Thorning og uroen på de indre linjer

Justitsministeren fik trukket tæppet væk under sig, udenrigsministeren måtte træde tilbage, og socialministeren blev tildelt en næse. Alt sammen i løbet af én uge. Regeringsrokaden har skabt splid og uro i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor flere og flere taler mere om tiden efter Helle Thorning-Schmidt end om tiden med hende frem mod næste valg.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Villy Søvndal spadserer hen ad Rigshospitalets lange gange. Det er tirsdag formiddag, klokken er cirka 11, og om lidt skal han modtage hjertespecialistens dom. Det er det afsluttende tjek, siden en blodprop i hjertet sendte ham akut på orlov fra sin post som udenrigsminister i slutningen af oktober. Søvndal er glad for sit job, og det er derfor i udgangspunktet hans store ønske, at han kan få lov at fortsætte. Men han er ikke i tvivl, da han kigger lægen i øjnene. Det ville være hasard at fortsætte. Det er slut.

Samtidig sidder hans regeringsfælle justitsminister Morten Bødskov i et stopfyldt udvalgslokale på Christiansborg og kæmper for sit ministerliv. Han kigger sine politiske kolleger i øjnene og fortæller dem, at han godt ved, at han ikke skulle have konstrueret en falsk begrundelse for, hvorfor deres besøg på Christiania måtte aflyses i 2012, men tilføjer, at det jo skete for deres egen sikkerheds skyld.

Et par timer senere modtager han så sin dom i en telefonsamtale med Enhedslistens Pernille Skipper: Tilliden til ham er væk. Det er slut.

Umiddelbart har de to hændelser denne tirsdag ikke meget til fælles. Den ene handler om en socialdemokrat, der har problemer med Folketinget. Den anden handler om en folkesocialist, der har problemer med helbredet. Men de forenes af en afgørende fællesnævner, nemlig den skæbne, som de to hovedpersoner deler. De må gå af. Træde ud af den regering, som de på hver sin måde har spillet en central rolle i.

Det har været en af de uger i dansk politik, hvor dramatikken er allermest intens. Det er sjældent, at noget så centralt som en justitsminister får trukket tæppet væk under sig, at en udenrigsminister må træde tilbage fra sin post, at en partiformand og socialminister, her SFs Annette Vilhelmsen, i et samråd må forsvare sig imod anklager om at have vildledt Folketinget, og at regeringen på ryggen af alt det må gennemføre en ministerrokade. Helt uhørt og hidtil uset er imidlertid det forhold, at det alt sammen sker inden for en tidsramme af ikke meget mere end 48 timer.

Det er derfor også en af de uger, hvor bølgerne går ualmindeligt højt på Christiansborgs gange, og hvor sluserne endnu engang er blevet åbnet til et lurende magtspil hos det store regeringsparti, Socialdemokraterne. Her har der siden torsdagens regeringsrokade været markant uro og en udtalt vrede og forargelse, som retter sig direkte imod statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes beslutning om at hive europaparlamentarikeren Dan Jørgensen ind på ministerholdet fra Bruxelles og derved undlade at forfremme en af de mange håbefulde politikere i folketingsgruppen.

I fredagens Berlingske udtalte flere anonyme socialdemokratiske politikere, at statsministeren har trådt på gruppen. At hendes beslutning er intet ringere end en »krigserklæring«, som fuldstændig har udvisket og undermineret enhver form for tilskyndelse og lyst til at bakke regeringsprojektet loyalt op mod næste valg, fordi man alligevel, mener kilderne, ikke længere kan være sikker på at blive belønnet for det.

Flere hæfter sig i den sammenhæng ved, at udnævnelsen af Dan Jørgensen til fødevareminister cementerer en praksis, der stille og roligt har vundet indpas i regeringspartiet, nemlig den, at man har gjort op med »fra vugge til grav« princippet om, at man belønner dem, »der står for tur«, altså dem, der har været længe i partiet, og som har arbejdet sig op ad den interne rangstige med årene.

Over de seneste år har der således været talrige eksempler på, at personer har sprunget det formelle magthierarki over med det udfald, at de – til mange partifællers bitre fortrydelse – har fået meget stor indflydelse på meget kort tid.

