Thomas Larsen: Lars Løkke lagde et columbusæg

Med snilde er det lykkedes for finansministeren at styre regeringen uden om en konfrontation med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF, som alle ønskede en lønpulje på fem milliarder.

Med sin første afgørende handling som ny finansminister har Lars Løkke Rasmussen demonstreret, hvorfor han er en så dreven aktør i det politiske spil. Med snilde er det lykkedes for ham at styre regeringen uden om en konfrontation med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF, som alle ønskede en lønpulje på fem milliarder til de offentligt ansatte.

Situationen var på vej ud af kontrol: Regeringen risikerede at blive stillet over for et diktat fra et politisk flertal. Socialdemokratiet ville have smadret den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn uden indblanding fra politikerne, hvis Helle Thorning-Schmidt havde fulgt Dansk Folkeparti til den bitre ende.

Havde Pia Kjærsgaard rent faktisk fået Socialdemokraterne med hele vejen og dermed fået held til at øremærke milliardbeløb til bestemte lavtlønnede faggrupper i det offentlige, ville forholdet mellem regeringen og DF have været forpestet i dag.

Alt dette forhindrede Lars Løkke, men han betaler en pris for sin manøvre.

Han opløste en krisesituation, men risikerer fortsat, at overenskomsterne bliver for dyre og skader dansk økonomi, og derfor vil landets økonomer følge hver eneste af hans bevægelser i de kommende måneder.

SKJULT FOR OFFENTLIGHEDEN har der i de seneste døgn været holdt møder og ført telefonsamtaler, som til sidst løste op for situationen.

En overgang var Helle Thorning-Schmidt tæt på at følge Pia Kjærsgaards plan om, at særlige beløb skulle øremærkes bestemte offentlige faggrupper. Men advarsler fra baglandet og manglende entusiasme fra LOs nye formand, Harald Børstning, fik S-ledelsen til at trække i håndbremsen.

Havde Thorning og Kjærsgaard holdt sammen – som der var lagt op til efter deres opsigtsvækkende optræden i Berlingske Tidende forleden – ville Lars Løkke have stået i en ekstremt vanskelig situation. Nu fik han i stedet manøvrerum til, at han i går kunne præsentere en model, som fik opbakning fra både DF og S. Og han fik skruet sit oplæg så behændigt sammen, at ingen for alvor tabte ansigt.

Stillet over for truslen fra DF, S og SF har regeringen ganske vist måttet smide flere penge på bordet, hvilket S og DF kan tage som en sejr, men det er dog lykkedes for regeringen at skrue oplægget sådan sammen, at den danske model ikke antastes for alvor. Overenskomstforhandlingerne kan nu fortsætte uden samme grad af politisk indblanding. Endelig har Lars Løkke forhindret, at politikere begynder at gøre det til en praksis at dele penge ud til bestemte faggrupper, hvilket ifølge regeringen ville få som øjeblikkelig og ødelæggende konsekvens, at andre faggrupper ville protestere voldsomt og forlange lige så meget.

I betragtning af det elendige udgangspunkt, som Lars Løkke havde, har han præsteret et stykke godt håndværk ved at få de modstridende interesser vejet af mod hinanden.

Tilbage står naturligvis, at alvorlige udfordringer venter.

Flere af de tunge faglige ledere gør det allerede klart, at regeringen slet ikke har fundet nok penge frem til at undgå en konflikt, og de anklager også regeringen for at fremlægge beløb, som de offentligt ansatte under alle omstændigheder skulle reguleres med. Meldingerne fra de faglige ledere understreger, at de næste faser af overenskomstforhandlingerne fortsat bliver uhyre vanskelige og meget nemt kan ende i et sammenbrud. Men det er dog en sejr for Løkke, at den politiske indblanding bliver mindre, så de faglige ledere i højere kan koncentrere sig om at forhandle.

Derudover er det åbenbart, at økonomerne er bekymrede. De mener, at dansk økonomi er tæt på overophedning, og de efterlyser, at regeringen træder på bremsen ved at holde igen med investeringerne i kvalitetsreformen eller ved at udskyde skattelettelser. De er bange for, at Lars Løkke med sit udspil øger presset på økonomien. De vil derfor med tilbageholdt åndedræt følge, hvor kostbar kvalitetsreformen bliver, ligesom de nervøst vil iagttage, om det lykkes for regeringen at stramme op på finanslovsforslaget for 2008, og om det lykkes at holde lønstigningerne på et forsvarligt niveau.

POLITISK SET har forløbet paradoksalt nok bragt regeringen og DF tættere på hinanden.

Regeringen mister dag for dag troen på, at Ny Alliance kommer til at fungere som et driftsikkert parti, og man har samtidig konstateret, at det kan være farligt at dreje for meget i retning af Naser Khader & Co. på bekostning af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Hun har givet regeringen anskuelighedsundervisning i, at DF godt kan finde nye legekammerater. Thorning står således klar med åbne arme.

På det seneste har centrale ministre derfor optrappet kontakterne til DF-ledelsen. Man er blevet opmærksom på, at regeringen ikke kan fungere uden en tæt forståelse med Pia Kjærsgaard, og man ønsker ikke, at DF og Socialdemokratiet udvikler en mere holdbar alliance.

+