Thomas Larsen: Sass' forklaring udfordrer Helle Thorning

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen spiller meget højt spil i sit forsøg på at rense sig selv, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Henrik Sass Larsen afviser, at han skulle have følt sig truet og derfor skulle beskyttes af en rocker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Helle Thorning-Schmidt bør give offentligheden sin begrundelse for, at hun ikke kunne have Henrik Sass Larsen som medlem af regeringen. For i sit forsøg på at rense sig selv går Sass til angreb på PET og beskylder indirekte efterretningstjenesten for at have begået et justitsmord, siger Thomas Larsen.

- Efter min opfattelse spiller Henrik Sass Larsen meget højt spil i sit forsøg på at rense sig selv. Han stiller reelt et stort og undergravende spørgsmålstegn ved PET’s dømmekraft og fremstiller sig selv som offer for et justitsmord. Hvis Helle Thorning-Schmidt ikke fortæller, hvorfor hun ikke kunne have Sass som medlem af sin regering, hænger hun hele efterretningstjenesten til tørre, siger Thomas Larsen.

Berlingskes kommentator ser den nye redegørelse fra Sass som et forsøg på et redde en kuldslået politisk karriere og sikre sig muligheden for at kunne vende tilbage til regeringen som minister.

- Det er heller ikke utænkeligt, at Sass kan blive minister, men med sit forsvarsskrift risikerer han i høj grad også at genåbne sagen og gøre sin situation endnu mere problematisk. Dels åbner han for, at de suspekte karakterer, som han har været alt for tæt på i Køge, går til modangreb og skyder hans egen forklaring ned. Dels åbner han sagen på en måde, så Thorning må fortælle, om hun bakker sin efterretningstjeneste op, eller om hun hælder mest til Sass Larsens forklaring. Afviser hun fortsat kommentere historien, står PET tilbage som en tjeneste, som har undermineret Sass Larsens karriere på et urimeligt tyndt grundlag. Det kan sikkerhedstjenesten selvsagt ikke leve med. Men PET-ledelsen kan ikke selv føre sin sag i offentligheden, og derfor er tjenesten lige nu 100 procent afhængig af statsministerens håndtering af sagen. Bakker hun ikke tjenesten op, undersiger hun reelt deres arbejde, siger Thomas Larsen.

Han vurderer, at stærke kræfter i Socialdemokratiets top er optaget af at få Sass Larsen på ministerholdet så hurtigt som muligt ovenpå SRSF-regeringens katastrofal start.

- Man skal ikke være blind for, at S-toppen har desperat brug for en Sass Larsen til at holde disciplin i partiet og slå den interne uro ned. Derfor er flere fremtrædende ministre parate til at slå en streg over den manglende sikkerhedsgodkendelse, så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre, siger Thomas Larsen.