Thorning bryder klart løfte om svar til Løkke

Statsministeren afviser at svare oppositionens leder på, hvornår hun blev klar over, at der var problemer med solcelleloven. Thorning havde ellers lovet Lars Løkke et svar, hvis han stillede et skriftligt spørgsmål.

Foto: Thomas Lekfeldt. Trods løfter om det modsatte, har statsministeren skriftligt oplyst Lars Løkke, at hun alligevel ikke ønsker at besvare hans spørgsmål om solcelle-sagen.
Læs mere
Fold sammen

»Hvornår blev statsministeren første gang opmærksom på, at regeringens solcellelov medførte helt ukontrollerede meromkostninger?«

Hele fem gange under forrige uges spørgetime i Folketingssalen forsøgte Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), med variationer af det samme spørgsmål at få statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at svare på, hvornår hun blev informeret om problemerne med den omdiskuterede solcellelov.

Men til stigende frustration for Lars Løkke Rasmussen lykkedes det ikke for V-formanden at få et svar ud af statsministeren.

Thorning lovede til gengæld i kølvandet på debatten, at hun ville svare Løkke, hvis han stillede hende spørgsmålet skriftligt.

Til de journalister, der var samlet uden for Folketingssalen, sagde statsministeren:

»Hvis Lars Løkke Rasmussen gerne vil vide det på dato, minutter og sekunder, så må han stille spørgsmålet skriftligt. Sådan arbejder vi i Folketinget, og det ved Lars Løkke Rasmussen godt.«

Venstres formand har efterfølgende skrevet til Thorning for et svar, og fredag har statsministeren så skriftligt oplyst Lars Løkke, at hun alligevel ikke ønsker at besvare spørgsmålet.

»Jeg ønsker af principielle årsager ikke at kommentere beslutningsgangen i regeringen, herunder hvornår jeg bliver orienteret om konkrete sager,« skriver Thorning i et svar sendt til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg.

»Jeg kan dog oplyse, at regeringen løbende har været opmærksom på udviklingen i solcelleudbygningen og i samarbejde med blandt andre Venstre har taget flere initiativer til lovgivning for at begrænse en uhensigtsmæssig udvikling,« hedder det videre i besvarelsen.

Uden at sætte præcis dato på oplyser Thorning, at regeringen i juni 2012 »som følge af en stigende udvikling i efterspørgslen efter solcelleanlæg i første halvår 2012« besluttede at fremskynde processen med en analyse af området, ligesom Thorning skriver, hvilke tiltag man efterfølgende har foretaget.

I forbindelse med solcellesagen har Folketingets statsrevisorer bedt den uafhængige Rigsrevision om en grundig undersøgelse af statens støtte til solceller og lovarbejdet i perioden 2010-2013.