Thorning: Danmark har støttet Tusk

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fastslår, at Danmark har bakket op om Donald Tusk som ny EU-præsident - den post, hun selv på et tidspunkt var i spil til at overtage.

Helle Thorning i snak med den nyudnævnte formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk. Fold sammen
Læs mere
Foto: YVES HERMAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU: Polens premierminister, Donald Tusk, bliver ny formand for Det Europæiske Råd, og det bakker Danmark fuldt og helt op om.

Sådan lyder meldingen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der ellers selv har været i spil til netop posten som EU-præsident.

»For Danmark har det været vigtigt, at der er opbakning til den person, som skal udfylde posten som formand for Det Europæiske Råd fra alle lande. Det har Donald Tusk. Og derfor har Danmark også støttet hans kandidatur,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Lørdag aften blev det officielt bekræftet fra den nuværende EU-præsident, Herman Van Rompuy, at Tusk bliver hans afløser, og det er et epokegørende valg for EUs stats- og regeringschefer. Med valget sætter Central- og Østeuropa sig nemlig for første gang på en af de helt tunge poster i EU, knap 11 år efter at otte tidligere medlemmer af Warszawa-pagten trådte ind i EU.

Thorning understreger da også, at hun er glad for, at den nye EU-præsident er polsk.

»De øst- og centraleuropæiske lande har været medlemmer af EU i ti år. Danmark har altid været en varm fortaler for deres medlemskab, som blev besluttet i København i 2002. Derfor er det også naturligt og glædeligt, at formanden for Det Europæiske Råd kommer fra Polen,« siger den danske statsminister, der også lykønsker Donald Tusk med sit nye job:

»Stort tillykke til Donald Tusk. Han er en dygtig og erfaren politiker, som har betydet meget for Polen. Han bliver en god og resultatorienteret formand for Det Europæiske Råd, der vil lytte til medlemslandene. Jeg glæder mig til samarbejdet.«

Det er lørdag aften også blevet bekræftet, at den italienske udenrigsminister, Federica Mogherini, bliver EUs nye udenrigschef.