Thomas Larsen: Vejen til Statsministeriet er ikke blokeret for Løkke

Trods ugers massiv kritik af Lars Løkke Rasmussen og kaotiske tilstande i Venstre fører blå blok fortsat over regeringslejren, viser en ny meningsmåling fra Gallup.

Socialdemokraterne håber, at Lars Løkke Rasmussens tøjsag på sigt bliver en gamechanger. 
Læs mere
Fold sammen

Det bliver uden tvivl svært at komme helt ind over dørtrinnet, men Gallups nye meningsmåling viser ikke desto mindre, at Lars Løkke Rasmussen godt kan tillade sig at drømme om at erobre Stats­ministeriet tilbage og gøre sin entre i hjørnekontoret.

På trods af ugers rå kritik af Løkke fra baglandet og voldsom uro omkring Venstre i massemedierne, ja så bevarer blå blok en relativ komfortabel føring ifølge målingen fra Gallup, og var der valg i dag, ville landets statsminister hedde Lars Løkke Rasmussen.

Resultatet er overraskende al den stund, at V-formanden har stået i centrum for en sjældent hård mediestorm og undervejs har måttet tage imod laviner af kritik, som har slået skår af hans egen troværdighed og skadet Venstre som parti ganske betragteligt.

Da uroen kulminerede for få dage siden, viste en enkelt måling foretaget for TV2 og Politiken, at rød blok rent faktisk havde overtaget føringen, og at Venstre var dumpet ned på under 15 procents tilslutning!

Målingen sendte – sagt uden overdrivelse – rystelser gennem Christiansborg.

Ifølge Gallups Politisk Indeks bevarer blå blok imidlertid sit langvarige forspring med støtte fra 53,3 procent af vælgerne, mens rød blok kun får opbakning fra 46,1 procent af vælgerne. Tallene viser også, at Venstre fortsat ligger på den rigtige side af 20 procent – med opbakning fra 21,9 procent af vælgerne – hvilket betyder, at Venstre også er større end Dansk Folkeparti, som får støtte fra 20,9 procent af vælgerne.

At Venstre har oplevet en voldsom tilbagegang, er åbenbart, men tallene er dog markant bedre end katastrofemålingen forud for det skelsættende møde i Venstres hovedbestyrelse tirsdag aften.

Løkke har brug for ro

Når blå blok bevarer føringen i Gallups måling, kan forklaringen meget vel være, at vælgerne er blevet ringet op i dagene efter mødet i Venstres hovedbestyrelse, hvor Løkke med en enestående kraftpræstation formåede at fastholde sit lederskab og fik hegnet sine mange kritikere ind.

Selv om enkelte kritikere fra Venstres bagland har været på banen siden – bl.a. med krav om at de vil se mere dokumentation fra Løkke – har de seneste døgn været bemærkelsesværdige stilfærdige.

Lykkes det for Løkke at fastholde roen – og undgå nye bilagssager – er den nyvundne fred på de indre linjer en afgørende forudsætning for at kunne holde fast i vælgerne og få lokket nogle af de frafaldne tilbage.

Når det er sagt, kan Løkke næppe håbe, at de seneste bilagssager er glemt af vælgerne. Ofte går der et stykke tid, før man kan danne sig et endeligt billede af omkostningerne ved en krise, og Løkke risikerer, at kommende målinger vil vise, at en del vælgere fortsat vil sive fra blå blok i kølvandet på den heftige medieomtale af hans tøjindkøb osv., men kan han bremse faldet så meget, at blå blok vil kunne tage kampen op om Statsministeriet, vil han være nået meget langt.

Viser den næste tids målinger derimod, at blå blok bliver overhalet, og at vejen tilbage til Statsministeriet begynder at se svær ud, kan han være sikker på, at kritikken mod hans lederskab vil tage til igen, og han vil alene blive tildelt ansvaret for at have formøblet en ellers sikker valgsejr over en historisk upopulær statsminister og en presset regering.

Ringe trækkraft i blå blok

Her og nu vil dagens Gallup booste moralen hos både Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance, for tallene viser, at regeringsmagten endnu er inden for rækkevidde.

