Thomas Larsen: Kan Pia og Helle styre økonomien?

Økonomerne advarer i mod Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaards planer om flere penge i overenskomstforhandlingerne. Konsekvensen kan blive massive besparelser på de offentlige budgetter, eller at vi skal betale mere i skat.

Næsten dagligt appellerer landets økonomer til politikerne om ikke at underminere den stærke danske økonomi, som i en årrække har været en fantastisk succeshistorie – også set med internationale øjne.

Både vismændene, bankøkonomerne, nationalbanken og OECD forsøger at presse regeringen til at stramme finanspolitikken for at undgå, at dansk økonomi koger over. Et højt offentligt forbrug kombineret med store lønstigninger vil i værste fald sætte en ond spiral i gang, som vil svække konkurrenceevnen, skade eksporten og øge arbejdsløsheden.

Netop nu er de samme økonomer med høj stemmeføring begyndt at advare Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard, for ifølge økonomerne vil det være vanvid at smide fem milliarder kroner ekstra ind i overenskomstforhandlingerne til særlige grupper af offentligt ansatte.

Økonomernes dom er klar: Gennemfører Thorning og Kjærsgaard deres plan, vil det blive nødvendigt med skrappe besparelser på de offentlige budgetter – eller også skal skatten sættes op.

Helt overordnet er meldingerne fra økonomerne udtryk for et afgørende stemningsskred. Så sent som i valgkampen for kort tid siden var stort set alle politikere optaget af at udstede udgiftskrævende løfter. Men nu tvinges de alle til at tage bestik af økonomien, og snart vil mange vælgere komme til at overveje spørgsmålet:

Hvem har vi mest tillid til, når det handler om at styre økonomien?

HER OG NU har Thorning-Schmidt opnået en politisk triumf med sit nye samarbejde med Pia Kjærsgaard. S-formanden kan samtidig med rette kritisere regeringen for ikke at have taget advarslerne fra økonomerne alvorligt. Mange danskere vil formentlig også have meget svært ved at forstå, at ledende ministre nu lægger ansigtet i så alvorlige folder, når de i valgkampen for få uger siden kunne prale af alle de gaver, de ville give danskerne – lige fra massive investeringer i mere offentlig velfærd til skattelettelser.

Endelig kan Thorning og Kjærsgaard appellere til de mange offentligt ansatte, som er utilfredse med deres lønninger, og som har sat næsen op efter et markant lønhop ved overenskomstforhandlingerne. Thorning og Kjærsgaard kan oven i købet læse meningsmålinger, som viser, at rigtig mange vælgere er enige i, at navnlig de lavest lønnede offentlige medarbejdere – som f.eks. sosu-assistenterne – bør belønnes med klækkelige lønforhøjelser.

Men det er alligevel højst tvivlsomt, om Thorning og Kjærsgaard vil blive ved med at opleve denne folkelige opbakning, og det er præcis en af årsagerne til, at regeringens top med Anders Fogh Rasmussen i spidsen tør sige kategorisk nej til kravet fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om en særlig lønpulje på fem milliarder kroner. De centrale ministre satser således på, at de vil være i stand til at vinde vælgernes tillid, når det handler om at kunne håndtere økonomien.

ET BLIK I HISTORIEBOGEN viser, hvordan en anden borgerlig-liberal regering først havde stor succes med deres økonomiske politik for siden hen at fejle ved ikke at udvise rettidig omhu. Pointen er imidlertid, at regeringen – trods sine markante fejlskøn – overlevede og i lang tid var i stand til at holde socialdemokraterne væk fra regeringsmagten. Og det samme kan ske igen.

Hvis vi et kort øjeblik spoler tiden tilbage til tiden med den tidligere statsminister Poul Schlüter, så toner billedet af den gamle mesterlige kommunikator automatisk frem. Manden kunne læse det politiske spil som få og havde et naturtalent for at formulere enkle, slagkraftige sætninger, som hver eneste borger kunne huske.

Nogle gange vendte disse slogans ganske vist tilbage som en boomerang og ramte regeringschefen i nakken. Det mest berømte eksempel er det katastrofale udsagn »der er intet fejet ind under gulvtæppet« om Tamil-sagen, som rent faktisk rev tæppet væk under regeringen i januar 1993.

Et andet kendt eksempel er citatet »det går ufatteligt godt i Danmark«. Ordene blev sagt af en Poul Schlüter, som glædede sig over, at Firkløverregeringens økonomiske genopretning var begyndt at virke. Som bekendt overtog Schlüter regeringsmagten i efteråret 1982 efter, at den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen havde givet op over for landets økonomiske problemer.

I et tæt samspil med finansminister Henning Christophersen – samt med kloge råd fra nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og med støtte fra den radikale leder Niels Helveg Petersen – udformede Schlüter en succesrig politik, som førte Danmark væk fra den økonomiske afgrund.

I midten af 1980erne indtraf et alvorligt tilbageslag som en konsekvens af, at regeringen ikke greb ind i tide, da dansk økonomi fik for meget fart på. Schlüter endte med at gribe ind, men for sent og for voldsomt – bl.a. med indførelsen af kartoffelkuren – og resultatet blev en hård opbremsning med tvangsauktioner og arbejdsløshed.

Det interessante er, at regeringen overlevede, for i lang tid havde danskerne fortsat ikke tillid til, at socialdemokraterne ville være bedre til at styre økonomien.

I DAG ER DANSK POLITIK på samme måde på vej ind i en ny fase som følge af en mere usikker økonomisk situation. Snart vil mange vælgere begynde at overveje, hvem de tror mest på, når det handler om at guide økonomien i en tid, hvor festen vil blive afløst af en mere grå og svær hverdag.

Makkerparret Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft gennemførte i 1990erne – godt støttet af Marianne Jelved – en succesfuld politik og fik genoprettet tilliden til, at en S-regering kan passe på skattekisten i Finansministeriet, sikre fremgang og ikke mindst skabe nye job.

Men Nyrup og Lykketoft havde den enorme fordel, at de var højt respekterede fagfolk med en så dyb indsigt i nationaløkonomi, skattepolitik og arbejdsmarkedsforhold, at de kunne matche de fleste eksperter.

Her kommer det nye S-hold endnu en gang til kort, og Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov vil snart opdage, at de ikke får frit lejde til blot at kritisere regeringen. De vil også blive testet, og det vil ske nu.

Som sagt er landets økonomer oppe i det røde felt med deres advarsler om, at en lønpulje på fem milliarder kroner på nuværende tidspunkt er en katastrofalt dårlig idé. Men også store fagforbund er rasende over, at S-ledelsen i ledtog med Pia Kjærsgaard vil øremærke milliardbeløb til bestemte offentligt ansatte – og ikke til andre – og de faglige ledere anklager S og DF for at kortslutte forhandlingerne om overenskomsterne. Og endelig er de Radikale begyndt at røre på sig med kraftige advarsler til Helle Thorning-Schmidt om ikke at slå ind på en populistisk kurs.

Da en økonomisk journalist fra Berlingske Tidende forleden gerne ville have en kommentar fra Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, til økonomernes kritik, lød det sigende svar: »Jeg har desværre ikke tid til at tale med dig. Farvel«.

Så nemt bliver det ikke fremover. Når det handler om at kontrollere udviklingen i dansk økonomi, vil vælgerne ikke kun følge regeringen med vagtsomme øjne. Vælgernes øjne vil også snart hvile på det unge S-hold.