Thomas Larsen: Klodset valgforberedelse hos S og R

Dagpengereformen og udlændingepolitikken - helt specifikt 24-års-reglen - giver uro internt i regeringen forud for et efterår, hvor Folketingets partier forbereder sig på det kommende valg.

Margrethe Vestager og Helle Thorning- Schmidt må kæmpe internt for udadtil at fremstå en enig regeringskonstellation. Fold sammen
Læs mere

Med en fummelfingret aktion har regeringstoppen udløst ballade om to følsomme temaer, som har potentiale til at skabe ravage i regeringens valgkamp. Intentionen var ellers den stik modsatte.

Da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for få dage siden nedsatte en kommission for at komme med ideer til indretningen af dagpengesystemet, var der grund til at bide mærke i datoen for afrapporteringen.

Ifølge ministeren skulle kommissionen senest ved årsskiftet 2015-2016 fremlægge forslag til et nyt og mere tidssvarende dagpengesystem.

Man behøvede ikke at være en politisk Einstein for at gennemskue, at regeringen gerne ville skubbe en farlig sag hen på den anden side af det valg, som alle på Borgen forbereder sig på. Nogle gør det i så høj grad, at de allerede er i gang med at planlægge konkrete kampagner til det tidlige efterår.

Set fra regeringstoppens perspektiv var der tale om en fiks manøvre.

Hvis kritikere ønskede at diskutere den forhadte dagpengereform, kunne Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager henvise til, at området var genstand for grundige analyser. Og de ville kunne appellere til, at alle burde vente, indtil arbejdet i kommissionen var gjort færdigt. Smart nok, men desværre for regeringstoppen truer aktionen med at give bagslag.

Enhedslisten og SF har ikke tænkt sig at give regeringen fred, men vil tværtimod intensivere presset, og nu følger en stribe socialdemokrater trop.

Kritikerne vil helst rulle dagpengereformen tilbage, for de er fortsat imod, at dagpengeperioden blev halveret fra fire til to år. Men de ved godt, at det ikke kommer til at ske, og derfor samler de kræfterne om at gøre det nemmere at genoptjene retten til dagpenge – hvilket fagbevægelsen også argumenterer for.

Enkelte fremhæver, at dagpengeperioden ideelt set burde afspejle udviklingen i de økonomiske konjunkturer, så ledige kan være længere på dagpenge, når krisen er hård og jobbene få, mens de kun skal have dagpenge i kortere tid, når økonomien går frem og virksomhederne udbyder flere job. Den tankegang har de økonomiske vismænd også været inde på, men ændringer i den retning vil være dyre.

Som det kan læses i dagens avis, frygter flere centrale socialdemokrater, at det ligefrem vil kunne koste en valgsejr, hvis SR-regeringen ikke inden valget får justeret reformen. Problemet er blot, at de Radikale nægter at være med og slet ikke på et tidspunkt, hvor økonomien er i fremgang, og hvor eksperter er begyndt at advare om flaskehalse – hvor det bliver svært for virksomheder at få besat job – i udvalgte brancher.

Risikoen for regeringen er, at modviljen mod dagpengereformen stikker så dybt hos Enhedslisten, SF og langt ind hos Social-demokraterne og i fagbevægelsen, at der venter Thorning en ustyrlig debat frem til valget. Håbet om, at en ny kommission vil kunne lægge sagen død, ser allerede ud til at være slukket. I stedet for at skabe ro synes viljen til at udfordre reformen tværtimod at være styrket hos kritikerne, som ikke har tænkt sig at tie, bare fordi området skal kulegraves af en kommission.

Også når det gælder den følsomme udlændingepolitik – og især holdningen til 24-års-reglen – truer et smart forsøg på at lukke en flanke med at udløse uenighed mellem S og R.

24-års-reglen blev indført af VK-regeringen for at hindre tvangsægteskaber, men har altid været forhadt hos de Radikale. Stor var overraskelsen derfor, da den radikale gruppeformand, Christian Friis Bach, tidligere på ugen fortalte til Berlingske, at de Radikale går ind for en stram og retfærdig udlændingepolitik – og at partiet vil gå til valg på at bevare 24-års-reglen og det tilknytningskrav, som partiet ellers er imod.

I et efterfølgende interview med Politiken gentog han budskabet og fortalte, at det ikke skulle være muligt at kunne drive »en kile ind mellem S og R på det her punkt«.

Han lagde ikke skjul på, at der var gode taktiske grunde til, at de Radikale nu var parate til at gå til valg på at bevare 24-års-reglen: »Vi vil gerne vinde valget, og vi ønsker ikke, at det bliver et udlændingevalg. Vi ønsker ikke, at der bliver skabt splid og splittelse i SR-regeringen,« lød det. Han tilføjede, at selv om de Radikale helst ser 24-års-reglen og tilknytningskravet fjernet, rummer 24-års-reglen også fordele: »Den er uretfærdig for nogle og retfærdig for andre.«

Alt dette holdt, lige indtil Margrethe Vestager slog sin gruppeformand i gulvet og fastslog, at partiet ganske vist havde accepteret reglen i indeværende valgperiode, men slet ikke havde aftalt, hvad partiet vil gå til valg på. »Hvad vi konkret går til valg på, det afgør vi i partiet, når det bliver aktuelt,« lød det. Margrethe Vestager tilføjede: »Jeg tror egentlig ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at vi synes, at danskerne skal kunne gifte sig med hvem, de vil, og også bo her i landet.«

Dermed var Christian Friis Bach jordet af sin formand.

Nok så interessant står det billede tilbage, at der fortsat er store sprækker mellem S og R i udlændingepolitikken. Et indtryk, som blev bekræftet, da radikale tillidsfolk og folketingskandidater øjeblikkeligt reagerede vredt og skuffet på udtalelserne fra Christian Friis Bach i Berlingske.

I blå lejr klapper man i hænderne over, at Socialdemokraterne og de Radikale i et klodset forsøg på at lukke for debatten om dagpenge og udlændingepolitik kun har fået sat ekstra fokus på to ømtålelige sager.

Fra sidelinjen ser det unægteligt også ud, som om en uhellig alliance mellem Thorning og Vestager er mislykkedes. Var operationen gået efter bogen, havde Margrethe Vestager med nedsættelsen af dagpengekommissionen sikret sig et godt forsvarsværk om dagpengereformen, så den står fast. Omvendt var de Radikale tilsyneladende klar til at give lidt til Socialdemokraterne i udlændingepolitikken – hvilket reelt også har været kendetegnende for samarbejdet mellem S og R siden valget.

Helt overordnet har Thorning siden 2011 måttet følge Det Radikale Venstres økonomiske politik – selv om det har resulteret i eklatante socialdemokratiske løftebrud – mens Vestager har været tilbageholdende med at lufte sin modvilje mod den udlændingepolitik, som på lange strækninger er skabt af VKO-alliancen, og som S og SF er endt med at acceptere.

De seneste døgns forløb har illustreret, at politisk minerydning er en svær disciplin, og at Thorning og Vestager i stedet for at fjerne minerne snarere har fået dem til at eksplodere.