Thomas Larsen: Lars Seier er Liberal Alliances hårdtslående enmandshær

Det er svært at overse Lars Seier Christensen, der lige nu giver den fuld gas i rollen som hyperaktiv enmandshær for Liberal Alliance.

Derefter går I ud samlet og bakker op om løsningen, fordi I vil Danmark det bedste. Hele blå blok vil gå frem på den basis. Jeg stiller gerne mit hus til rådighed her i Schweiz, lød opsangen fra Lars Seier Christensen. Foto: Sophia Juliane Lydolph Fold sammen
Læs mere

ANALYSE: Mens LA-toppen forleden overvejede, hvordan den skulle reagere på Lars Løkke Rasmussens helhedsplan for et stærkere Danmark, rykkede Lars Seier Christensen hurtigt ud med en fordømmelse.

»Så dumt, så dumt ... hvorfor dog kun gå 90 procent af vejen?« lød det fra den tidligere Saxo Bank-direktør.

På Facebook rasede han over, at de rigeste skatteydere – dem, som tjener over en million – fortsat skal betale fuld topskat, og han kritiserede Løkke for at ville belaste landets mest produktive indbyggere med »en bureaukratisk millionærskat«.

»Et bizart hjørne at male sig op i for en liberalt parti,« lød dommen fra Seier.

I weekenden forsøgte han at øge presset. Her fastslog han, at ansvaret for at finde en løsning hviler på statsministeren, eftersom Løkke selv har accepteret et regeringsgrundlag, der fastslår, at regeringen vil lette topskatten med fem procent.

I sin opdatering på Facebook fastslog Seier, at hvis Løkke »i iveren efter at blive statsminister« havde udstedt løfter uden dækning, måtte han nu sørge for at få sit parlamentariske grundlag til at bakke ham op.

Seier opfordrede de blå partilerede til at mødes langt væk fra medierne for at blive enige om en aftale, og han sluttede med dette råd: »Derefter går I ud samlet og bakker op om løsningen, fordi I vil Danmark det bedste. Hele blå blok vil gå frem på den basis. Jeg stiller gerne mit hus til rådighed her i Schweiz.«

Lars Seier Christensens kampagne for Liberal Alliance er bemærkelsesværdig, for det er kun et år siden, at LA-ledelsen gjorde et stort nummer ud af, at relationen mellem finansmanden og partiet var blevet løsnet betydeligt.

Efter valget annoncerede Anders Samuelsen, at Saxo Bank ikke længere ville være fast milliondonor. Han understregede, at støtten på ingen måde havde været odiøs og pegede på, hvordan rød blok i årevis er blevet støttet massivt af fagbevægelsen.

Men på de indre linjer i Liberal Alliance var man lettet over at kunne kappe den økonomiske livline til Saxo Bank, og siden har LA-ledelsen gentagne gange slået på, at partiet er blevet uafhængigt af Seier og Saxo Bank.

Selv om man har været glad for støtten i partiets levetid, har man været klar over, at det i mange vælgeres øjne har set problematisk ud, at et parti har fået så mange penge foræret af en enkelt, magtfuld donor.

Da LA for nylig udgav et magasin i mere end 500.000 eksemplarer, gjorde man diskret opmærksom på, at der ikke var én annonce fra Saxo Bank på siderne, for igen ville man gerne demonstrere, at man ikke var afhængige af banken og bankdirektørerne.

I virkelighedens verden er Seier dog fortsat tæt på LA og har bestemt ikke tænkt sig at spille en tilbagetrukken rolle. Det gode spørgsmål er, om han gavner eller skader Liberal Alliance med sin stil?

Set over tid er der ingen tvivl om, at han har været afgørende for at sikre LAs eksistens, ligesom han har en stor aktie i partiets succes. Både i forretning og politik tænker han knivskarpt.

Som forretningsmand begyndte han som tvivlsom sidegadevekselerer, men endte med at etablere Saxo Bank og blive milliardær. Politisk har han i flere tilfælde været år foran andre i sine analyser – eksempelvis da han tidligt slog ned på svaghederne i konstruktionen bag den økonomisk-monetære union.

I debatter har han ofte flået politikeres argumenter fra hinanden og bevist, at han har et stærkere fagligt greb om stoffet end mange folkevalgte.

Men det er lige så klart, at hans stålsatte liberale overbevisning og totale uafhængighed kan forlene ham med en patroniserende fremfærd, som skaber fjender. Det er ikke udtryk for respekt, når han på Facebook skriver, at han vil åbne sit domicil for de ubehjælpsomme partiledere i blå blok.

Han kan heller ikke skjule sin foragt for medier, redaktører og journalister, som han er uenig med. Og han har absolut ingen forståelse for, at de kommende forhandlinger på Christiansborg bliver ekstremt svære at håndtere for regeringen.

Med sin fremfærd er han med til at forstærke det dilemma, som LA befinder sig i netop nu.

Tidligere profilerede LA-ledelsen sig gerne på at være den frække og uregerlige dreng i klassen, og man iscenesatte bevidst sig selv om et protestparti helt ulig de øvrige aktører på Borgen. Men i takt med vokseværket har Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll gradvist signaleret, at man er klar til at søge indflydelse i forhandlinger og ultimativt indgå i en ny regering.

I dag balancerer LA-ledelsen derfor på en knivsæg: Ved at stå fast på sine mærkesager og bruge Lars Seier som spydspids kan LA appellere til alle de liberale vælgere, som er enige i analysen af, at topskatten skal ned. Men partiet står også med risikoen for at få ansvaret for at vælte en borgerlig regering ved at forfølge en alt-eller-intet-linje, som kan få mere pragmatiske vælgere til at fordufte.

Mens Seier både har mod og råd til at køre den rå linje, uanset konsekvenserne, er det mindre oplagt, at det samme er tilfældet for LA.