Det var sådan, at Helle Thorning-Schmidt selv rykkede frem forrest i partibussen, da hun allerede to måneder efter sit første valg til Folketinget vandt en urafstemning over Frank Jensen om at blive ny partiformand. Det var sådan, at Bjarne Corydon blev en central figur, da han efter valget i 2011 gik direkte fra at være en ledende partiembedsmand til at blive en magtfuld finansminister. Det var sådan, at Jesper Petersen fik den fremtrædende post som finansordfører blot 146 dage efter, at han havde forladt SF for at blive socialdemokrat. Og det er altså nu sådan, lyder beklagelserne i folketingsgruppen, at Dan Jørgensen er blevet fødevareminister.

Flere politikere føler derfor også, at de er medlemmer af et parti, hvor magtforholdene ændrer sig. Tidligere har Socialdemokraterne været karakteriseret ved, at der var en meget formaliseret, tværgående magtbalance mellem tre kaffeklubber, som har hver sine interesser og hver sine politiske udgangspunkter. Nu, mener kilderne, tegner der sig et billede af et parti, som snarere er delt på langs end på tværs. Som er præget af en skillelinje mellem partibund og partitop, mellem regeringsledelse og folketingsgruppe, og som derfor har kortsluttet loyaliteten mellem dem, der udstikker kursen, og dem, der skal følge og forsvare den.

»Man må ikke undervurdere uroen i den socialdemokratiske folketingsgruppe. En stor del af gruppen har nu i to år følt sig meget frustreret over ikke at være inddraget, over ikke at være informeret, over en rimelig stram topstyring fra især Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Det er et parti med lang afstand mellem alle de menige og toppen i partiet,« siger politisk kommentator Hans Engell, tidligere konservativ formand og mangeårig minister.

»Mange er frustrerede, fordi de i snart to år har skamrost regeringen og regeringschefen, de har fedtet for Helle og fedtet for Corydon, og pludselig opdager de, at de ikke får noget ud af det, fordi der ingen ministerposter er. Det helt usædvanlige er jo Thornings melding om, at hun håber, at dette er den sidste rokade. Med den udmelding fratager hun folk det sidste håb om, at der kunne melde sig en ny mulighed,« fortsætter Hans Engell.

Netop Helle Thornings signaler om, at hun ikke ønsker sig flere rokader, spiller en central rolle for den uro, der præger den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor forbløffende mange udtrykker mismodighed over den manglende udsigt til avancement og forfremmelser, og hvor forbløffende få på den baggrund giver udtryk for nogen særlig lyst til at bidrage positivt til regeringsprojektet frem mod næste valg. Flere bruger i stedet kræfterne på at tænke på tiden efter Helle Thorning-Schmidt, og flere ser netop regeringsrokaden i det lys.

Forventningen snart sagt alle steder – både i folketingsgruppen og blandt centrale kilder tæt på regeringen – er nemlig, at Mette Frederiksen helt åbenlyst bliver formand for partiet, hvis den borgerlige opposition med Venstre i spidsen vinder næste valg, sådan som meningsmålingerne har insisteret på siden sidste folketingsvalg, og, i sagens natur, hvis hun selv har lyst. I en sådan situation, påpeger en række kilder, vil Bjarne Corydon have brug for en magtbase i partiet, som kan stå ham bi, og som kan give ham tyngde, hvis han fortsat skal være en central figur, når en ny, socialdemokratisk magtfordeling skal udformes.

Og netop den magtbase, mener flere, er Bjarne Corydon ved at skabe sig. Ikke i form af en ny, struktureret kaffeklub, men snarere i form af et netværk af personer fra forskellige kaffeklubber, som på det seneste har fået mere fremtrædende roller i partiet, og som alle har en relation til finansministeren. Det gælder eksempelvis Nicolai Wammen, der ved seneste rokade blev forfremmet til forsvarsminister, og Dan Jørgensen som netop er blevet fødevareminister.

De tre kender hinanden helt tilbage fra studietiden i Aarhus, hvor de var aktive i studenterorganisationen Frit Forum. Det gælder også den tidligere politiske ordfører i SF, Jesper Petersen, som Corydon kender fra det tætte samarbejde frem mod seneste valg, og som nu er socialdemokratisk finansordfører.

