Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det skorter ikke på rosende ord fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til hendes nye makker i regeringstoppen, den nyudnævnte radikale partileder, Morten Østergaard (R).
»Jeg har arbejdet sammen med Morten Østergaard i flere år, og jeg kender ham som en dygtig og erfaren politiker med klare visioner for Danmark,« siger Helle Thorning-Schmidt i en skriftlig kommentar.
Hun understreger samtidig, at hun kommer til at savne Margrethe Vestager (R), som udover partilederposten også overlader posten som økonomi- og indenrigsminister til Morten Østergaard.
Statsministeren er sikker på, at Østergaard bliver »en stærk og markant leder« for de Radikale.
»Morten Østergaard brænder for at styrke Danmark og passe på vores fællesskab. Han er dybt optaget af at sikre flere job og bedre velfærd,« lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.
Hun minder om, at Socialdemokraterne og Radikale Venstre har en lang tradition for et »tæt og resultatorienteret samarbejde«.
»Det samarbejde glæder jeg mig nu til at fortsætte med Morten Østergaard,« siger statsministeren.
Med sin nyudnævnelse som økonomi- og indenrigsminister overlader Østergaard Skatteministeriet til en socialdemokrat, og i den anledning sender Østergaard pæne ord tilbage til regeringspartneren:
»Jeg er sikker på, at det er en dygtig socialdemokrat, der vil overtage skatteministeriet,« siger han.