Thomas Larsen: Thorning er ingen H. C. Hansen

I dag vil demonstranter samle sig på Christiansborg Slotsplads i protest mod SRSF-regeringen og Helle Thorning-Schmidt, som har mistet følingen med baglandet, analyserer Thomas Larsen: Hun har ikke i vælgernes øjne Socialdemokratiet i sit DNA.

UDATERET ARKIVFOTO. Stats-og udenrigsminister H. C. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birthe Melchiors
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den socialdemokratiske H.C. Hansen i foråret 1956 trodsede sit bagland og var i infight med kommunisterne i DKP, var det en skæbnestund for Socialdemokratiet.

Overenskomstforhandlingerne var kørt af sporet, strejker florerede, og vitale samfundsinteresser var truet, indtil H.C. Hansen greb ind og fik et lovindgreb igennem i Folketinget. Den 13. april demonstrerede mere end 100.000 på Christiansborg Slotsplads, men han veg ikke en millimeter. Han hvæsede: »Mig skal de ikke tage pis på!«.

I Socialdemokratiets partihistorie, »Kamp og fornyelse«, har Jens Otto Krag beskrevet, hvordan H.C. havde været bleg og trukket vejret tungt, da han besluttede sig for at gribe ind i arbejdskonflikten. Man kunne ”fornemme hans hjerte banke gennem jakken”, skrev Krag. Dermed illustrerede han, at H.C. Hansen var fuldstændig klar over, at han løb en enorm risiko for sig selv, sit parti og sin regering.

Dagens demonstration på Christiansborg Slotsplads vil på ingen måde skrive sig ind i historien med samme dramatik. Alligevel er det ikke utænkeligt, at historikere om nogle år vil vende tilbage til disse døgn, når de skal beskrive Socialdemokratiets udvikling under Helle Thorning-Schmidt, for statsministeren er ved at presse sine vælgere ud over kanten. Ganske vist er det kun de studerendes organisationer, som har indkaldt til demonstrationen. Men tag ikke fejl: Skuffelsen og vreden over regeringens linje trives i massivt omfang hos centrum-venstre vælgerne og langt ind i S og SF.

Det ironiske er, at flere i den nuværende S-top ofte trækker linjer tilbage til H.C. Hansen, når de skal forklare deres linje. Thorning omtaler gerne sig selv som en gammeldags socialdemokrat med indirekte reference til H.C. Hansen, mens Bjarne Corydon direkte har refereret til foråret i 1956. I deres optik toner H.C. Hansen frem som lederen, der havde mod og vilje til at gøre det nødvendige, ligesom de selv er klar til at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger. De ser det som deres mission at føre dansk økonomi gennem krisen, skabe forudsætninger for nye job og modernisere den offentlige sektor for at kunne gøre den levedygtig på lang sigt.

Mod og vilje har de to i rigt mål. Problemet er blot, at de systematisk har svækket muligheden for at forme en fortælling om et moderne socialdemokratisk parti, der fører en ansvarlig økonomisk politik og indgår alliancer med virksomhederne om at skabe produktion, velstand og vækst. Netop den historie vil de gerne fortælle, men den kortsluttes kontant. Forklaringen er først og fremmest, at Thorning med sine serielle løftebrud har slået så mange skår af sin troværdighed og skabt så stor uklarhed, at hun har sat sine egne vælgere af. De kan ikke længere få øje på linjen. Dertil kommer, at regeringens præsentation af vækstpakken er forløbet så kaotisk, at hendes vælgere ikke alene sidder tilbage med indtrykket af, regeringen har begået nye løftebrud. Nej, de kan se, at deres regering oven i løftebruddene vil have studerende og kontanthjælpsmodtagere til at betale for lettelser af selskabsskatten. For mange S- og SF-vælgere er det dråben.

Det paradoksale er, at danskerne formentlig godt kunne mobiliseres bag SU- reformen, kontanthjælpsreformen og vækstplanen. Men det havde krævet en leder, som i tide havde lagt en holdbar kurs, så der ikke skulle brydes så mange løfter. Og det havde krævet en leder, som viste en støre vilje til at få sine egne med.

Som landet ligger, må statsministeren erkende, at vindersager bliver tabersager. I stedet for at blive rost for viljen til reformer straffes hun for sin opportunisme, eftersom hun for kort tid siden havde andre standpunkter. Hun har aldrig overkommet afstanden mellem, hvad hun sagde før, og hvad hun gør nu. Stålsat tale om fremtiden kolliderer derfor ustandseligt med fortidens skråsikre udsagn.

Endelig er Thorning ikke en H.C. Hansen. Han var rundet af partiet og bevægelsen. Han havde Socialdemokratiet i sit DNA. Sådan opfatter S-vælgerne ikke Thorning. Der er en grund til, at hun blev kaldt Gucci-Helle, ligesom det ikke var tilfældigt, at 3F-formanden Poul Erik Skov Christensen for nylig udtalte, at ”fruen” befandt sig på en anden ”planet”. H.C. vidste, hvor han havde sit parti. Thorning kan ikke sige det samme.