Thorning: Brutalt og hensynsløst angreb på ytringsfriheden

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fordømmer, ligesom flere andre statsledere, på det kraftigste angrebet på det franske magasin Charlie Hebdo.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fordømmer attentaterne i Paris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fordømmer på det kraftigste de gerningsmænd, der står bag terrorangrebet på det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris, hvor mindst 12 meldes dræbt og adskillige såret.

Den danske statsminister mener, at skudattentatet er et angreb på ytringsfriheden.

»Frankrig er blevet ramt af et terrorangreb. Helt forsvarsløse og uskyldige mennesker er blevet ofre i, hvad der tegner til at være et angreb på ytringsfriheden. Jeg vil gerne udtrykke min sorg, forfærdelse og vrede over hændelserne i Paris. Og jeg fordømmer de gerningsmænd, som står bag det brutale og hensynsløse angreb,« siger Helle Thorning-Schmidt i en pressemeddelelse.

To bevæbnede gerningsmænd står bag angrebet på det franske magasin, der i 2006 i sympati med Jyllands-Posten genoptrykte de kontroversielle Muhammed-tegninger.

»Det franske samfund er som vores åbent, demokratisk og baseret på en fri og kritisk presse. Det er værdier, som ligger dybt i os alle, og som vi skal stå værn om. Det er også netop de værdier, der gør Frankrig til et stærkt samfund, som kan modstå et anslag som det her. I Danmark går al vores medfølelse til de efterladte - og til det franske folk, som har vores fulde støtte på en mørk dag,« siger Helle Thorning-Schmidt.

I Frankrig bor der godt fire millioner muslimer, og dermed har Frankrig Vesteuropas største muslimske samfund.

Den britiske premierminister, David Cameron, har onsdag ligeledes fordømt angrebet på ytringsfriheden.