Thomas Larsen: Thorning i stråleglansen fra Merkel

Set gennem S-strategernes briller vil det være perfekt, hvis Angela Merkels besøg kan være med til at understrege, at Thorning er en tung leder – og ikke den distanceblænder, som kritikerne fortsat anklager hende for at være.

Foto: THOMAS PETER. Kansler Merkels besøg vil få bl.a medierne til at se tilbage på sidste sommer, hvor Thorning besøgte Merkel i berlin, og hvor rygterne om et topjob i EU til den danske statsminister florerede.
Læs mere
Fold sammen

 

Den tyske kansler, Angela Merkel, besøger selvsagt ikke Danmark for at støtte Helle Thorning-Schmidts valgkamp. Men her og nu er S-toppen ikke ked af, at den danske regeringschef kan blive set sammen med den mægtigste politiske leder i Europa.

Indirekte må Angela Merkels besøg gerne sende et signal om, at Thorning er en respekteret skikkelse i international politik, og det gør heller ikke noget, hvis kanslerens visit får medierne til at minde folk om, at Thorning sidste sommer var tæt på at lande en toppost i EU.

Set gennem S-strategernes briller vil det være perfekt, hvis Angela Merkels besøg kan være med til at understrege, at Thorning er en tung leder – og ikke den distanceblænder, som kritikerne fortsat anklager hende for at være.

Men bag de PR-mæssige og valgtaktiske spilfægterier ligger langt væsentligere historier. Den vigtigste handler selvsagt om dagens hovedperson – kansleren – der har præsteret en enestående bedrift. Som en kronisk undervurderet kvinde tog hun først magten i sit eget parti og gjorde sig dernæst til tyskernes samlingspunkt, inden hun placerede sig i rollen som den mest magtfulde politiske leder i Europa.

Den præstation er lige til historiebøgerne. Og det fascinerende er, at Angela Merkel har opnået sin unikke – og uhyre magtfulde – position med en underspillet, stilfærdig arbejdsfacon. Hun foretrækker substans og er altid inde i materien. Hun foretrækker på samme vis næsten altid at tale afdæmpet og sagligt, og i dag er tyskernes tillid til hendes dømmekraft og soliditet så stor, at hendes parti under sidste valgkamp kunne nøjes med at opsætte plakater med et billede af Merkels hænder under overskriften: »Tysklands fremtid i gode hænder«. På hjemmebanen er hun desuden blevet udstyret med tilnavnet »Mutti« som et symbol på hendes status som nationens mor. En mor, som selvfølgelig ikke er elsket af alle tyskere, men som langt de fleste har respekt for.

Undertegnede har gennem en årrække oplevet hende på årsmøderne i World Economic Forum i den schweiziske by Davos, hvor den politiske og økonomiske elite samles, og når hun går på talerstolen, taler hun med alvor og seriøsitet. Mens andre toppolitikere kæmper for at virke dynamiske og kraftfulde, udstråler Merkel en stille, urokkelig autoritet, og hun virker fortsat determineret, selv om hun siden 2008 har deltaget i den lange kamp for at trække Europa ud af krisen og undervejs har deltaget i voldsomme opgør om linjen i den økonomiske politik og været involveret i dramatiske sammenstød med især grækerne.

Det andet perspektiv, som er værd af notere sig i forbindelse med besøget, handler om forholdet mellem Tyskland og Danmark. Selvfølgelig er det en fjer i hatten for Thorning, at hun kan stå i kanslerens stråleglans så tæt på et valg, men sagen er, at Merkel også havde et glimrende forhold til Anders Fogh Rasmussen – som hun støttede i hans bestræbelse på at blive generalsekretær for NATO – og til Lars Løkke Rasmussen.

Over en lang årrække er relationerne mellem Danmark og Tyskland blevet stærkere og stærkere. Men i modsætning til sin forgænger, den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, viser Merkel stor imødekommenhed og respekt over for små lande.

Derudover er forholdet mellem Tyskland og Danmark blevet styrket af, at de to lande har været overvejende enige i den økonomiske strategi, som skulle føre Europa ud af krisen, ligesom det har stor betydning, at Tyskland er Danmarks største handelspartner.

Set i et historisk perspektiv minder Merkels besøg os om, at der langt om længe er lagt massiv afstand til den mistillid, som danskerne naturligt følte over for Tyskland – selv årtier efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Så sent som i 1980erne udtalte den konservative leder og statsminister, Poul Schlüter: »Jeg holder så meget af Tyskland, at jeg hellere vil beholde to af dem!« Schlüter var en af dem, som frygtede for, hvad et genforenet Tyskland kunne betyde for freden og sikkerheden i Europa. I dag synes langt de fleste danskere at være trygge og tilfredse med naboskabet til den store, men fredelige nation, som hviler i Angela Merkels hænder.