Thomas Larsen: Løkkes melding er som en kniv i ryggen for Kristian Jensen

Løkke er i realiteten ikke i stand til at samle Danmark, når han ikke kan samle sit parti – og Kristian Jensen – bag sin udmelding om en mulig SV-regering, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Kristian Jensen (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det er katastrofalt for Lars Løkke Rasmussen (V), at Kristian Jensen (V) lægger så klar distance til en mulig SV-regering.

Det siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter at Venstres næstformand og finansminister, Kristian Jensen, har afvist, at en SV-regering kan blive en prioritet efter et valg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbnede nemlig i dag i en ny bog op for, at netop en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre kunne blive en mulighed.

»Det er katastrofalt for Lars Løkke Rasmussen, at Kristian Jensen lægger så klar distance til en mulig SV-regering. Løkke siger til danskerne, at han vil samle Danmark, men i realiteten er han ikke i stand til at samle Venstre,« siger Thomas Larsen.

Bogen er blevet lavet i al hemmelighed, og da Berlingske spurgte Kristian Jensen, om han var blevet orienteret om bogen, svarede Venstres næstformand:

»Det er sjovt så mange journalister, der er interesseret i de interne processer i Venstre. Jeg hæfter mig ved, at de er interne, og det har jeg ikke nogen kommentarer til.«

Kunne du stå i spidsen for en SV-regering?

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til.«

Ifølge Thomas Larsen er bogen en stor overraskelse med flere ubehagelige nyheder. Blandt andet siger Løkke i bogen, at arvefølgen »ikke er en naturlov i Venstre«.

»Der er ingen tvivl om, at Kristian Jensen er dybt rystet over, at han ikke tidligere har hørt om Løkkes meldinger i bogen, ligesom Kristian Jensen med god ret kan læse flere passager i den nye bog som et signal om, at han ikke længere skal være sikker på at blive formand efter Løkke. For Kristian Jensen må det være som at få en kniv i ryggen,« siger Thomas Larsen, der også tilføjer, at man hos de Konservative og LA er »vrede« over Løkkes udmelding.