Thomas Larsen: Svær ventetid på Asiatisk Plads

Regeringen står over for en uhyre vigtig beslutning vedrørende udenrigstjenesten. Den vil ikke alene være med til at afgøre, hvor godt Danmark vil klare sig i verden fremover, men som også være med til at definere, hvilken udenrigstjeneste SRSF-regeringen efterlader efter endt vagt.

Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vil være synd at sige, at udenrigstjenesten på Asiatisk Plads strutter af optimisme og tro på fremtiden.

På ministergangen på sjette sal er udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fraværende. Han har lykkeligvis overvundet sit hjerteanfald, men har måttet forlænge sin orlov for at passe sin hustru, der har gennemgået en kompliceret operation.

Styringen er overladt til Nick Hækkerup (S), som kun har få måneders erfaring i jobbet som handels- og europaminister, efter at han brutalt blev flyttet fra Forsvarsministeriet ved rokaden i august. Nick Hækkerup spiller tæt sammen med ministeriets ligeledes nye departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen.

Endelig skal Rasmus Helveg Petersen (R) finde sine ben som nyslået udviklingsminister og forsøge at videreføre det arbejde, som Christian Friis Bach (R) abrupt måtte forlade, da det blev klart, at han havde misinformeret Folketinget i GGGI-sagen.

Ministerholdets position illustrerer i sig selv en markant ændring i forhold til årene, hvor dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik blev anført af sværvægtere som Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg Petersen (R), Mogens Lykketoft (S) og Per Stig Møller (K).

Stemningen på Asiatisk Plads løftes heller ikke af, at det diplomatiske korps gennem flere år har gennemlevet organisationsændringer og bastante besparelser i en tid, hvor opgaverne ikke ligefrem er blevet færre.

Dertil kommer, at den dårlige betjening af Christian Friis Bach har kastet slagskygger ind over et korps, som normalt sætter en ære i at agere topprofessionelt og fejlfrit.

Hvor skal de danske ambassader ligge?

Midt i alt dette venter medarbejderne på en skelsættende beslutning om, hvordan fremtidens udenrigstjeneste skal se ud: Hvor skal de danske ambassader placeres, og hvordan skal de arbejde?

Torsdag præsenterede en ekstern refleksionsgruppe sit bud på, hvordan udenrigstjenesten skal repræsentere Danmark i fremtiden, og nu er det op til regeringstoppen med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen at lægge det endelig snit. Beslutningen ventes at blive offentliggjort omkring årsskiftet.

For de ansatte betyder det, at en ellers fredelig julemåned vil blive præget af usikkerhed om, hvordan Danmarks netværk af 74 ambassader vil tage sig ud i fremtiden.

En af hurdlerne for regeringen bliver at sælge reorganiseringen som en offensiv, for selv om der ikke i udgangspunktet er tale om en spareøvelse, ja, så skal der spares.

Kritikerne – og det gælder både ansatte, eksperter og tidligere ministre fra V og K – er skeptiske over for en sparerunde på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er behov for at styrke Danmarks internationale gennemslagskraft. Søren Pind (V) mener, at besparelserne i udenrigstjenesten har nået smertegrænsen, og organisationen Dansk Industri frygter, at lukninger af ambassader vil svække eksporten.

Regeringen holder kortene tæt til kroppen

I regeringen holdes kortene tæt, men flere af anbefalingerne fra refleksionsgruppen vil indgå med vægt, når den endelige beslutning om kort tid skal træffes:

Det økonomiske og politiske tyngdepunkt skifter fra Europa og Vesten mod nye vækstcentre, primært i Asien, ligesom nye vækstmotorer buldrer frem i Sydamerika og Afrika. De danske ambassader skal matche en udvikling, som groft sagt betyder »mere verden« og »mindre Europa«. Dog med den tilføjelse at »mindre Europa« ikke betyder »mindre EU«. EU-maskineriet i Bruxelles har enorm betydning og producerer stadigt mere lovgivning, ligesom EU er med til at give Danmark en global stemme.

Der bør lægges større vægt på økonomisk diplomati med øget fokus på nye vækstmarkeder. Et stærkere økonomisk diplomati ses desuden som et nødvendigt modsvar over for den statskapitalisme, som især trives i Asien. Dog må en stærkere indsats ikke svække danske virksomheders position på de traditionelle store og vigtige eksportmarkeder.

Dansk udviklingshjælp og -samarbejde skal i endnu højere grad geares mod at åbne muligheder for dansk eksport og investeringer.

Endelig vil der fortsat være behov for at kunne håndtere de »diplomatiske kerneopgaver«, som det hedder, så der skal altså ikke drosles ned på arbejdet inden for de sikkerheds- og udviklingspolitiske dagsordener, som Danmark er engageret i.

Listen over indsatsområder kan nemt udbygges, for vi vil også gerne være med til at genopbygge skrøbelige stater i Afrika og Asien, ligesom udviklingen i Arktis kræver flere ressourcer.

Samlet venter en uhyre vigtig beslutning, som ikke alene vil være med til at afgøre, hvor godt Danmark vil klare sig i verden fremover, men som også vil være med til at definere, hvilken udenrigstjeneste SRSF-regeringen efterlader efter endt vagt.