Thomas Larsen: En bet for Bendt Bendtsen

Kulmination på en lang serie af massive skuffelser førte til Pia Christmas-Møllers dramatiske skridt, vurderer Berlingske Tidendes politiske kommentator Thomas Larsen. Og hendes afgang falder tilbage på Bendt Bendtsen. Dokumentation: Pressemeddelelsen fra Pia Christmas-Møller

Den konservative leder, Bendt Bendtsen står tilbage med et tab på et mandat - det afgørende for VKO-flertallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Braget fra den dør, som det konservative folketingsmedlem Pia Christmas-Møllers smækkede med på sin vej ud fra den konservative folketingsgruppe, vil give genlyd på Christiansborgs gange i lang tid.

Og Pia Christmas-Møllers afgang er intet mindre end en bet for de konservatives leder Bendt Bendtsen, mener Berlingske Tidendes politiske redaktør, Thomas Larsen.

- Det er en kæmpe bet for Det Konservative Folkeparti og også et tilbageslag for Bendt Bendtsen. Vi kan alle huske, hvordan Bendt Bendtsen og den øvrige konservative ledelse jublede på valgaftenen, som om at der nærmest var tale om en fordobling af partiet, selv om der var tale om en meget beskeden fremgang. Og nu kan de ikke engang lune sig ved det. Realiteterne er, at de nu smider et mandat og mister en politiker fra deres gruppe, siger Thomas Larsen.

Men hendes afgang sætter også regeringen i en særdeles penibel situation. Det er reelt det afgørende 90. mandat der stryger.

- Foghs flertal holdt godt nok ikke ret mange dage, noterer Thomas Larsen.

- Men det der er det helt afgørende for Fogh lige nu er, at Pia Christmas-Møller trods alt har tilkendegivet, at hun fortsat hører til i den borgerlige lejr, og det må være en meget stor lettelse for Fogh. Men det understreger, at han bygger på et meget smalt flertal og på meget lange strækninger bliver det utroligt vigtigt, at han kan få etableret brede flertal, siger Thomas Larsen.

Den nu tidligere konservative politikers dramatiske skridt er den ultimative reaktion på en lang række uindfriede forventninger om en større karriere i det parti, som hun var politisk leder af fra 1998 til 1999.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det vi ser, er en kulmination på en lang serie af massive skuffelser for Pia Christmas-Møller. Vi skal huske på, at vi har at gøre med en politiker, der har mere end 30 års karriere i Det Konservative Folkeparti bag sig – hun har sågar været partiets leder i en periode. Men her i de senere år har hun gang på gang oplevet at være blevet tilsidesat, når der har været mulighed for at lave et avancement. Bendt Bendtsen har sammen med den øvrige ledelse konsekvent valgt at si hende fra, når der har været mulighed for at udnævne en konservativ minister, vurderer Thomas Larsen.

At Pia Christmas-Møller heller ikke denne gang kom med, da ministerholdet blev sat efter valget, har også været en kæmpeskuffelse for hende, mener han.

Men den afgørende vending indtraf, da Pia Christmas-Møller den 28. september kort før det konservative landsrådsmøde, skrev en kronik i Berlingske Tidende, hvor hun stik imod partilinjen forfægtede et personligt synspunkt om, at den kommende EU-traktat burde sendes til folkeafstemning.

Underskrev sin dødsdom
Christmas-Møllers solo-melding sendte rystelser gennem partiet og fik gruppeformanden Helge Adam Møller til direkte at kalde hende illoyal og kræve hende fyret som politisk ordfører.

- Hun blev meget kraftigt tilrettevist, og den tilrettevisning tog hun meget fortrydeligt op. Hun var meget skuffet over reaktionen fra partifællerne, siger Thomas Larsen og understreger:

- Der er ingen tvivl om, at det var i de dage, at Pia Christmas-Møller underskrev sin egen dødsdom som politisk ordfører. Allerede den gang, var der flere fremtrædende konservative der mente at hun skulle afsættes om politisk ordfører. Man må sige, at partifællerne ved den lejlighed følte, at hun demonstrerede, at hun slet ikke havde føling med partiets ønske om at få andre centrale temaer ind i den politiske debat.

Hoved på sømmet for Pia Christmas-Møller var efter hans opfattelse, da hun så blev fyret efter valget:

- Den helt afgørende skuffelse var, at hun meget håndfast blev fyret som politisk ordfører af ledelsen og fik besked på, at hun ikke er dygtig og stabil nok til at repræsentere Det Konservative Folkeparti.

- Men man kan også undre sig en smule over, at det ikke har været muligt at fastholde hende i gruppen. Der havde det måske været klogt med noget opsøgende arbejde, siger Thomas Larsen.