Thorning-garanti efter omsiggribende S-uro

Statsminister Helle Thorning-Schmidt garanterer, at hun også ved næste valg er formand for Socialdemokraterne. Samtidig forsøger to topministre at lægge låg på baglandets kritik. Alligevel beskyldes Mette Frederiksen nu for illoyalitet af flere af sine egne. Flere socialdemokrater kritiserer fortsat partilinjen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (t.v.) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen står over for uro i det socialdemokratiske bagland. Baglandsballaden har bragt de to topsocialdemokrater i en prekær situation, hvor deres mindste ord eller ageren er blevet tolket som en positionering til en fremtidig formandsvalgkamp med Mette Frederiksen i front. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To ministres opbakning til en siddende statsminister er sjældent en nyhed. Sjældent er det også en nyhed, når en siddende statsminister og partiformand garanterer ikke at forlade posten for at få et andet job.

Ikke desto mindre vakte begge dele stor opsigt på Christiansborg i går. Her gik først statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ud og forsøgte at feje ugevis af spekulationer om hendes kandidatur til en EU-toppost af vejen med et løfte.

»Jeg er formand for Socialdemokraterne. Og jeg er statsminister. Og vi kommer til at gå til valg med mig som formand og mig som statsminister,« lød det fra statsministeren til et opbud af pressefolk efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn i går eftermiddags.

Er det en garanti?

»Ja, det er det.«

Senere gav det genlyd på Christiansborg, da to af partiets absolutte topfigurer forsøgte at lægge låg på den kritik, der i de seneste uger er vokset frem i baglandet som ukrudt i haven om foråret. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sendte i går en udtalelse til medierne, hvor hun kraftigt opfordrede sine partifæller til »at stoppe den ensidige kritik af vores formand«. Også erhvervsminister Henrik Sass Larsen gav i går i DR-programmet Bag Borgen en klar opbakning til den siddende statsminister og partiformand. Ingen af dem ønskede dog at uddybe deres udmeldinger over for Berlingske.

Ansigt til ansigt med baglandet

Men støtteerklæringerne kommer, efter at medierne den seneste uge har beskrevet voldsom, tiltagende uro i det socialdemokratiske bagland. Flere socialdemokratiske borgmestre ytrede eksempelvis stor utilfredshed med håndteringen af børnecheck-sagen i søndags i Jyllands-Posten, og onsdag aften stod flere socialdemokratiske lokalformænd så frem hos DR med ønske om, at Thorning ville forlade formandsposten.

Fredag skal partitoppen stå ansigt til ansigt med baglandet på et møde med hovedbestyrelsen og kredsformændene i Svendborg. Et møde, hvor en timelang debat ventes at rumme hårdere kritik af partitoppen end sædvanligt. Og det er forud for det møde, at de to topministre opfordrer til samling omkring den siddende formand.

Udmeldingerne skal dog ikke kun tolkes som et forsvar for Helle Thorning-Schmidt. Den megen baglandsballade har nemlig bragt de to topsocialdemokrater i en prekær situation, hvor deres mindste ord eller ageren er blevet tolket som en positionering til en fremtidig formandsvalgkamp med netop Mette Frederiksen i front.

Og det er ikke uforskyldt, argumenterer flere kilder tæt på regeringstoppen og i partiets folketingsgruppe over for Berlingske. De fremhæver blandt andet en stribe »formandskronikker« i de landsdækkende medier fra Mette Frederiksen samt en forside på Ekstra-Bladet om, at det angiveligt var Mette Frederiksen, der pressede Thorning til et opgør med EU-Kommissionen om de danske dagpenge.

Selv i kaffeklubben »Netværket«, som Mette Frederiksen er frontfigur i, er der løftede øjenbryn over beskæftigelsesministerens adfærd, der er tolket som »utidig positionering« og »illoyal« i en tid, hvor der er brug for åbent og utvetydigt at støtte statsministeren.

»Mette Frederiksen har selv startet en formandslavine, som hun nu prøver at løbe fra. Det er dybt pinligt,« siger en kilde tæt på regeringen.

