Thomas Larsen: Østergaard har tabt taktstokken

Da Helle Thorning-Schmidt (S) og Morten Østergaard (R) onsdag mødte op på Aalborg Universitets­hospital for at præsentere et sundhedsudspil, var der tale om en sjælden fælles optræden mellem en socialdemokratisk formand på vej frem og en stærkt svækket radikal leder.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og formanden for De radikale, Morten Østergaard, besøgte i går Aalborg Universitetshospital som led i lanceringen af regeringens første fælles valgudspil. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siden valgkampens start er Morten Østergaards planer – hvad enten vi taler om dagpenge, pension eller boligskat – blevet banket ned af Socialdemokraternes ledelse, og de Radikale måtte også se magtesløst til, da statsministeren forleden droppede løftet om at øge Danmarks udviklingsbistand til verdens fattige lande.

Alt sammen er det et udtryk for, at magtbalancen er skiftet dramatisk, siden Margrethe Vestager (R) forlod dansk politik for at blive kommissær i Jean-Claude Junckers nye kommission i Bruxelles.

Indtil sin afgang var hun den reelle leder af regeringsmaskineriet. I det berømte sorte hoteltårn på Amager tvang hun Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal (SF) til at acceptere et regeringsgrundlag, som skulle bygge videre på VK-regeringens økonomiske politik.

Margrethe Vestager fik de to partiledere til overtage Lars Løkke Rasmussens (V) vigtigste reformer, og hun fastsatte en reformkurs, som hurtigt førte både S og SF på direkte kollisionskurs med egne vælgere.

Så magtfuld var Vestager, at danskerne igen og igen pegede på hende, når de skulle kåre landets mest troværdige og indflydelsesrige politiker, mens statsministeren måtte leve med en plads længere nede på listen.

Men efter Vestagers afrejse til EU har den socialdemokratiske top arbejdet målrettet på at styrke Thornings lederskab, ligesom den har været med til at underminere Morten Østergaards position, selv om han ironisk nok gik mere imødekommende og kompromissøgende ind til regeringssamarbejdet end Margrethe Vestager.

Det ændrede styrkeforhold mellem S og R er uhyre enkelt at aflæse: Så længe Vestager var leder, blev de Radikales meldinger til regeringens politik. Men når Østergaard i valgkampen lancerer forslag, bliver de pandet ned.

De Radikales problemer handler imidlertid ikke kun om det ændrede styrkeforhold i SR-aksen. De Radikale har også udsigt til at blive presset hårdt inden for rød blok. Enhedslisten står til at få et forrygende valgresultat, SF kan meget vel ende med at ligge på cirka samme niveau som de Radikale, og endelig er »længselspartiet« – som Uffe Elbæk malende har kaldt Alternativet – ganske overraskende på march mod Folketinget. Alt sammen betyder det, at Enhedslisten, SF og Alternativet vil presse på for at få ført en mere rød og venstreorienteret politik, som vil ligge langt fra de Radikales ønsker.

Morten Østergaard må således konstatere, at vælgerflugten fra de Radikale svækker hans ambitioner om at videreføre SR-regeringens hidtidige ansvarlige økonomiske politik.

Selv om de Radikale kan tage en stor del af æren for en økonomisk politik, som siden 2011 har fået pæne karakterer af økonomer og erhvervsliv, har han ikke kunnet veksle roserne udefra til en tilsvarende belønning fra sine egne. Tværtimod viser vælgervandringerne et næsten absurd øjebliksbillede af et radikalt vælgerkorps, hvor forbløffende mange forlader deres gamle parti til fordel for Alternativet.

Disse vælgere stryger direkte fra et parti med økonomisk ansvarlighed og reform­ambitioner i højsædet til Alternativet, som ifølge landets økonomer vil underminere dansk økonomi og føre til græske tilstande, når det handler om at føre en urealistisk og uansvarlig økonomisk politik.

At de Radikale er storleverandør af vælgere til Alternativet, giver umiddelbart ingen mening, men forklaringen er, at de Radikale i en årrække har været præget af to forskellige vælgergrupper:

Den ene gruppe har ret konsekvent støttet de Radikales indsats, når det gælder om at holde dansk økonomi på sporet, mens den anden gruppe i højere grad er præget af værdikrigere. Den sidste gruppe har set de Radikale som det parti, der mest aktivt har kæmpet mod den gamle VKO-alliances udlændinge- og retspolitik, og de har ikke kunnet finde sig til rette hos S og SF, som i de senere år har lagt sig tæt på de borgerlige partiers udlændingepolitik for at kunne fastholde deres vælgere.

Nu har disse radikale »værdikrigere« i bogstaveligste forstand fået et alternativ i skikkelse af Uffe Elbæk, som vil ændre på de økonomiske vækstbegreber, dele arbejdet ligeligt mellem alle, sikre kødløse dage og stå som bannerfører for en ny humanisme.

Derfor flokkes de radikale afhoppere om deres gamle partikammerat Uffe Elbæk og følger ham, selv om økonomerne bortdømmer hans økonomiske vision som værende ude i hampen.

Det er naturligvis ikke sikkert, at de vælgere, som i disse dage siger, at de vil stemme på Alternativet, også gør det på valg­dagen. Men holder tendensen, vil Alternativets succes forstærke problemerne for Morten Østergaard, som vil stå isoleret i rød lejr.

Hans fremtidige parlamentariske chance kan ligge i, at statsministeren og finansminister Bjarne Corydon (S) – hvis de fastholder magten – igen vil blive nødt til at føre økonomisk politik med blå blok, hvis bunden ikke skal gå ud af statskassen. Men de glade dage, hvor de Radikale svang taktstokken, ligner unægteligt et overstået kapitel.