At Socialdemokraterne er et parti, der i disse tider i meget høj grad er delt på langs, træder meget tydeligt frem, når man ser på, hvordan rokaden og de seneste forfremmelser fortolkes og udlægges. I S-toppen er kilder, som Berlingske har talt med, således ganske vist ikke afvisende overfor, at de benævnte forfremmelser har den afledte effekt, at Corydons magtbase i partiet styrkes, og at han derfor positionerer sig bedre i det interne magtspil. Men man er fuldstændig afvisende over for den opfattelse, som mange personer i folketingsgruppen har af, at det skulle være noget tiltænkt eller have et egentligt formål.

Her påpeger centrale kilder tæt på regeringen i stedet, at forfremmelsen af Jesper Petersen skal ses i lyset af, at han betragtes som værende både kompetent og talentfuld. Forfremmelsen af Nicolai Wammen begrundes med hans loyalitet i forbindelse med blandt andet de omstridte selskabsskattelettelser, som regeringen vedtog i foråret, og som skabte nærmest oprørske tilstande i partiet. Slutteligt begrundes den seneste forfremmelse af Dan Jørgensen som et ønske om at give regeringen nyt liv og ny energi, og i den anledning beskrives det af en kilde som en kalkuleret risiko, at det ville skabe interne uroligheder.

Med andre ord udlægger kilderne rokaden inden for en ramme af, at man netop har kortsluttet nogle af de gængse mønstre, der traditionelt har ført til forfremmelser og ministerudnævnelser, nemlig at man per automatik tager den, der formelt »står for tur« i det interne magthierarki. At den seneste tids hændelser skal ses som et udtryk for, at man i stedet ønsker at styrke regeringen ved at sætte det hold, der bedst muligt kan realisere de planer, man har frem mod næste valg om blandt andet vedvarende at udfordre Venstre på nogle af partiets store dagsordener: Spørgsmålet om nulvækst og princippet om, at »det skal kunne betale sig at arbejde«.

Begge dele vil formentlig kræve besparelser, og i S-toppen ser man muligheder for at stække konkurrenten. Her spiller den nuværende politiske ordfører, Magnus Heunicke, ifølge kilderne en central rolle. Det er også derfor, argumenterer kilderne, at man ikke – som mange havde ventet – gjorde Heunicke til minister ved rokaden, og det er ifølge Berlingskes oplysninger også den begrundelse, som statsminister Helle Thorning-Schmidt gav ham, da han som den eneste af de fravalgte, potentielle ministeremner blev ringet op onsdag aften, da rokadekabalen var blevet lagt.

Tilbage står for nuværende, at uanset hvordan, rokaden kan tolkes og bliver tolket, så er der igen store, interne uroligheder i Socialdemokraterne, som ellers har været mere roligt i en periode, hvor meget fokus har rettet sig imod Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, sag om sit pengeforbrug i sin egenskab af formand for klimaorganisationen GGGI.

Og den uro, der nu på ny bryder ud, er skadelig for partiet, mener gruppeformand Henrik Dam Kristensen, som er stærkt utilfreds med de af hans partifæller, der har leveret en kras og anonym kritik af Helle Thorning-Schmidt i Berlingske efter rokaden, hvor hendes beslutninger blandt meget andet er blevet kaldet for en »krigserklæring«.

»Det er da ikke en krigserklæring, at en statsminister sætter et hold og i øvrigt tager en kompetent politiker, som i næsten ti år har gjort det fantastisk godt i Europa-Parlamentet, hjem. Det har da intet med en krigserklæring at gøre,« siger gruppeformanden og fortsætter:

»Jeg tager skarp afstand til nogle af de udtalelser, som jeg kunnet se refereret i Berlingske fredag. Det er ikke rimeligt, det er utilstedeligt, og jeg kan ikke tage skarp nok afstand fra det. Det er ødelæggende,« lyder meldingen fra Henrik Dam Kristensen, der beskriver den forgangne uge som »ubehagelig på flere niveauer«:

»Vi har både haft en regeringsomdannelse og to samråd, som begge har haft en form for drama i sig. Så man må sige, at det har været en hektisk uge.«