Thomas Larsen: På flugt fra de Radikale

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af de oversete, men tankevækkende aspekter ved Uffe Elbæks exit fra Det Radikale Venstre er, at han træder direkte ind i den efterhånden lange række af radikale afhoppere, som enten har forladt politik eller søgt nye græsgange i andre partier.

Inden for en relativ kort årrække har partiet således vinket farvel til kendte og markante folk som Naser Khader, Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll, Klaus Bondam samt Morten Helveg Petersen, som fik hårdt brug for en tænkepause, inden han som den eneste valgte at komme hjem og så sent som i weekenden blev valgt som radikal spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet næste sommer.

Gruppen af frafaldne får nu selskab af Uffe Elbæk.Overordnet set fortæller strømmen af afhoppere to ting.

For det første har hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager været specielt gode i rollen som fredsmagere, når konflikter har raset og pågående personligheder har skullet tackles. Forbløffende ofte er uro og strid endt i uigenkaldelige brud.

Det betyder ikke, at Jelved og Vestager ikke har været dygtige ledere. Tværtimod vil de blive skrevet ind i den nyere politiske historie, hvor de vil høste ros for den ansvarlighed, som de begge har kæmpet for at bygge ind i den økonomiske politik.

Men ingen af dem har brudt sig om at blive udfordret, og de har haft svært ved at tackle de problemer, som førte til flere af de radikale talenters udvandring.

Dette er imidlertid ikke den alvorligste dimension ved frafaldet.

Bag udmeldingerne ligger den kendsgerning, at de Radikale slet ikke er et så sammentømret parti, som Vestagers stærke fremtoning og de stabile målinger ellers vidner om. Under overfladen rumler flere konflikter, der både udspiller sig i den økonomiske politik og i værdipolitikken. Den økonomiske reformpolitik, som tager sigte på at trimme den offentlige sektor, øge arbejdsudbuddet og højne konkurrenceevnen, som Margrethe Vestager er bannerfører for, har opbakning fra mange radikale. Men ikke alle. En del mener, at partilederen går for vidt, når hun proklamerer, hvor meget hun lytter til økonomer. I deres mørkeste stunder øjner de en kold teknokrat, og de savner en mere iøjnefaldende social profil.

Skrinlagte planer

Også i værdipolitikken er der konflikter. Det er ikke spor tilfældigt, at Uffe Elbæk nævner de nu skrinlagte planer om at indføre en øremærket barsel til mænd som den sidste skuffelse, der fik ham til at trække stikket. Den skuffelse var han ikke den eneste, der følte. For mange radikale er netop dette løftebrud – som Vestager har været så uforsigtig at kalde for et »ægte løftebrud« - tæt på at være en værdimæssig falliterklæring i ligestillingspolitikken.

Uffe Elbæk er – i miniformat – et symbol på nogle af disse konflikter og skillelinjer, som løber igennem partiet. Han føler, at der har været for ensidigt fokus på at skabe forudsætningerne for økonomisk vækst og materialisme – uden tilstrækkelig hensyntagen til klima og miljø –og han mener ikke, at de Radikale står tilstrækkeligt fast i flere værdimæssige sager.

At få skabt større samklang i partiet kan derfor vise sig at blive en voksende udfordring for Margrethe Vestager i de kommende år, selv om partiet indtil nu har klaret sig langt bedre end både S og SF i regeringslejren.

Når alt dette er sagt, er det dog også vigtigt at fastslå, at Uffe Elbæks exit ikke i sig selv får betydning for partiet. Selv om han taler varmt om alle de sager, han vil arbejde med som løsgænger, er de brutale kendsgerninger, at det i høj grad var en færdig mand, som valgte at gå. Han følte sig snigløbet, da han blev tvunget til at forlade sit elskede kulturministerium, og han har haft svært ved at indse, at han manglede både parlamentarisk træning og personlig robusthed til at begå sig i politik på topplan. Han synes selv, at han er blevet hårdt og uretfærdigt behandlet. Men som Ritt Bjerregaard engang formulerede det, er politik ikke damete med blødt brød.

Visdommen i de ord har den gamle kaospilot måttet sande på den hårde måde. Han kom ganske enkelt til kort, da Vestager tog chancen og gjorde ham til minister i 2011.