Thomas Larsen: Lars Barfoed som borgerlig reformator

Lars Barfoed står med en betydelig personlig udfordring, hvis det skal lykkes ham at genrejse Det Konservative Folkeparti, skriver Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, på talerstolen på partiets landsråd i Herning Kongrescenter lørdag d.29. september 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: TONY BRØCHNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nye vedtægter, nyt program, nyt kompas og ny kurs.

Jo, der er i sjælden grad indhold i weekendens konservative landsråd i Herning, hvor ledelse og tillidsfolk skal finde sammen om en redningsplan for Kongeriget - og for Det Konservative Folkeparti.

Med kun 3,9 procents opbakning i Berlingske Barometers gennemsnit over målingerne er partiet sunket til et lavpunkt, som udløser mismod internt og sår tvivl om partiets langsigtede overlevelse.

Det er kort sagt nu, at Lars Barfoed skal bevise, at han står med en plan, der kan standse nedturen og føre til fremgang. Opgaven er monumental, men en granskning af hans plan viser, at måneders arbejde bag lukkede døre de facto er resulteret i et mere klart og entydigt konservativt projekt:

Fremover skal de Konservative være Danmarks mest borgerlige parti, og Lars Barfoed selv skal tone frem som borgerlig reformator. Han vil ikke tie men konstant presse på for reformer, der kan gøre Danmark mere robust og konkurrencedygtigt i en stadigt mere intens global konkurrence. Lars Barfoed har udviklet et nyt kompas bestående af tre ideologiske principper, som konservative forslag fremover skal måles op i mod. Principperne handler om at styrke den personlige frihed, øge det private initiativ og forsvare fælles nationale værdier.Mere konkret skal den konservative folketingsgruppe på Borgen fokusere på seks målsætninger.

Målene handler blandt andet om at gøre flere danskere fri af offentlige ydelser, sikre bedre betingelser for at drive virksomhed og skabe arbejdspladser, gøre mere for at forenkle den offentlige sektor og fjerne unødvendigt bureaukrati, sikre mere faglighed i skolen og sørge for en mere målrettet hjælp til de mest udsatte borgere. Endelig vil partiet kæmpe for en mere effektiv indsats mod alvorlig kriminalitet. Dermed er en klassisk mærkesag om lov og orden blevet støvet af til en tid med rockerkrige, bandeopgør og østeuropæiske tyvebander.

I sin tale fastslog Lars Barfoed, at to spørgsmål vil afgøre, hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden. Det første spørgsmål handler om den økonomiske politik: Skal vi have mere regulering eller mere frihed? Skal staten skabe vækst, eller skal borgere og virksomheder skabe den? Skal staten fortsat forsørge så mange borgere, eller skal velfærdsmodellen reformeres? Der er næppe grund til at pinde ud, hvor Barfoed ser sig selv.

Det andet store politiske tema handler ifølge Barfoed om værdipolitik, og her tegner det til, at han har tænkt sig at krænge sig ud af habitten og springe ud som en mere markant værdikriger. Alt i alt var Barfoeds tale konservativ, så det gjorde noget. Men vil den også føre de Konservative ud af krisen? Svaret kan højst blive et rungende - måske ...For det første får Barfoed ikke banen for sig selv. Mens de Konservative er blevet svækket, er konkurrenterne blevet styrket. Venstre virker som en elektromagnet på vælgerne, DF har gennemført et sublimt ledelsesskift, mens Liberal Alliance for alvor har fået fat i ungdommen og har chancer for at vokse.

Forud for landsrådet har Barfoed beskyldt Venstre for ikke at have været modig nok, når det gælder reformer. Kritikken var rigtig over for Anders Fogh Rasmussen, men det var Lars Løkke Rasmussen, som gennemførte genopretningspakken i 2010, tilbagetrækningsreformen i 2011 og senest støttede skattereformen - selv om den kunstneriske udførelse ikke ligefrem var smuk - og i dag presser Løkke på for yderligere reformer.Når Barfoed beskylder DF for at føre socialdemokratisk politik, er det ligeledes en sandhed med modifikationer. Faktum er, at DF i de senere år har taget medansvar for betydelige reformer. Dertil kommer, at DF har overtaget forsvaret for Gud, Konge og Fædreland, hvilket også indsnævrer banen for Barfoed og presser de Konservative.I forhold til Liberal Alliance får Barfoed svært ved at matche Anders Samuelsen, når det gælder kravene til skattelettelser og reformer af den offentlige sektor. Måske af samme grund forsøger Barfoed at ramme LA med kritik af, at Samuelsen løber fra ansvaret, når der skal indgås konkrete aftaler, ligesom han beskylder LA for at føre en nihilistisk værdipolitik.

Men pointen er, at angrebene nemt kan fremstå skingre og understrege afmagten. Endelig står Barfoed med en betydelig personlig udfordring. På lange strækninger er han præcis den politiker, som mange vælgere efterlyser: Han er ordentlig og indsigtsfuld. Han kan tale selvstændigt uden at skulle læse op fra præfabrikerede talepapirer. Han insisterer på nuancer. Han vil gerne samarbejde over midten. Hvis man skal være venlig, kan man ligefrem kalde ham for en folkestyrets gentleman.

Men samtidig skinner det igennem, at han næsten føler sig personligt forurettet over den aktuelle debatkultur og de lynhurtige udfald i en evigt kværnende medieverden, hvor han savner prioritering, væsentlighed og omtanke.

I sin tale forsøgte han at overbevise partifællerne om, at han har tænkt sig at være sig selv og nægter at spille efter de andres regler:

»Jeg vil kort sagt blive ved med at sige, præcis hvad jeg mener. Og hvis det at sige sin ærlige mening er at være politisk tonedøv, så indrømmer jeg gerne, at jeg ikke har en tone i livet ...«.

En ædel mission, javist, men skal Barfoed og de Konservative have fremgang, skal han ikke desto mindre lære at markere sig anderledes kraftfuldt på Christiansborg og i de medier, som han ikke synes at bryde sig ret meget om.

Overvinder han ikke den indre modstand, kan selv ikke det bedste konservative kompas hjælpe ham.