Thorning kritiseres for at afvise møde med Dalai Lama

Når Dalai Lama besøger København i næste måned, kommer han ikke til at trykke hånd med statsminister Helle Thorning-Schmidt, som har afvist at mødes med Tibets åndelige leder. Det møder stærkt kritik fra resten af partierne i Folketinget.

Foto: Mads Nissen. Daværende statsminister Lars Løkke mødtes i maj 2009 med Dalai Lama, da han var på besøg i Danmark. Mødet mellem de to udløste en politisk krise mellem Danmark og Kina.
Læs mere
Fold sammen

Når Tibets åndelige leder, Dalai Lama, kommer til København i februar for at tale om fred, samhørighed og tolerance i Bella Center, får han ikke mulighed for at hilse på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Regeringen afviser nemlig at mødes med den tibetanske leder, og det bliver nu stærkt kritiseret af flere partier i Folketinget, skriver Jyllands-Posten.

Da Dalai Lama besøgte Danmark i 2009, mødte han daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et møde på Marienborg. Håndtrykket mellem Lars Løkke Rasmussen og Dalai Lama havde dog store konsekvenser og udløste en politisk krise mellem Danmark og Kina.

Før Helle Thorning-Schmidt overtog statsministerposten lovede hun dog at mødes med Dalai Lama, og derfor kalder Venstres udenrigsordfører, Søren Pind (V), det for et »løftebrud«.

Også udenrigsordfører for Enhedslisten Nikolaj Villumsen (EL) betegner det som »dybt pinligt og hyklerisk« og vil bede udenrigsministeren om en redegørelse i sagen.

Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti kritiserer ligeledes, at der ikke bliver et møde mellem statsministeren og Dalai Lama.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) afviser dog, at det skyldes et pres fra Kina og lægger stor vægt på, at den tibetanske leder ikke har sendt en officiel anmodning om et møde.