Thomas Larsen: Løkke har lavet »et smart træk«

Statsministeren har lavet en klog rokade, der både hiver Esben Lunde Larsen væk fra et potentielt problem i Videnskabsministeriet og samtidig giver plads til en stærk, driftsikker politiker som erstatning. Det vurderer Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Thomas Larsen foran Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En klog rokade med driftsikkerheden i fokus.

Sådan betegner Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen dagens nye ministerudnævnelser.

»Der er sådan set to ret fornuftige og kloge greb i den minirokade, vi er vidner til her,« indleder Thomas Larsen om den rokade på ministerholdet, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede mandag kl. 13.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens taburet blev ledig, da hun meldte sin afgang lørdag morgen. Hendes plads bliver overtaget af en anden minister, uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen. Dermed får vi en lille rokade, som giver plads til europaparlamentarikeren Ulla Tørnæs som Lundes efterfølger.

Lunde tæt på Landbrugsdanmark

»Esben Lunde Larsen er meget kvalificeret til at overtage området efter Eva Kjer. Det er et område, der interesserer ham og han er tæt på Landbrugsdanmark – både fordi han er vokset op derovre, men også fordi landbrugspolitik interesserer ham indgående,« siger Thomas Larsen om den nye landbrugs- og fødevareminister.

»Og så er der en vigtig sideeffekt, som du ikke skal tage fejl af: Esben Lunde Larsen har været under meget hård kritik fra forskellige eksperter, som har sået usikkerhed om, hvorvidt han har udøvet plagiat i sin ph.d.-afhandling. Og skulle det vise sig, at der faktisk kommer en officiel kritik af hans fremgangsmåde i løbet af den nærmeste tid, så vil det være svært for ham at bevare autoriteten og fortsætte som videnskabsminister,« siger Berlingskes politiske kommentator og henviser til, at et udvalg under Københavns Universitet i øjeblikket gransker ministerens afhandling fra hans tid på teologistudiet.

»Så på den måde afværger Lars Løkke Rasmussen her en anden – potentiel – ministerudskiftning på et senere tidspunkt. Han får flyttet Lunde væk fra et potentielt problem.«

Også valget af den tidligere minister Ulla Tørnæs, betragter Thomas Larsen som fornuftigt.

Vigtigt med en kvinde

»I Ulla Tørnæs henter Lars Løkke en meget erfarne og driftsikker politiker hjem til holdet. Tørnæs har været minister af flere omgange, og har også tidligere arbejdet med uddannelsessektoren. Det har været meget, meget afgørende at det er en superdriftsikker minister, han får fået ind.«

Ulla Tørnæs har både været undervisningsminister og udviklingsminister, inden hun i juni 2014 blev valgt til Europa-Parlamentet.

»Derudover er jeg sikker på, at det været et særskilt hensyn for V-toppen, at det var en kvinde, som kom ind,« tilføjer han.

Kører om fem minutter til Amalienborg for kl. 13.00 at fremstille en ny miljø- og fødevareminister og en ny uddannelses-...

Posted by Lars Løkke Rasmussen on Monday, 29 February 2016

Weekenden igennem har der været spekuleret i, hvordan statsministeren ville besætte den ledige ministerstol. Flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe har været nævnt, blandt andet den politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, gruppeformand Søren Gade og finansordfører Jacob Jensen. De forsætter dog alle tre i deres nuværende ordførerskaber.

Anderledes ser det ud for folketingsmedlem Morten Løkkegaard, der skal overtage Tørnæs’ plads i Europa-Parlamentet. Det betyder også, at der bliver en ledig plads i folketingsgruppen, som tidligere folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt overtager.

Netop situationen i Venstre-gruppen i Europa-Parlamentet understreger ifølge Thomas Larsen den hjemlige situations alvor:

»Kigger vi mod Bruxelles, er det et tyndt hold, der er tilbage. Venstre har mistet sin spidskandidat i Ulla Tørnæs, Jens Rohde forlod tidligere gruppen til fordel for de Radikale, og nu hives Løkkegaard ind som suppleant. Det er et vidnesbyrd om, hvor vigtig den her rokade er for Venstre,« siger Thomas Larsen.