Thorning eller Frederiksen

Et anonymt medlem af partiets folketingsgruppe siger:

»Der er behov for, at Mette Frederiksen tænker på partiet og ikke på Mette selv. Det er for egoistisk og alt for farligt lige nu.«

»Selv om nogen kan tro det, så gavner det bare ikke partiet – og dermed heller ikke dem selv – at rende og pisse i egen rede,« siger et andet socialdemokratisk folketingsmedlem.

Andre centrale kilder i partiet afviser dog kritikken af Mette Frederiksen. Fra denne kant lyder analysen, at det er godt, at hun prøver at markere sig med stærke værdier og holdninger i en svær tid, og at spekulationerne om hendes eventuelle motiver ikke ændrer på, at det ville være dårligere for partiet, hvis hun undlod at foretage sig noget.

For flere af de kritiske stemmer i baglandet, er det da heller ikke spørgsmålet om Thorning eller Frederiksen, der giver grobund for utilfredshed. Det handler derimod om den førte politik og en manglende erkendelse i hele partitoppen af den krise, som partiet befinder sig i. Og dén kritik er der ikke lagt låg på.

Tilbage på sporet med pejlemærker

Fem lokale socialdemokrater fra Region Sjælland efterlyser i skarpe vendinger »en rød tråd« for Socialdemokraterne i en kronik i dagens Berlingske. S-politikerne konstaterer, at deres parti »mere end nogensinde før« er i krise, og at der er behov for en værdidebat om, hvor partiet skal hen, og hvordan forbindelsen til bagland og vælgere kan genskabes med »udgangspunkt i partiets medlemmer og vælgere, ikke partiets top«.

Derfor har de taget initiativ til en række debatmøder og har formuleret syv pejlemærker for at få partiet tilbage på sporet, herunder at argumentet »nødvendighedens politik« skal kasseres. Én af kronikørerne, folketingskandidat Kaare Dybvad fra Holbæk, håber, at ledelsen vil lytte – og erkende, at partiet har et alvorligt problem.

»For et parti, der har stået med regeringsmagten i størstedelen af den tid, Danmark har været demokratisk, så er det et problem, at man ikke har en større vælgeropbakning, og for at man kan løse det problem, bliver man nødt til at erkende det. Det kan godt være, at vi har problemer med kommunikationen, men det handler altså også om det, der ligger inde bagved, selve politikken, og her har vi behov for at være i tråd med Socialdemokratiets linje,« siger han.

Lignende opsang kommer fra Nordjylland, hvor kredsformand i Frederikshavn Stig Lundbo efterlyser, at S-ledelsen, som han i de sidste par dage offentligt har kaldt »politisk tonedøve«, bliver mere lydhøre over for medlemmerne, vælgerne og tillidsfolkene ude i landet.»Vi skal have valg om senest halvandet år, og hvis partitoppen tror, at de kan få medlemmer til at stå ude på gaden og agitere, så tror jeg, at det bliver svært. Man har et problem, som man bliver nødt til at tage fat i nu, hvis man skal nå at rette op. Og det kan kun ske, hvis man lytter til baglandet,« siger han og tvivler ikke på, at Thorning & Co. vil blive konfronteret med lignende udsagn, når kredsformændene går på talerstolen i aften. Hos hovedbestyrelsesmedlemmerne er den første kommentar typisk »ingen kommentarer« – ingen ønsker offentligt at gå ud og italesætte den markante kritik forud for aftenens møde. For selv om flere, som Berlingske har talt med, medgiver, at der er behov for at tage de svære drøftelser og få sagt tingene ligeud, skal det ske bag lukkede døre, for at det bliver konstruktivt.

At baglandsfrustrationerne langtfra er afbødet ved Thornings garanti, om at hun ikke går efter en EU-toppost, er der ingen tvivl om, lyder det fra et anonymt hovedbestyrelsesmedlem – nærmest tværtimod vil der måske sidde folk ved aftenens møde og være skuffede over, at formanden lover at blive på sin post frem til næste valg.