Thomas Larsen: Mette F. sætter sig tungt på Justitsministeriet

Ved at skille sig af med sin departementschef demonstrerer Mette Frederiksen lederskab, mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Justitsminister Mette Frederiksen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er tale om kontant lederskab, når Mette Frederiksen (S) som ny justitsminister skiller sig af med Anne Kristine Axelsson som departementschef. Sådan lyder vurderingen fra Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator.

»Det er udtryk for, at Mette Frederiksen viser et kontant og slagkraftigt lederskab. Hun har vurderet, at hvis ministeriet og hun selv skal kunne komme til at fungere optimalt, så har det været nødvendigt med en udskiftning i toppen,« siger kommentatoren.

Anne Kristine Axelsson blev fritaget for tjeneste i forbindelse med PET-sagen, der sidste år kostede daværende justitsminister Morten Bødskov (S) jobbet. Hun blev dog siden genindsat på posten, men sendes nu til Kirkeministeriet, der har en ledig post som departementschef.

Thomas Larsen vurderer, at udskiftningen udløser rosende ord til den nye justitsminister.

»I løbet af ganske kort tid er det lykkedes Mette Frederiksen at sætte sig på området, og med det her skrifte, hvor en meget kontroversiel departementschef flyttes, tror jeg faktisk også, at hun får applaus fra Folketinget,« siger han og uddyber:

»Det har været et stort problem, at der gennem længere tid har været en dårlig stemning og dårlige relationer mellem ordførerne i Folketinget og ministeriets topembedsmænd. Jeg tror, at det her skifte giver Justitsministeriet mulighed for at begynde på en frisk og reparere på relationerne til Folketinget«.

For Anne Kristine Axelsson er der tale om en karrieremæssig nedtur.

»Det er en meget stor og alvorlig degradering. Der er en verden til forskel på at sidde i Justitsministeriet, som altid har været betragtet som en af kronjuvelerne i centraladministrationen, og så blive flyttet til et perifært Kirkeministerium, som reelt ikke spiller nogen særlig rolle i dansk politik,« siger Thomas Larsen.