Thomas Larsen: Nu strammes nettet igen om Thorning

Statsministerens optræden i forbindelse med terrorangrebet udløste fortjent anerkendelse fra danskerne – og fra iagttagere som undertegnede – men det var også tydeligt, at der fra begyndelsen var flere ting, som skurrede i ørerne, når hun udtalte sig.

Efterspillet til terrorattentatet er begyndt at udvikle sig alvorligt for regeringschefen, selv om danskerne i de første døgn efter misgerningen var enige om, at statsministeren havde håndteret situationen godt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bedømt på ordvalget var det en uhyre tilfreds økonomi- og indenrigsminister, som fredag udsendte en pressemeddelelse om udviklingen i dansk økonomi.

»Vi er igennem det værste. Tusindvis af arbejdspladser i det private erhvervsliv er blevet skabt gennem de seneste måneder, og det er glædeligt, at så mange flere nu er kommet i beskæftigelse,« lød det fra Morten Østergaard (R).

Ministeren lod forstå, at udviklingen skyldes regeringens indsats.

»Jeg mener, at regeringen er ved at trække Danmark helt ud af krisen, det viser dagens tal. Dansk økonomi er i fremgang, og vi venter og tror, at væksten vil fortsætte de kommende år.«

Når meddelelsen ikke straks ryddede forsider eller blev til breaking news på TV-kanalerne, skyldes det det nok, at virkeligheden er mere nuanceret.

Når Morten Østergaard fremhæver, at produktionen stiger i store dele af dansk erhvervsliv, og at BNP er vokset seks kvartaler i træk – samt at beskæftigelsen i det seneste halvandet år er vokset med 32.000 personer – er det selvsagt glædeligt. Men det hører desværre med, at vækstudsigterne for 2015 fortsat er yderst beskedne, og at der skal oprettes titusinder af job for at matche alle de job, som er blevet nedlagt under krisen.

Endelig har Morten Østergaard det problem, at han ikke virker så overbevisende på økonomer og erhvervsledere, når han taler om, at det er »afgørende at fortsætte med reformerne, så vi kan gribe et europæisk opsving og fastholde en kurs for Danmark, hvor stadigt flere danskere er i arbejde«.

Sagen er, at økonomer og erhvervsledere lægger mere vægt på signalerne fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, som absolut ikke har planer om at opstille en ambitiøs reformdagsorden før valget. Tværtimod vil den socialdemokratiske top hellere tale om investeringer i øget velfærd og advare vælgerne kraftigt mod de reformer, som Venstre, de Konservative og Liberal Alliance har på programmet.

Også på et andet punkt former virkeligheden sig mere nuanceret, end regeringstoppen bryder sig om.

Efterspillet til terrorattentatet er begyndt at udvikle sig alvorligt for regeringschefen, selv om danskerne i de første døgn efter misgerningen var enige om, at statsministeren havde håndteret situationen godt.

I de dramatiske dage trådte Helle Thorning-Schmidt frem som en samlende lederskikkelse, der formåede at udvise en stålsat vilje til at bekæmpe terrorister, samtidig med at hun omfattede ofrene – og de pårørende – med empati. Hun fastslog desuden klogt og rigtigt, at sorgen og vreden over attentatet ikke måtte udløse et generelt opgør med alle de mange muslimer, som i dag lever i Danmark, og som har et oprigtigt ønske om at være gode borgere og bidrage til samfundet.

Hendes optræden udløste fortjent anerkendelse fra danskerne – og fra iagttagere som undertegnede – men det var også tydeligt, at der fra starten var flere ting, som skurrede i ørerne, når statsministeren udtalte sig. Ikke mindst når hun så skråsikkert fastslog, at der var blevet passet godt på jøderne, for det virkede ikke som en entydig korrekt beskrivelse af virkeligheden.

Det var også fra begyndelsen svært at forstå, at hun var så uforbeholden i sin ros af politiets indsats og næsten omfavnede politietaten, når det i to omgange var lykkedes for Omar El-Hussein at gennemføre angreb, slå mennesker ihjel og derpå slippe væk, selv om der var posteret bevæbnede politifolk ved Krudttønden og den jødiske synagoge.

Statsministerens unuancerede udlægning har været medvirkende til, at et politisk flertal har krævet at få kulegravet begivenhedsforløbet omkring attentatet og få en redegørelse om myndighedernes viden om Omar El-Hussein forud for hans myrderier i København.

Som det ser ud nu, tegner forløbet efter terrorangrebet til at blive endnu en hård udfordring for statsministeren – hvilket er omtrent det sidste, hun har brug for.

Meningsmålingerne tegner allerede et billede af, at danskerne godt nok har givet hende et klap på skulderen for hendes første optræden, men de har øjensynligt fortsat ikke ret stor lyst til at lade hende fortsætte som statsminister, for blå blok fastholder i alle målinger en solid føring.

Dertil kommer, at hun i værste fald risikerer at få slået skår af sin troværdighed, hvis det viser sig, at beskyttelsen af den jødiske synagoge ikke blev styrket nævneværdigt efter angrebene mod Charlie Hebdo i Paris, og hvis det ydermere viser sig, at politi og myndigheder på vigtige punkter fejlede i forhold til at tilbagevise angrebene fra Omar El-Hussein.

Endelig står hun nu over for den grundlæggende udfordring, at terrorattentatet synes godt på vej til at udløse et mere dybtgående politisk opgør om Danmarks indvandrings- og integrationspolitik. Et opgør, som næppe vil være til fordel for regeringspartierne og rød blok.

På den baggrund kan det ikke undre, at flere af regeringens ministre og rådgivere håber, at der meget snart vil komme øget fokus på, at det går bedre med dansk økonomi. Håbet er, at der vil komme et økonomisk opsving, som bliver så kraftfuldt, at flere danskere vil begynde at anerkende regeringens indsats i de forløbne år. Men som den sparsomme dækning af Morten Østergaards udmelding viser, bliver dén mission heller ikke nem at gennemføre.

Samlet set bliver det kort sagt sværere og sværere at få øje på den »game-changer«, som grundlæggende kan ændre på meningsmålingernes triste status quo for regeringen.