Thorning og det lunefulde folkedyb

I politik er det ikke nok at have ret. Det gælder om at få ret. Og her er det folkedybet, der får lov til at fælde den endelige dom.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en gammel vittighed betragter en mor sin søns soldaterdeling, der kommer marcherende gennem byen. »Se,« udbryder hun stolt til sin sidemand, »min søn er den eneste, der går i takt.«

Med meget god vilje og masser af moderkærlighed kan hun vel have ret, men det nytter ikke meget for den uheldige soldat. Retfærdigt eller ej: Både han og moderen må finde sig i, at omverden har definitionsretten.

Sådan er det også i politik.

Det handler ikke kun om at have ret. Det handler først og fremmest om at få ret. Og forskellen kan være voldsom.

Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen påpegede, at den udleverede hjelm til cykelturen var lidt for lille, blev han affærdiget med, at det var der såmænd nok ingen, der tog notits af. Nyrup spændte derfor hjelmen, cyklede fra Århus til Odder i protest mod de franske atomsprængninger i Stillehavet, og hans politiske liv blev aldrig siden det samme.

Folkedybet

En kloge-åge-kollega forfattede nogle dage senere, da kritikken mod Nyrup rejste sig, en analyse af det, der nu var blevet en politisk krise. Under overskriften »Det er glemt om 14 dage«, skrev han i sin avis en tekst, der tro mod rubrikken forklarede, hvorfor der ikke var meget suppe at koge på dét ben. Det viste sig så ikke helt at holde stik - der var som bekendt rigeligt til et helt folkekøkken. Analysen var som moderen i vittigheden. Skribenten hængte senere artiklen op på sit køleskab for dagligt at minde sig selv om det ubestemmelige folkedyb, om den politiske tilværelses uforudsigelighed og egen fejlbarlighed.

Det er endnu uvist hvilke køleskabe, der skal udsmykkes i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts bolig- og skatteforhold, men det står fast, at ikke alle kan få ret. Dertil er der for stor afstand mellem forudsigelsen om, at hun netop har tabt muligheden for at blive statsminister, til konstateringen af, at der ikke er mere at komme efter.

Det uforudsigelige og nogle gange lunefulde folkedyb får som altid lov til at fælde den endelige dom.

Bilag og efterløn

Som da finansminister Lars Løkke Rasmussen var helt i knæ som følge af bilagsballaden, men hvor vælgerne - især Venstres egne - som ved et trylleslag besluttede sig for at give ham en chance, da han endelig sad i Statsministeriet. Eller da vælgerne ved et lignende trylleslag vendte tommelfingeren ned for Nyrup, da efterlønnen i 1998 blev ændret. Det var således hverken avisernes lederskribenter, politiske kommentatorer eller for den sags skyld oppositionen, der satte den politiske lavine i bevægelse. Det var vrede specialarbejdere i Nordjylland, der havde tilladt sig at tro på mandens efterlønsgaranti og ikke gad høre smarte mellemregninger.

Det var også folkedybet, som i sin tid ignorerede Lene Espersens boligforhold og senest reagerede på hendes påskeferie, som har tilgivet Ole Sohn for hans DKP-fortid, som ikke accepterede Svend Auken som partileder, som så igennem fingre med Ritt Bjerregaards vaner, og som - indtil nu - har sikret nogenlunde politisk konsensus om vores indsats i Afghanistan.

Thornings undskyldning

Og det var netop frygten eller respekten for folkedybet, der fik Socialdemokratiets formand til at afbryde sommerferien i Frankrig og fredag aften i sit livs defensiv lægge sig fladt for journalisterne i Københavns Lufthavn. I substansen sagde hun ikke noget, som ikke allerede var sagt i en kort pressemeddelelse, da sagen eksploderede et par døgn tidligere. Men i det halve time lange og kaotiske pressemøde i lufthavnen og under den efterfølgende optræden i TV kæmpede hun for definitionsretten til sin krise:

»Jeg er kommet hjem for at sige undskyld og beklage den her fejl ... jeg beklager virkelig ... det var ikke en bevidst fejl ... vi har ikke haft økonomisk vinding ved at gøre det ... formuleringen var ment som en anskueliggørelse af vores livsførelse ... den anden mail handlede ikke om weekender, men om varighed ... det var torskedumt ... undskyld, undskyld, undskyld,« lød budskabet igen og igen.

Respekt for kakkelbordet

Ud fra krisestyringens ABC har Helle Thorning-Schmidt ikke begået mange fejl i håndteringen af denne sag, og afbrydelsen af ferien har signaleret, at hun tager de for sit parti så berømte kakkelborde alvorligt.

Hendes budskab var, at hun respekterer vælgerne, ikke snyder på vægten og er til at stole på.

Det er muligt, Helle Thorning-Schmidt har ret. De kommende uger og måneder vil vise, om hun også får det.

For hvad hjælper det at gå i takt, hvis man er helt alene om det, og ingen kan se det.