionelt embedsapparat, og så har vi en størrelse, der gør, at vi ikke bliver mistænkt for at have stormagtsambitioner og for at ville dominere dagsordenen, siger han.

Samtidig understreger han, at selv om Danmark i dag har fremlagt et 60 siders langt program, så er størstedelen af det noget, regeringen har overtaget fra tidligere formandskaber. 85 til 90 procent af et formandskabsprogram vil formandslandet nemlig typisk have arvet, lyder det fra professoren, der peger på det grønne område som et særligt dansk præg.