Thorning: Løkke! Skal DF i regering?

Helle Thorning-Schmidt kræver, at statsministeren svarer på, om Dansk Folkeparti skal i regering efter næste valg.

Socialdemokraterne holder pressemøde efter partiets sommerseminar. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, vil have statsminister Lars Løkke Rasmussen til at svare konkret på, om danskerne kan se frem til at se Dansk Folkeparti få ministerposter, hvis blå blok vinder næste valg.

Det slog hun fast på et pressemøde i forbindelse med Socialdemokraternes sommergruppmøde i Rørvig.

- Dansk Folkeparti vil i regering, og det kommer de uden tvivl. Men regeringen bør svare på, om det kommer til at ske. Vi synes, det er vigtigt at få klarhed over, hvad danskernes valg er. Er det en blå blok med VKO i regering og med Saxo Bank som støtteparti, eller er det en S eller S-SF-ledet regering med Enhedslisten som støtteparti, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Læs også: Pressemødet minut for minut via liveblog
Læs også: Thorning: 12 min. er sidste mulighed

Dansk Folkeparti har tidligere på sommeren været ude og lufte tanken om ministerposter. Liberal Alliance afviste for nylig at stille sig i vejen for det scenarium. Hos de Konservative holder man stadig døren på klem, mens Venstre slår fast, at partiet går til valg med det mål at få en VK-regering igen.

S: DF løber fra deres løfter

Helle Thorning-Schmidt understreger, at Socialdemokraterne i fremtiden vil sætte mere fokus på Dansk Folkeparti og deres politik.

- Dansk Folkeparti løber fra deres løfter til vælgerne. De er med til at give urimelige skattelettelser, der går ud over velfærden, det går skidt med integrationen, og Udkantsdanmark har ikke fået meget hjælp fra deres hånd. Vi mener det alvorligt, når vi vil diskutere, hvad det vil betyde med Dansk Folkeparti i regering, sagde Helle Thorning-Schmidt, der samtidig slog fast, at de Radikale er velkomne i deres regering, hvis de selv vil.

Thorning: Skat vil bekræfte alt er ok

Der forelægger endnu ingen afgørelse i sagen om Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, skatteforhold, der fortsat undersøges af Skat. Og S-lederen afviser stadig, at der har foregået snyd.

- Vi venter stadig på Skats afgørelse, men regner med, at Stephen er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i 2009 og derudover, at alt er foregået til punkt og prikke. Skat vil bekræfte, at vi har gjort det rigtige, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Socialdemokraternes dyk i meningsmålingerne på det seneste er af mange blevet set som en reaktion fra vælgerne på netop skattesagen. Og det indrømmer Helle Thorning-Schmidt da også. Men giver samtidig også Venstre en del af skylden. '

- Det er en træls sag, og det er klart, at vælgerne reagerer sådan, når der er så hårde beskyldninger mod mig fra Venstre. Måske burde Venstre sige undskyld. Men der er ikke tale om, at nogen har snydt i skat, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Læs også: Ingen undskyldning til Helle T.