Thomas Larsen: Enorm udfordring at få flygtninge i job

Det er en sejr for statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans smalle V-regering, at det er lykkedes at lande en trepartsaftale. Men testen bliver, om det vil lykkes at få tusinder af flygtninge med svage kompetencer i job.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

»Det her er en tiltrængt sejr for Lars Løkke Rasmussen. Dels kan statsministeren fremhæve, at det er lykkedes at lande en trepartsaftale, som kan bringe mange flere flygtninge i job, så de ikke skal være på offentlig forsørgelse. Dels kan han notere, at hans regering har formået at finde løsninger med arbejdsmarkedets parter, mens Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon fejlede og led nederlag i deres regeringstid.«

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter at regeringen sammen med LO og DA torsdag aften kunne lancere den nye trepartsaftale, som skal bringe tusinder af flygtninge ud på arbejdsmarkedet i de kommende år.

»Det er vigtigt for Lars Løkke Rasmussen, at aftalen er faldet på plads, for han har lagt stor prestige ind på at bane vejen for aftalen. Han har gjort det klart, at det er afgørende for det danske samfunds sammenhængskraft, at der ikke vokser en stor underklasse frem af mennesker med anden etnisk herkomst, som aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet. Nu kan han sige, at regeringen har skabt forudsætningen for at løfte mange flere flygtninge ind på arbejdsmarkedet, så de kan bidrage,« siger Thomas Larsen.

Om det så vil ske i praksis, er der dog det springende punkt, anfører Berlingskes kommentator.

Han peger på, at aftalen indeholder et vigtigt nybrud med en ny indslusningsordning, som betyder, at flygtninge kan ansættes til en langt lavere løn end normalt samtidig med, at de bliver opkvalificeret og uddannet. Dette tiltag kan blive en vigtig løftestang til at få flere virksomheder til at rekruttere flygtninge, som ikke har kompetencer til at oppebære en normal løn.

»Dermed rummer aftalen reelt et element af den indslusningsløn, som mange eksperter har advokeret for, hvis det skal være muligt at få flygtninge i job,« siger Thomas Larsen.

Dog mener han, at man skal tage parternes store ros til den nye aftale med et vist forbehold:

»Man skal være opmærksom på, at de alle har en stor interesse i at tale aftalen op. Det gælder regeringen, og det gælder for LO og DA, som gerne vil understrege, at den danske model har virket, og at de er med til at løse et stort samfundsproblem. Det giver dem nemlig nøglen til at fortsætte trepartsforhandlingerne i kommende forløb, hvor de forventer, at de vil kunne få flere af deres mærkesager igennem,« siger Thomas Larsen.

Derudover ser han to store barrierer, som skal overvindes:

»Tidligere har vi set eksempler på andre aftaler, der er blevet talt op, men som reelt ikke har ændret ret meget. Det afgørende bliver derfor, om aftalen vil gøre en forskel ude i virkeligheden, og her venter to udfordringer. For det første skal fagforeningerne og tillidsfolkene i praksis bakke aftalen op ved at hive mange flere flygtninge indenfor, og her bliver det afgørende, at der ikke breder sig en frygt i fagbevægelsen for, at aftalen fører til lønpres. For det andet skal aftalen kunne overkomme det problem, at mange flygtninge kommer til Danmark med ekstremt ringe kvalifikationer. Det betyder, at det vil kræve en enorm indsats at gøre dem parate til at passe et job, hvor kravene til kompetencer og effektivitet er høje. Det vil kræve et mindre mirakel at få det til at lykkes.«