Thomas Larsen : Nytårstale må ikke være en fuser

Statsministeren skal sige de rigtige ting i sin nytårstale, hvis han ikke skal risikere at miste mere opbakning, skriver Thomas Larsen i sin analyse.

Nytårsdag er det regeringschefens privilegium at tale direkte til vælgerne via tv-skærmen, og Anders Fogh Rasmussen har brug for at udnytte muligheden optimalt.

Nytårstalen kan ikke med ét slag ændre regeringens situation, men Fogh kan bruge talen til at sætte dagsordener, som kan føre regeringen ind på et mere succesrigt spor. Og det har han brug for.

I årets sidste Gallup-måling kan Fogh ganske vist glæde sig over, at hans flertal er intakt. Men han må se i øjnene, at Venstre mister positionen som Danmarks største parti til Socialdemokraterne, ligesom hans vicestatsminister Lene Espersen må erkende, at de Konservative går tilbage efter massiv kritik af politireformen.

Med nytårstalen skal Fogh lukke for et svært 2008 og åbne til 2009, hvor han skal relancere sig selv som en samlende leder og demonstrere, at han forstår vælgernes bekymringer og evner at håndtere dem.

I forhold til den nytårstale, han holdt for et år siden, er det et fundamentalt anderledes politisk og økonomisk landskab, han skal navigere i. Gennem 2008 har Fogh kontant måttet revidere sine drejebøger: Irernes nej til Lissabon-traktaten ødelagde planen for folkeafstemningen om de danske EU-forbehold, bandeopgørene i Københavns gader og en nødlidende politireform sendte regeringen i defensiven i retspolitikken, mens Metock-dommen fra EF-Domstolen såede tvivl om regeringens evne til at styre udlændingepolitikken.

Men mere end noget andet har økonomien ændret sig. 1. januar 2008 kunne Fogh sige, at ”det går bedre i Danmark end nogensinde”, inden han formanende sagde: ”Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt.” Hans frygt var, at dansk økonomi skulle blive overophedet, men finanskrisen har sørget for en hård og pludselig nedkøling.

I Finansministeriets røde bygning over for Christiansborg har en ny generation af økonomer aldrig før oplevet at skulle lave så store nedjusteringer af de nationaløkonomiske nøgletal: Mere end 50 milliarder kroner har de måttet ændre budgetterne med på blot et par måneder. Ifølge ”Økonomisk Redegørelse” fra 8. december venter ministeriet en BNP-vækst på 0,2 pct. i 2008, -0,2 pct. i 2009 og 0,7 pct. i 2010. Overskuddet på de offentlige finanser ventes at falde fra godt 75 mia. kr. sidste år til godt 52 mia. kr. i år for derpå at vende til et marginalt underskud i 2009 og et større underskud på knap 23 mia. kr. i 2010. På ingen tid er frygt for arbejdsmangel vendt til frygt for arbejdsløshed.

Som bekendt har regeringen forsøgt at modvirke krisen med redningspakken til den finansielle sektor og med øgede investeringer i finansloven for 2009. Efter årsskiftet skal en ny redningsplan forhandles på plads for at undgå, at bankerne lukker af og strammer en kreditklemme, som gør det umuligt for selv veldrevne virksomheder at få kapital.

Med den udvikling in mente er Foghs opgave med nytårstalen åbenbar: Han skal fortælle, hvordan han vurderer det økonomiske tilbageslag. Regeringen kan ikke i længden holde til, at ministre optræder med modsatrettede vurderinger i medierne, som det er sket i ugens løb. Fogh må være synlig i krisehåndteringen, og han skal overbevise om, at han er mere optaget af at sikre danskernes økonomi end i at forfølge sin egen klimadagsorden, som har bragt ham på afstand af dansk politik.

En klassisk anekdote fra amerikansk politik handler om, hvordan Bill Clintons kampagnechef skrev en seddel, hvorpå der stod: ”It’s the economy, stupid”. Ideen var, at ingen i staben måtte glemme, at Clinton konstant skulle fokusere på økonomi. Og det samme gælder for Fogh i dag.

Hans held er, at danskerne fortsat er skeptiske over for S-ledelsens kompetence til at styre økonomien, men hans fravær giver Thorning en gylden chance for at få en platform i den politisk-økonomiske debat, og den er hun i gang med at skabe. På flere strækninger har hun haft mere rammende vurderinger af krisens dynamik end Fogh.

I beskrivelsen af de økonomiske udfordringer skal Fogh formå at gøre det klart, hvorfor det efter hans mening er så vigtigt at få lettet skatten på arbejde, ligesom han i nytårstalen må forholde sig til, hvordan en skattereform skal spille sammen med de øgede offentlige investeringer, som S-ledelsen med Thorning i spidsen taler for.

Fogh vil selvfølgelig også bruge ord på sit hjertebarn, nemlig afholdelsen af FN’s klimatopmøde i København i det sene efterår 2009 og om muligheden for at nå en banebrydende klimaaftale. Men gør han det projekt vigtigere end økonomien, vil han miste terræn og styrke mistanken om, at han ikke er til stede i dansk politik.

Samlet set har Fogh været forbløffende længe om at indse, i hvor høj grad uroen om hans internationale ambitioner har skadet ikke blot ham selv, men også den samlede regering og samarbejdet med Dansk Folkeparti.

I løbet af 2008 er hans autoritet for første gang blevet svækket på de indre linjer. Hans folketingsgruppe retter ikke længere automatisk ind, hans ministre efterlever ikke nødvendigvis hans formaninger, og anonyme kilder på topplan er begyndt at ymte kritik af hans management, som ellers har været et af hans største aktiver. Fogh mener selv, at han HAR fastslået, at han vil blive. Men faktum er, at selv hans nærmeste partifæller er usikre på hans intentioner, den konservative top er i vildrede, mens DF-ledelsen er 100 procent overbevist om, at han rejser.
Hverken Fogh eller regeringen kan holde til et 2009 med lige så stor turbulens om hans fremtid. Med nytårstalen skal han overbevise om, at han er her og vil blive.