Thomas Larsen: Socialdemokratiets ledelse er desperat over DF-succes

Der er tale om delvist genbrug, når S-ledelsen angriber DF for at udstede massevis af tomme løfter og strø om sig med dækningsløse checks i bestræbelserne på at kapre stemmer, mener Berlingskes politiske kommentator.

Tal-gennemgangen er et led i Socialdemokratiets forsøg på at stække den succesrige Kristian Thulesen Dahl og underminere troværdigheden hos DF, mener Thomas Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ansatte i Socialdemokratiet har i månedsvis trawlet forslag fra DF igennem for at kunne udstille de mange udgiftskrævende forslag, som DF lokker danskerne med - vel at mærke uden at kunne anvise en holdbar finansiering.

Ifølge Socialdemokraterne løber regningen op i mindst 155 milliarder kroner, og S-ledelsen sætter trumf på ved at minde vælgerne om, at Kristian Thulesen Dahl støtter Lars Løkke Rasmussen, der gerne vil gennemføre nulvækst i rollen som ny regeringschef.

Budskabet fra Socialdemokratiet er, at DF ikke kan love danskerne så meget og samtidig støtte en Venstre-formand, der ønsker udgiftsstop. Kort sagt: Kristian Thulesen Dahl snyder på vægten og optræder uhæderligt, lyder anklagen fra S.

Når der er tale om delvist genbrug, skyldes det, at partifolk fra S tidligere har foretaget den slags beregninger og fået regnestykkerne placeret på fremtrædende plads i landsdækkende aviser. Alt sammen som led i partiets forsøg på at stække den succesrige Kristian Thulesen Dahl og underminere troværdigheden hos DF.

Nøgternt set har Socialdemokraterne en pointe.

DF-ledelsen er rent faktisk ikke i nærheden af at kunne finansiere alle de forslag, som folketingsgruppen lancerer, og på længere sigt kan det blive et problem for DF, hvis anklagerne om overbud og uansvarlighed bider sig fast som et tema.

Men det er langt fra sikkert, at det sker.

En del af DFs kritikere vil givetvis finde det dybt uretfærdigt, at DF ikke bliver straffet hårdere for sine overbud, og de vil pege på, at S og SF har betalt en uhyre høj pris for deres løftebrud ved sidste valg.

Men pointen er, at partiernes situation ikke er helt sammenlignelig.

Når diskussionerne om overbud og løftebrud har været så fatale for S og SF i de seneste år, skyldes det, at begge partier forud for valget i 2011 turnerede rundt med økonomiske masterplaner, som de gav vælgerne et klart indtryk af, at de ville kunne gennemføre, hvis de fik regeringsmagten.

Thorning talte alt for skråsikkert om udspil, som der ikke »kunne ændres et komma i«, og sammen med Villy Søvndal lod hun forstå, at der ikke ville blive taget hensyn til de Radikales indvendinger mod S-SF-aksens økonomiske planer.

Endelig tordnede Thorning og Søvndal mod Lars Løkke Rasmussens initiativer - bl.a. dagpenge- og tilbagetrækningsreformen - som de kort efter gjorde til en del af SRSF-regeringens grundlag.

Af disse grunde udviklede debatten om løftebruddene sig så destruktivt for S og SF. Der var i historisk omfang noget at komme efter, når de to partier blev kritiseret for at svigte deres løfter, og på den konto har titusinder af vælgere da også valgt at smutte.

Til forskel fra S og SF indgår DFs forslag ikke i en samlet masterplan, som partiet lover, at det vil kunne realisere. Vælgerne ved med andre ord godt, at mange af forslagene ikke vil blive til noget, ligesom de er klar over, at DF ikke går efter regeringsmagten. De forventer snarere, at DF vil fungere som et - magtfuldt - korrektiv til en kommende borgerlig regering, og det er i det lys, at de ser DF's forslag.

Når det er sagt, er der selvfølgelig en grænse for DFs friheder. Kristian Thulesen Dahl risikerer, at partiets mange forslag - totalt set - vil rejse en forventning hos vælgerne om, at DF vil kunne levere mere, end det vil være muligt i praksis. Sker det, vil partiet skuffe mange - og vil på et tidspunkt også blive straffet. Den trussel er man opmærksom på i partitoppen, og derfor vil man stramme op.

Derudover kan DF-ledelsen glæde sig over, at afsenderen af kritikken står så svagt, for S og SF bevæger sig ud på meget tynd is, når de beskylder andre for at lægge an til løftebrud. Hver gang, de bruger ordet løftebrud, vil deres egne svigt tone frem på nethinden hos vælgerne.

At de forsøger at indlede en debat om DFs potentielle løftebrud, er dog forståeligt. S-ledelsen kan ikke se passivt til, mens DF sætter sig på positionen som Danmarks næststørste parti og fører Løkke ind i Statsministeriet.