I alle partier har der i de seneste uger været en stor – og reel – frygt for, at Lars Løkke Rasmussen ville ende med at trække alle med ned i afgrunden.

Selv om tallene udløser lettelse hos Kristian Thulesen Dahl, Lars Barfoed og Anders Samuelsen, er der dog grund til en vis selvransagelse hos de borgerlige partier. Kristian Thulesen Dahl kan ganske vist være tilfreds med en opbakning fra over 20 procent af vælgerne – hvilket er et kraftspring frem for partiet i forhold til sidste valgresultat på 12,3 procent af stemmerne – men det står klart, at hvis Venstre kommer i krise, kan hverken DF, de Konservative eller Liberal Alliance forhindre, at en del af de skuffede V-vælgere går direkte henover midten og ændrer på styrkeforholdene mellem blokkene.

Nok går de Konservative frem til 5,5 procent i målingen, men det er ikke nok i betragtning af Venstres store tilbagegang, ligesom Liberal Alliance med 4,3 procents støtte fra vælgerne heller ikke har været i stand til at ekspandere under Venstres krise. Alt i alt rummer tallene fra Gallup en klar advarsel til blå blok, og det står tindrende klart, hvorfor der ikke må dukke nye bilagssager op, der kan bringe Løkke ud af balance og underminere Venstre yderligere.

S og SF går frem

Zoomer vi ind på rød blok, springer det i øjnene, at Socialdemokraterne – med 22,4 procent – langt om længe er ved at lægge luft til den psykologiske smertegrænse på 20 procent, som partiet længe har set fra neden – til stor frustration for både toppolitikere og tillidsfolk i partiet.

Gallups måling giver et mentalt rygstød, eftersom liste A lige akkurat tilbageerobrer positionen som landets største. Det er godt nyt for Thorning, som tidligere på foråret oplevede mareridtsagtige målinger, hvor S lå langt bag Venstre og blev overhalet af Dansk Folkeparti.

Når det er sagt, befinder Socialdemokraterne sig fortsat et pænt stykke under valgresultatet fra 2011, som var det dårligste i mere end 100 år, og derfor springer champagnepropperne trods alt ikke i partiet. Dertil kommer en snigende frygt for, at Venstre måske vil kunne vinde det tabte land tilbage i takt med, at Løkkes bilagssager glider i baggrunden.

Markant fremgang til SF

Den virkelige højdespringer i rød blok er derfor ikke S, men derimod SF – med 7,9 procents opbakning – og med Pia Olsen Dyhr i spidsen er partiet på vej til at vriste sig fri af de seneste års monumentale nedtur.

Sat på kort formel har SF fået en leder, som både kan og vil. Annette Vilhelmsen havde ikke kompetencen og kunne ikke, mens Villy Søvndal i sin sidste tid som leder ikke længere ville. Han havde reelt deponeret en stor del af sit lederskab til Thor Möger, som imidlertid var forhadt langt ind i SFs bagland og ude af stand til at løfte opgaven.

Med Pia Olsen Dyhr i front – og med et SF befriet fra regeringsansvaret – er der opstået en gylden mulighed for at trække frafaldne SFere hjem fra Enhedslisten, som ifølge Gallup kun får opbakning fra 7,1 procent af vælgerne. Og det er faktisk meget lang tid siden, at SF har været større end Liste Ø.

Fortsætter Pia Olsen Dyhr sit solide arbejde – og holder trenden fra Gallup i kommende målinger – kan det være et interessant signal om, at Enhedslistens position som venstrefløjens nye store parti er truet og på vej til at blive undermineret.

Sker det, vil det blive mødt med udpræget lettelse i regeringspartierne, hvor der længe har været bekymring over SFs nedtur og Enhedslistens vokseværk. Et styrket SF på bekostning af Enhedslisten vil derfor være en gave til Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. De to partiledere har absolut ikke brug for en kraftfuld Johanne Schmidt-Nielsen og et velvoksent Enhedslisten til at genoplive diskussionerne om forræderi og løftebrud, mens de forbereder næste valg.