Thomas Larsen: SF risikerer at få Sorteper i rokaden

Det kan være svært at forstå Annette Vilhelmsen ageren som SF-leder. Allerede nu må hun se i øjnene, at hendes valg i løbet af regeringsrokaden ikke kan fremstilles som vindersager, men snarere som udslag af partiets krise – ligesom hun risikerer at blive rokadens største taber, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Smilene var store, da de nye ministre tidligere i dag blev præsenteret - fra venstre skatteminister Jonas Dahl (SF), justitsminister Karen Hækkerup (S), statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) og fødevareminister Dan Jørgensen (S). Men smilet kan hurtigt stivne hos SFerne, der risikerer at blive taberne i spillet om ministerposterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

POLITISK ANALYSE: Centrale SFere har haft travlt med at signalere, at Holger K. Nielsens (SF) flytning til Udenrigsministeriet skyldes, at han og SFs formand, Annette Vilhelmsen, i stigende omfang har været uenige. Det har heddet sig, at det var ved at blive et problem, at han var endt i rollen som regeringens mand i SF i stedet at fungere som SFs mand i regeringen.

Kritikken fremsættes i anonym form, men anklagerne lyder, at Holger K. Nielsen har været dårlig til at forfægte SFs synspunkter, og at han har været for hurtig til at acceptere eksempelvis beskæringer af SUen og besparelser på kontanthjælp til fordel for skattelettelser til erhvervslivet.

Det nævnes også, at Holger K. Nielsen sad omkring bordet, da regeringens topforhandlere for nylig hældte Enhedslisten ned ad brættet for derpå at indgå et blåt forlig om finansloven for 2014.

Spinnet fra egne rækker rettet mod partiets nestor er et skoleeksempel på, hvordan SFerne – selvforskyldt – får rokaden til at indgå i historien om partiets monumentale nedtur som regeringsparti. Smart er det ikke.

Den største omkostning for Annette Vilhelmsen er imidlertid mere håndgribelig:

I stedet for fremover at have den erfarne Holger K. Nielsen ved sin side bliver den usikre partileder afhængig af transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) og den nyudnævnte skatteminister, Jonas Dahl (SF). Og det kan vise sig at blive et farligt skifte.

Hos Socialdemokraterne og de Radikale roses Holger K. Nielsen for sin indsats i samspillet med Bjarne Corydon (S) og Margrethe Vestager (R). Det går igen, at Holger K. Nielsen kunne substansen, og det fremhæves, at han spillede en markant rolle i det afgørende triumvirat, og det understreges, at han altid kæmpede for SFs synspunkter.

Holger K. Nielsen bliver kort sagt ikke nem at erstatte, og situationen lettes ikke af, at Pia Olsen Dyhr i fremtiden skal spille den centrale rolle som koordinator og forhandler uden at have plads i et centralt økonomisk ministerium. Det er et nybrud at indrette sig på den led. Måske vil det fungere, men risikoen er, at Pia Olsen Dyhr for ofte fanges på halvdistancen uden at være tilstrækkeligt fagligt klædt på.

Derudover tilhører Pia Olsen Dyhr den fløj i SF, som flirter med tanken om at være i regering og opposition på samme tid. Analysen er, at SF skal profilere sig mere og til tider vise kant over for regeringspartnerne. Men problemet er, at det kræver en hårfin balance at mestre den kunst, hvis vælgerne ikke blot skal sidde tilbage med billedet af en regering i indre splid.

Pia Olsen Dyhr er et stort og energisk talent med gennemslagskraft i offentligheden, men spørgsmålet er, om Annette Vilhelmsen reelt vil kunne klare sig uden Holger K. Nielsens direkte støtte, og om hun vil kunne håndtere en balancegang, hvor SF er med i regeringen, men samtidig vil signalere flere selvstændige holdninger.

Annette Vilhelmsen risikerer i værste fald at komme til at mangle de nødvendige faglige og politiske input fra Holger K. Nielsen, ligesom hun nemt kan blive en hund i et spil kegler, hvis hun indleder konfrontationer med S og R.

I Socialdemokratiet er reaktionen på rokaden afdæmpet. Den vurderes at være blevet så god, som den kunne blive i den nuværende situation præget af krise og opbrud.

Rokaden var ikke ønsket af statsministeren, men blev en bunden opgave, da Morten Bødskov (S) måtte trække sig, og da Villy Søvndal (SF) klogt valgte at prioritere helbredet frem for at fortsætte som udenrigsminister.

I S-lejren er der tilfredshed med, at Karen Hækkerup (S) bliver ny justitsminister. Det anerkendes også, at Mette Frederiksen (S)løftes op i koordinationsudvalget og kommer i statsministerlære, ligesom det roses, at Henrik Sass Larsen (S) skal være med i økonomiudvalget.

Mere problematisk er udnævnelsen af Dan Jørgensen (S) til ny fødevareminister. Han har ganske vist mange politiske og personlige kvaliteter, som regeringen kan bruge, men der er også udfordringer.

Dels er der i dele af S-gruppen jalousi og skuffelse over, at Dan Jørgensen fik posten, mens andre blev forbigået. Dels har Dan Jørgensen fra sin plads i Europa Parlamentet kørt en næsten aktivistisk kampagne, når det gælder kampen for miljø og dyrevelfærd.

Dan Jørgensen ved godt, at han ikke kan fortsætte direkte i det spor, men selv i en afdæmpet udgave kan han komme på konfrontationskurs med regeringens erhvervspolitiske kurs, herunder satsningen på at skabe nye arbejdspladser inden for dansk landbrug.

Det er sigende, at Dan Jørgensen er blevet varmt omfavnet af Enhedslisten, som i den nye minister ser en kampfælle, mens velkomsten har været mere forbeholden i fiskeriet og landbruget.

Tilbage står, at rokaden formentlig ikke ændrer noget i forhold til vælgerne. Mere end nogensinde bliver det afgørende for Statsminister Helle Thorning-Schmidt at skabe en stabil regeringsførelse, så møgsagerne ikke konstant hober sig op, og derudover skal hun have fundet sager, som kan appellere til de mange vælgere, som har forladt især S og SF.

Store udfordringer venter i 2014, som hun snart skal skyde i gang med en vigtig nytårstale.