Thomas Larsen: Fra nu af får Mette Frederiksen brug for al sin goodwill

Statsminister Mette Frederiksen har nu åbnet for en forsigtig genåbning af landet. Det bliver en svær proces, hvor hun får brug for støtte både fra befolkningen og partierne, siger Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

På pressemødet i Statsministeriet mandag aften, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at man nu starter en »gradvis, forsigtig og kontrolleret åbning af samfundet forudsat, at folk handler ansvarligt i lang tid fremover, og at tallene for syge ikke kommer ud af kontrol«. »Ellers risikerer man at måtte lukke ned igen,« sagde hun. Philip Davali/Ritzau Scanpix

På sit pressemøde mandag aften i Statsministeriet offentliggjorde statsminister Mette Frederiksen de første små og afmålte skridt i retning af en genåbning af Danmark, som både vil tage lang tid og foregå i mange etaper.

På pressemødet gjorde Mette Frederiksen det klart, at sundhedsmyndighederne har anbefalet, at man kan begynde at åbne blandt andet vuggestuer og skoleklasserne for de mindste børn, mens man samtidig fastholder de lukkede grænser, den skærpede rejsevejledning og påbuddet om, at der ikke må være mere end ti personer samlet.