Thomas Larsen: Rønns farlige sommerføljeton

Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen holder baglandet i stram snor, kan den interne uro i VKO slå skår i statsministerens autoritet.

Jesper Langballe (DF) og Birthe Rønn Hornbech (V) kommer med skarp kritik i debatten af regeringens aftale med Dansk Folkeparti om den skærpede grænsekontrol. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Pia Kjærsgaard er udansk,« skrev Birthe Rønn Hornbech (V) i en kommentar i Berlingske i weekenden. »Udansk, det kan du selv være,« lyder svaret fra Jesper Langballe (DF). De politiske samarbejdspartnere kaster med mudder i mediernes debatfora, og statsministeren får travlt med at få ro på tropperne.

- Det er virkeligt farligt for Lars Løkke Rasmussen (V), hvis han ikke i løbet af meget kort tid får stoppet denne her sag. I værste fald har den potentiale til at blive en lang og ødelæggende sommerføljeton, der konstant vil skabe uro omkring regeringen, og som hele tiden vil kunne udløse nye indre opgør i VKO-alliancen, vurderer Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Frygtløse politikere til fare for Løkke

Sagen kan blive særligt udfordrende for Lars Løkke Rasmussen at få neddysset de indre stridigheder, for de politikere, der siden weekenden har taget del i debatten om grænseaftalen, er samtidig politikere, der ikke har noget på spil og derfor ikke er bange for at råbe højt.

- Her og nu er det mest generende for Lars Løkke, at Dansk Folkeparti fortsætter med den meget hårde og uforsonlige retorik over for Tyskland, for det vil kunne udløse noget, der vil kunne minde om en diplomatisk krise, og det vil selvsagt gøre udlandet mistænksomhed over for den danske grænseaftale endnu større, siger Thomas Larsen og fortsætter:

- Men her stopper det ikke for Løkke. Det, der er Løkkes kolossale problem, er, at en række af de politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre, som kører hårdt frem med kritikken lige nu, har ikke noget at miste, og derfor bliver de meget svære for ham at stoppe.

Senest har Dansk Folkepartis Jesper Langballe skrevet en kommentar i Berlingske, hvor han skærper tonen og kritiserer Birthe Rønn Hornbech for at være fej, skruphysterisk, udansk og uden format.

- Langballe er på vej ud af Folketinget og vil være fuldstændigt bedøvende ligeglad med reprimander fra statsministerens side. Det samme gælder Birthe Rønn Hornbech, som Løkke fyrede som minister i foråret, og som givet ægte mener, at denne her sag er dybt skadelig for Danmark, men som også har et gammelt regnskab at gøre op, både med Løkke og Dansk Folkeparti. Hun vil heller ikke være en politiker, som Løkke vil få nemt ved at sætte på plads i denne her sag, mener Thomas Larsen.

Regeringen har brug for det juridiske notat

Dog mener han, at sagen først for alvor kan blive problematisk for statsministeren, hvis en større del af baglandet hos de Konservative og Venstre begynder at følge Birthe Rønn Hornbech og slutte op om hendes kritik.

Hvis man kan udrydde mistænksomhed fra udlandet og mane Birthe Rønn Hornbech en smule til ro ved at fremlægge det juridiske notat, hvad er det så, Lars Barfoed venter på? Skal det ikke bare fremlægges?

- Jo, det er stadigvæk uforståeligt, når man ser på den samlede proces, at der ikke er blevet udarbejdet et grundlæggende og gennemarbejdet juridisk notat, der redegør for holdbarheden af den nye grænseaftale. Det er klart, at når det ikke foreligger, gør det, at udlandet vil reagere med skepsis, og at regeringens top står svagere i debatten herhjemme, fordi den ikke kan komme med den juridiske blåstempling af grænseaftalen, som den har hårdt brug for lige nu, siger Thomas Larsen.