Thorning: Ingen indikation på terrorceller

Der er intet, der tyder på, at den 22-årige terrormistænkte var del af en terrorcelle, understreger statsminister Helle Thorning-Schmidt over for international presse.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler til mindehøjtideligheden for weekendens terrorangreb i København mandag. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BJOERN LARSEN

Myndigheder og politis intense efterforskning af terrorangrebene i København efterlader ingen tegn på, at den 22-årige terrormistænkte skulle have tilknytning til en terrorcelle.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mandag over for en lang række internationale pressefolk, der var mødt op i Statsministeriet for at få en briefing om den skæbnesvangre weekend i København.

»Jeg vil gøre det helt klart, at vi på nuværende tidspunkt ikke har nogen indikation af, at han var en del af en celle,« siger statsministeren.

I sin indledning konstaterer hun, at »Danmark er blevet ramt af terror« og tøver således ikke med at betragte weekendens hændelser som et terrorangreb.

Oplysningerne om den formodede gerningsmands motiver er dog fortsat sparsomme, erkender Thorning.

»Men bedømt på, hvad han gjorde, efterforsker vi det som et terrorangreb, fordi han angreb et åbent debatmøde og en jødisk synagoge.«

Den terrormistænkte, Omar Abdel El-Hussein, har ifølge Berlingskes oplysninger åbent tilkendegivet, at han ville til Syrien og kæmpe med Islamisk Stat (IS). Og umiddelbart forud for det første angreb lagde den 22-årige en video, der hylder hellig krig, på Facebook. På den baggrund ville en britisk journalist gerne vide, hvordan man fremover kan undgå radikaliseringen. Der vil da også blive behov for at »evaluere indsatsen mod radikalisering«, medgiver statsministeren.