Thorning: Alle flygtninge skal være jobparate

Socialdemokraternes udlændingeudspil lægger op til et opgør med udlændinge, der ikke bidrager til samfundet. Det gælder både ledige indvandrere og afviste asylansøgere.

Statsminister Helle Thorning Schmidt og justitsminister Mette Frederiksen offentliggør Socialdemokraternes udspil om udlændinge. Det sker i Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Flere afviste asylansøgere skal sendes ud af Danmark, og regningen skal dækkes af den danske udviklingsbistand til verdens fattigste lande.

Det foreslår Socialdemokraterne i et nyt udlændingeudspil, hvor man skruer bissen på over for de udlændinge, der ikke bidrager til det danske samfund.

»Vi har sendt flere udlændinge ud af landet end den tidligere regering, og det vil fortsætte med. Vi vil undersøge muligheden for at bruge udviklingsbistanden til at sikre flere hjemsendelser af afviste asylansøgere, for hvis man ikke har en fremtid i Danmark, skal man ikke være her,« siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under fremlæggelsen af udspillet »Vi skal kunne følge med« på Christiansborg torsdag.

Socialdemokraterne vil også have flere udlændinge i arbejde. Partiet foreslår derfor, at flygtninge opfattes som jobparate fra de ankommer til Danmark, uanset af de ikke taler sproget.

»Socialdemokraterne ønsker at betragte flygtninge som jobparate, selv om folk ikke kan dansk,« siger Thorning.

Derudover vil man tage en alvorlig samtale med kommunerne for at sikre, at udlændinge, der har fået kontanthjælp i årtier, kommer ud på arbejdsmarkedet.

»Det opfattes med rette som en provokation, at udlændinge ikke deltager i arbejdsmarkedet og i stedet får kontanthjælp i 10-20 år,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun afviser i samme åndedrag enhver tanke om, at udlændinge skal arbejde til en anden løn end danske medarbejdere.

»Vi siger nej til indslusningsløn. Man skal arbejde på rimelige vilkår, og vi vil skærpe straffen for dem, der bryder regler om social dumping,« siger statsministeren.