Thorning slår fast: Europa kan godt klare flygtningepresset

Europa har kapaciteten til at håndtere den aktuelle halve million flygtninge og migranter. Det fastslår den tidligere statsminister i det første interview om sine visioner, for jobbet som FNs flygtningehøjkommissær.

Helle Thorning-Schmidt, der er kandidat til posten som FNs nye flygtningehøjkommissær, kalder flygtningespørgsmålet for eksplosivt, men hun deler ikke opfattelsen af, at de europæiske lande er ved at bukke under på grund af presset fra flygtninge og migranter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I det første interview siden hun 4. september med opbakning fra Venstre-regeringen sprang ud som kandidat til posten som FNs ny flygtningechef, kommer tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu med en række opsigtvækkende udmeldinger om sit syn på flygtningekrisen.

Eksempelvis deler hun ikke den udbredte opfattelse, at de europæiske stater er ved at bukke under på grund af de flere end 500.000 flygtninge og migranter, der på kort tid er ankommet til Europa.

»Selv om flere end en halv million mennesker er et stort antal individer, har Europa kapaciteten til at håndtere dem – og gøre det i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen (FNs flygtningekonvention, red.),« siger Helle Thorning-Schmidt.

Det gør hun i et interview med et globalt netværk af humanitære græsrodsorganisationer, der kalder sig ICVA, som har bedt de forskellige kandidater til posten som FNs nye flygtningehøjkommissær om at svare på fem konkrete spørgsmål. Målet er ikke at promovere en bestemt kandidat, men at fremme gennemsigtighed i FN-systemets og regeringernes udvælgelsesproces, understreger ICVA.

Støtte til EU-løsninger

Men også på andre områder stikker den tidligere statsminister nu ud – ikke alene i forhold den danske regerings linje, men også i forhold til sit eget partis, Socialdemokraternes, politik og langt de fleste europæiske regeringers kurs.

»Det er klart, at flygtningespørgsmålet er blevet eksplosivt på alle niveauer i Europa. Jeg er ikke i tvivl om, at UNHCR skal støtte forslagene fra Kommissionen og de seneste beslutninger i Det Europæiske Råd,« fastslår Helle Thorning-Schmidt med henvisning til de kontroversielle beslutninger i EU-systemet om en fair fordeling af flygtningene.

På spørgsmålet om, hvad hun vil stille op med den alvorlige pengemangel i UNHCR – p.t. har donorlandene kun finansieret 37 pct. af UNHCRs flygtningeindsats – svarer Helle Thorning, at de rige lande må til lommerne.

»Jeg ser ikke noget alternativ til at bede de eksisterende OECD-lande (en sammenslutning af indtil videre 34 velstående lande, red.) om at bidrage endnu mere, i det mindste på kort sigt – og det vil være en klar prioritering for mig,« lyder en del af svaret, hvor Helle Thorning også bebuder et pres på mindre velstående lande og den private sektor for at få flygtningearbejdet finansieret.

Forsvar for koventionen

Helle Thorning erklærer samtidig troskab over for FNs seks årtier gamle Flygtningekonvention, som flere vestlige regeringer – herunder den danske akkompagneret af Dansk Folkeparti og de Konservative – ikke længere finder tidssvarende.

»UNHCR må minde de europæiske ledere om de værdier og de forpligtelser, som man blev enige om som et svar på den flygtningekrise, der ramte Europa efter Anden Verdenskrig. Dengang anerkendte man, at det var nødvendigt at skabe et bindende instrument til beskyttelse af flygtningene – hvilket førte til konventionen i 1951. Intet i den aktuelle situation ændrer denne logik, og konventionen er lige så relevant i dag, som den var for 65 år siden,« understreger Helle Thorning-Schmidt.

Også verdens flere end ti millioner statsløse, og de to konventioner der skal beskytte deres rettigheder og på sigt komme statsløsheden til livs, vil Helle Thorning slå et slag for.

Og det er bestemt heller ikke et udspil, der er populært blandt en lang række af verdens regeringer, hvoraf langt under halvdelen har tiltrådt de to relevante FN-konventioner. Herhjemme vil V-regeringen med støtte fra DF og de Konservative have ændret konventionerne, så de er mindre forpligtende, og for tre uger bebudede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at regeringen vil bringe sagen op i FN.

Men ifølge Helle Thorning-Schmidt har de statsløse ikke brug for mindre men derimod mere beskyttelse.

»I dag er det meste af opmærksomheden rettet mod flygtningene og de internt fordrevne. Men jeg er lige så opsat på at fortsætte det vigtige arbejde, som UNHCR udfører til støtte for de statsløse,« siger den danske kandidat.

Berlingske har forgæves forsøgt at få Helle Thorning- Schmidt til at uddybe nogle af pointerne i interviewet med ICVA.