Thomas Larsen: Slaget om virkeligheden i ghettoen

I debatten om udlændingepolitikken og integrationsproblemerne vil politikerne fra hver blok i høj grad kæmpe om retten til at kunne definere virkeligheden, og de seneste dage har givet et fingerpeg om, at virkeligheden kan udlægges endog meget forskelligt afhængigt af øjnene, der ser.

Alt peger på, at udlændinge- og integrationspolitik hastigt er på vej op på den politiske dagsorden og vil blive et centralt omdrejningspunkt i den valgkamp. Den aktuelle sag om den københavnske bydel Tingbjerg er bare endnu et eksempel på, at hvordan emnet optager danskerne. Fold sammen
Læs mere

Med et nyt udspil placerer Søren Pape Poulsen sig i centrum af den ophedede debat om Danmarks udlændinge- og integrationspolitik.

Ifølge de Konservative skal udlændingepolitikken være stram, ansvarlig og realistisk. Derfor vil partiet ophæve flere af de lempelser, som Helle Thorning-Schmidt & Co. har gennemført. Derudover vil de Konservative gennemføre en mere målrettet indsats for at få stoppet fremvæksten af parallelsamfund og religiøs ekstremisme.

»Vi vil under ingen omstændigheder acceptere, at ghettoer som Vollsmose, Gellerup eller Tingbjerg lukker sig om sig selv, og at myndigheder og borgere ikke kan færdes trygt. Derfor vil vi oprette nærpolitistationer i de mest belastede områder, støtte de frivillige foreninger (...) og slå hårdt ned på religiøse ekstremister,« lyder det.

Udspillet fra de Konservative kommer netop, som debatten om forholdene i Tingbjerg er blusset op, ligesom det falder sammen med et drab begået i et boligområde i Nivå. Og endelig kommer udspillet næsten samtidig med, at regeringen kæmper for at få en stramning af asylreglerne på plads.

Tilsammen peger alle eksemplerne i én retning og gør det åbenbart, at udlændinge- og integrationspolitik hastigt er på vej op på den politiske dagsorden og vil blive et centralt omdrejningspunkt i den valgkamp, som reelt er gået i gang.

At det udvikler sig sådan lige nu, er dårligt nyt for rød lejr. Herfra havde man håbet, at der ville være mere fokus på velfærd versus nulvækst, som er Thornings yndlingstema over for Lars Løkke Rasmussen.

Men to strømninger går regeringen imod:

• For det første betyder konflikterne i Mellemøsten med krige og fremkomsten af radikale islamistiske organisationer som f.eks. IS, at flygtninge i stort tal strømmer til Europa. Konflikterne er samtidig med til at anspore utilpassede unge i Vesten til at søge mod de fanatiske islamistiske grupperinger, ligesom konflikterne generelt er med til at øge risikoen for terroranslag mod Danmark og andre vestlige lande.

• For det andet kæmper vi herhjemme fortsat med at få integrationen til at lykkes bedre, så flere unge med indvandrerbaggrund kommer godt gennem et uddannelsesforløb og ender med at få et arbejde, ligesom der arbejdes på at få løst udfordringerne og problemerne i landets mest belastede boligområder.

I debatten om udlændingepolitikken og integrationsproblemerne vil politikerne fra hver blok i høj grad kæmpe om retten til at kunne definere virkeligheden, og de seneste dage har givet et fingerpeg om, at virkeligheden kan udlægges endog meget forskelligt afhængigt af øjnene, der ser.

Fra ét perspektiv fremstår Tingbjerg således som en bebyggelse, der er præget af massiv utryghed, og hvis man som præsten i området står frem i medierne og påpeger problemerne i dagligdagen, ryger der få timer senere en brosten ind gennem vinduet – måske som en påmindelse om, hvem der reelt bestemmer. Fra en anden synsvinkel kan Københavns overborgmester sammen med beboerrepræsentanter og politi pege på, at der virkelig sker reelle fremskridt i bebyggelsen. Frank Jensen peger bl.a. på, at siden 2007 er alle ledige lejemål i Tingbjerg blevet lejet ud til folk med job eller under uddannelse, hvilket betyder, at antallet af beboere uden for arbejdsmarkedet er faldet fra 39 procent til 28,6 procent. Derudover er anmeldelserne af kriminalitet styrtdykket – det gælder både indbrud, gaderøverier, tyveri, chikane og hærværk. Og endelig leveres der nu stærkt opmuntrende resultater af lærere og elever på Tingbjerg Heldagsskole.

Hvordan kan virkeligheden fremstå så forskelligt, for begge udlægninger kan jo ikke være rigtige? Eller kan de? For sagen er nok, at virkeligheden ofte er mere nuanceret og kompleks, end den fremstilles af de forskellige parter og dernæst videreformidles i medierne.

I en række af landets udsatte boligområder sker der rent faktisk glædelige fremskridt i disse år: I en række af dem stiger andelen af unge mennesker på en videregående uddannelse, ligesom kriminaliteten falder. Hos mange af de beboere, som hver dag er med til at gøre et heroisk arbejde for at bryde den onde spiral i et belastet boligområde, skaber det selvsagt frustration, at disse fremskridt ikke altid anerkendes af medier og omverden, og den form for skuffelse kan gøre det svært at mobilisere gejsten til at fortsætte kampen for at rette op på udviklingen. Men selv om statistikkerne viser solide fremskridt, er det desværre også en realitet i flere boligområder og kvarterer, at grupper af stærkt utilpassede unge med indvandrerbaggrund – til tider med udspring i ret få dybt belastede familier – kan udløse store problemer og skabe reel frygt i boligblokke og hele boligområder.

I valgkampen vil rød og blå blok groft sagt turnere rundt med hver sin version af virkeligheden. Frank Jensen siger meget direkte, at Tingbjerg ikke har brug for »mediepanik og råben op om mafia og parallelsamfund«, ligesom Tingbjerg med overborgmesterens ord ikke har brug for at »være dørmåtte og rekvisit i en kommende valgkamp«.

Det har han ret i, men mange vælgere vil givetvis have svært ved at få hans lovsang om Tingbjerg til at rime med, at en brosten blev smadret ind gennem et vindue i samme øjeblik, den lokale præst – efter års tavshed – stod frem her i Berlingske forleden.

Negligerer Frank Jensen problemerne, risikerer han ikke alene at undervurdere problemerne, men også at sikre Dansk Folkeparti fornyet fremgang på baggrund af S-vælgere som lytter mere til DF-toppen end S-ledelsen.

Omvendt risikerer borgerlige ledere også at ramme forbi skiven, hvis de overdriver eller ikke sætter sig ind i det arbejde, som rent faktisk er i gang og afhjælper problemerne i de udsatte boligområder. Tager de blå ikke den rigtige pejling af de konkrete udfordringer i kvartererne, laver de kun symbolpolitik og risikerer at komme med uhensigtsmæssige løsningsforslag i en virkelighed, som langtfra kun er sort-hvid.