Thomas Larsen: Samuelsen får partiledere til at finde valgplanerne frem

Foto: Søren Bidstrup

Normale politiske spilleregler interesserer ikke LA-leder-Anders Samuelsen. Ifølge normal politisk logik ville en borgerlig-liberal partileder som Samuelsen føle en forpligtelse til at holde regeringsmagten i blå lejr og hjemtage de sejre, som det vil være muligt i de kommende storpolitiske forhandlinger om skat og reformer med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Men Samuelsen er ikke »normal« i gængs politisk forstand.

Derfor kan han i yderste konsekvens blive manden, som ender med at kortslutte forhandlingerne og udløser et efterårsvalg.

Som det fremgår af dagens store portræt af LA-lederen her i Berlingske, har barske opgør i Folketinget og smertefulde personlige erfaringer med en alkoholiseret far og skilsmisser formet Samuelsen som politiker og menneske på en måde, så han ikke har den store lyst til at indgå gråmelerede kompromiser – i hvert fald ikke når det handler om partiets hovedkrav om lettelser af topskatten med minimum fem procent. I dagens avis siger Samuelsen selv, at hvis han ikke står benhårdt fast på kravet om topskattelettelser, har LA »ingen eksistensberettigelse«.

Når man tænker på, hvor hårdt Samuelsen har kæmpet for at gøre Liberal Alliance levedygtigt, er det et bemærkelsesværdigt udsagn. Husk på, at LA længe lå på nul procents opbakning fra vælgerne – i snit! – og at Samuelsen blev latterliggjort som en fiaskoramt partistifter. Mod alle odds fik han pustet liv i partiet og fik gradvist fat i så mange vælgere, at LA i dag fremstår som et af Folketingets mest succesrige partier.

Med udgangspunkt i de fire centrale mærkesager om lavere skat, øget vækst, en mere effektiv offentlig sektor og mere personlig frihed lykkedes det ved sidste valg for LA at få støtte fra 7,5 procent af vælgerne og erobre 13 mandater. hvilket var et imponerende resultat.

Alt dette er han – hvis man skal tro hans ord – villig til at sætte over styr, hvis han ikke får topskatten nedsat med minimum fem procent.

Skal man tro på det? Vil han stå så stejlt på sit krav, at han er klar til at fælde Lars Løkke Rasmussen som statsminister og gå ud i en valgkamp, hvor LA vil fremstå som partiet, der væltede en borgerlig-liberal regering, fordi man nægtede at deltage i nødvendige kompromiser? Giver det virkelig mening?

Nej, det gør det ikke. Det er en vigtig del af den danske politiske tradition, at alle er klar over, at man giver og tager i forhandlinger, og dette forhandlingssystem ville bryde sammen, hvis alle stillede ultimative krav. Derudover vil et valg udløse en alvorlig risiko for LA. Selv om mange borgerlige vælgere ud fra såvel økonomiske som ideologiske argumenter er enige med Samuelsen i, at det vil være gavnligt for samfundet at få sænket topskatten, vil LA-lederen skulle ud i en valgkamp, hvor han vil komme under massiv kritik for at have hevet tæppet væk under en borgerlig-liberal regering, og langt fra alle hans nye vælgere vil belønne hans alt-eller-intet tilgang.

Derfor er det også nærliggende at afskrive hans trusler som simpel forhandlingstaktik, der går ud på at presse Løkke til det yderste, så Samuelsen kan få flest mulige af sine krav igennem, inden han indgår det nødvendige kompromis.

Men her er det, at man skal lægge mærke til, hvordan fortællingen – og mytologien – om Anders Samuelsen bygges op i LA. Det er sigende, at storesøster, Mette Bock, i dagens avis fortæller, at det for lillebroren var et stort nederlag, at han ikke formåede at holde sammen på sin egen familie. Og derpå tilføjer hun: »Når han har betalt den pris, er det derfor, hans politik skal rykke noget. Ellers har den pris været for høj.«

Beskrivelsen illustrerer, hvorfor det kan være farligt at anlægge en konventionel analyse, når det handler om Samuelsen. For når LA i så høj grad er forbundet med hans person, og når det politiske projekt i så høj grad bliver personligt, ja så bliver det også sværere at gøre forretninger med topforhandlerne fra regeringen og de øvrige partier.

Det er i hvert fald den fortælling, som LA gerne vil udbrede, selv om den selvfølgelig rummer nuancer. For gennem længere tid har LA bevidst arbejdet på at flytte sig fra positionen som højtråbende og skarpt profileret protestparti til at være et parti, der gerne vil tage ansvar og deltage i regering. Man skal heller ikke tage fejl af, at partiet med stor dygtighed spiller på, at Samuelsen ikke er som de øvrige partiledere på Christiansborg, og at det sker i et bevidst forsøg på at gøre Løkke usikker forud for de vigtige forhandlinger.

Men hvad Anders Samuelsen ender med at beslutte sig for i samklang med sin nære væbner Simon Emil Ammitzbøll, ved ingen, heller ikke Løkke, og her venter et af de store dramaer, når regeringen om få døgn fremlægger sin 2025-plan og forslaget til finanslov for 2017.

Det siger en hel del om usikkerheden, at flere partier – uden at omverdenen er klar over det – er begyndt at se på drejebøgerne for en pludselig valgkamp og er begyndt at tænke nøje over, hvordan de kommende forhandlinger både kan føre til resultater og udløse et lynvalg.

Dette vil ikke ligefrem gøre forhandlingerne nemmere at styre for Claus Hjort, for han vil sidde over for partiledere, der kører i to spor: De vil ganske vist afsøge mulighederne for at lande forlig, men de vil samtidig være ekstremt optaget af ikke at blotte sig for meget og sælge ud af mærkesager for tidligt, hvis de har følelsen af, at et valg meget vel kan blive udgangen på forhandlingerne.