Thomas Larsen: Thorning på kamikazetogt i udlændingepolitikken

For Helle Thorning-Schmidt kan de næste 24 timer blive de mest afgørende i hele valgkampen.

Foto: Claus Bjørn Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her kan det blive afgjort, om hun mister chancen for at kæmpe sig vej til Statsministeriet som ny regeringschef.

Med udspillet til en ny asylpolitik har hun sammen med den radikale leder Margrethe Vestager fremlagt en plan, som skal føre til bedre forhold for både asylansøgere og afviste asylansøgere, og som samtidig skal friste Ny Alliance til at gå ind i en SR-koalition.

Men hun har samtidig sat udlændingepolitik i centrum af valgkampen, hvilket betyder, at hendes egen velfærdsdagsorden skubbes til side, ligesom det medfører, at VKO-partierne har fået et tema forærende, som ved valgene i 2001 og 2005 gav dem en klar sejr.

Ifølge det nye SR-udspil skal alle asylansøgere fremover have lov til at arbejde og uddanne sig i Danmark. Udspillet er med andre ord langt mere vidtrækkende end de meldinger, som Thorning er kommet med i de store tv-dueller. Her fastslog hun, at nye forbedringer kun skulle rettes mod et meget beskedent antal mennesker i asylcentrene. Men det nye udspil gælder for alle. Dermed har hun givet Fogh skyts til at anklage S-lederen for løftebrud.

Dernæst kan Fogh bruge udspillet som et bevis på, at det reelt er de Radikale, som kommer til at styre fremtidens udlændingepolitik, og at netop de Radikales politik vil underminere de senere års udlændingepolitik. Sammen med integrationsminister Rikke Hvilshøj har Fogh allerede fastslået, at Danmark vil blive en magnet for flygtninge, hvis SR-udspillet bliver en realitet.

Dog er der en vigtig forskel i forhold til valgene i 2001 og 2005. Målingerne viser, at flertallet af danskerne er bekymret over konsekvenserne af den nuværende asylpolitik, og Naser Khader, hvis stemmer bliver afgørende for en Fogh-regering, ønsker ændringer på asylområdet.

Med andre ord: Fogh kan nok angribe Thorning og Vestager, men han skal samtidig forklare, hvordan han kan stå vagt om en asyl- og udlændingepolitik, som Naser Khader og Ny Alliance ønsker ændret. Derfor bliver de næste 24 timers opgør ikke helt så enkelt at håndtere for Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard som tidligere.

Vinder Fogh dagsordenen, vil Thornings chancer for at erobre magten være meget små. Vinder hun debatten, må Fogh omvendt konstatere, at udlændingepolitikken ikke længere er VKO-partiernes stærkeste våben over for Socialdemokraterne og de Radikale. Et helt afgørende slag er indledt i valgkampen.