Thomas Larsen: Løkke tegner sit søkort

Mens medierne er fulde af spekulationer om mulige regeringskonstellationer, er Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i gang med en politisk øvelse, der kan vise sig langt vigtigere.

Foto: Asger Ladefoged

I forhandlingerne med Kristian Thulesen Dahl (DF), Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (K) taler Lars Løkke Rasmussen nok om bogstavkombinationer og potentielt regeringssamarbejde, men først og fremmest tegner han det søkort, som han skal navigere efter, når han efter sommerferien skal stå på kommandobroen og undgå at kollidere med skærene forude.

Løkke ved på nuværende tidspunkt, at han næppe får sit ønske om en VO-regering opfyldt. Dels vil begge partier skulle bøje sig langt mod hinanden, hvis et regeringssamarbejde skal blive en realitet.

Dels vil Kristian Thulesen Dahl stå med stærkere muligheder for at profilere Dansk Folkeparti – og dermed holde fast i de mange danskere, som stemte på partiet – ligesom han bedre vil kunne lede sin nye kæmpestore folketingsgruppe.

Som det foreligger nu, handler forhandlingerne derfor i højere grad om at sikre, at en ny smal regering vil kunne basere sig på en rimelig solid støtte fra de øvrige blå partier.

I valgkampen blev det et trumfkort for Løkke, at han kunne pege på en større indbyrdes harmoni i blå lejr end det kaos, som til sidst manifesterede sig i rød blok med radikale solomeldinger, luftige visioner fra Alternativet og klassisk venstrefløjsretorik fra SF og navnlig Enhedslisten, mens Helle Thorning-Schmidt (S) fortvivlet forsøgte at dække over uenighederne.

Af samme grund kommer vi i de næst døgn til at se, at Løkke og de øvrige blå ledere vil signalere, at en blå regering hviler på et stærkere grundlag, end det umiddelbart ser ud til.

Midt i armlægningen om den politiske kurs og mulige kompromiser på centrale felter er det vigtigt for dem at få signaleret, at de trods alt har tænkt sig at samarbejde. De vil vise, at de står sammen om fælles gods, og det vil højst tænkeligt blive eksponeret via fælles optrædener, så vælgerne kan blive forvisset om, at de ikke har tænkt sig at agere som fire anarkister.

Men hvad med selve regeringskonstellationen? Som sagt er det bedste bud, at Dansk Folkeparti venter med at tage det historiske skridt ind i en regering, for partiledelsen tænker langt og strategisk, og Løkke kan rent faktisk også få øje på mulighederne ved, at DF står udenfor.

Løkke har selv en interesse i, at DF formår at holde fast på partiets enorme vælgerbase, indtil han selv og Venstre kommer så meget i form, at partiet kan løfte sig fra sit miserable valgresultat. I sin kommende rolle som statsminister får han ikke en stærkere platform til at bevise over for vælgerne, at bilagssagerne definitivt er fortid, og at hans politiske kunnen og håndværk er i orden.

Mest realistisk er det, at forhandlingerne fører til en ren Venstre-regering.

I de seneste døgn har Løkke ganske vist arbejdet ihærdigt for også at afsøge muligheden for at danne en VK-regering. Men onsdagstødte det projekt formentlig endegyldigt mod muren.

I den konservative lejr er der en udtalt frygt for, at partiet ville miste sin profil i et regeringssamarbejde, hvor der uvægerligt ville skulle indgås mange kompromiser, mens Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ville kunne profilere sig skarpere uden for ministerkontorerne.

Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved denne analyse.

For uden for regeringen vil de Konservative også skulle kæmpe hårdt for at blive hørt, mens partiet i en regering trods alt ville have »serveretten«, hvilket vil sige, at partiet på en helt anden måde ville kunne være med til at designe udspil og skabe resultater, ligesom der ville være et livgivende mediefokus på partiets ministre. Men sådan kommer det altså ikke til at gå, som det ser ud nu.

Valgresultatettorsdag i sidste uge blev simpelthen for ringe til, at de Konservative med tilstrækkelig overbevisning kan se sig selv i en regering.

Nu vil Søren Pape og Brian Mikkelsen i stedet sætte alt ind på at genopbygge partiet uden for ministerkontorerne – men med mulighed for måske at komme ind i regeringen på et senere tidspunkt i perioden.