Thomas Larsen: Den tvungne rokade

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen kalder udnævnelsen af Dan Jørgensen til fødevareminister den helt store overraskelse i en »tvungen« regeringsrokade.

Foto: Keld Navntoft

Efter sene forhandlinger onsdag aften står Helle Thorning-Schmidts (S) nye ministerhold ifølge flere medier klar til udnævnelse torsdag i det Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen kalder »en tvungen rokade på et uheldigt tidspunkt for regeringen.«

Holger K. Nielsen (SF) bliver ifølge forlydender ny udenrigsminister efter Villy Søvndal (SF).

»Den store satsning er, at man fjerner Holger K. Nielsen fra indenrigspolitikken og dermed også fjerner ham fra Annette Vilhelmsen (SF), som indtil nu har trukket meget hårdt på hans erfaring og kunnen. Holger K. Nielsen har været SFs chefforhandler i alle afgørende forhandlinger omkring økonomien, og dermed er det en meget vigtigt spiller, som SF nu flytter ud på udebane. Spørgsmålet er om det er klogt. Rent fagligt er der ingen tvivl om, at han kan rigtig meget udenrigspolitik, men jeg er ikke sikker på, at han kommer til at stå som et fyrtårn på Asiatisk Plads, for han er ikke en minister som kommunikerer specielt stærkt udadtil,« siger Thomas Larsen.

Holger K. Nielsen forlader Skatteministeriet, hvor Jonas Dahl (SF) rykker ind som ny minister, hvilket ifølge Thomas Larsen er en »stor og stærk forfremmelse«. At Karen Hækkerup (S) overtager Justitsministeriet kommer ikke som den store overraskelse, mener han.

»Det er et logisk valg, fordi hun ligger på samme stramme linje som Morten Bødskov (S) i forhold til udlændingepolitikken og i retspolitikken.«

Rokadens store overraskelse er til gengæld EU-parlamentariker Dan Jørgensens (S) udnævnelse til fødevareminister.

»Den var der ikke nogen, der havde set komme. Han er kendt som en flittig og slagkraftig debattør, men han har aldrig nogensinde prøvet at arbejde i forhold til Folketinget og i forhold til en regering på den måde, som han skal nu. Det bliver derudover interessant at se, hvordan han kommer til at arbejde sammen med dansk landbrug, da noget af det, som han har kæmpet meget hårdt og vedvarende for indtil nu har været dyrevelfærd, så det bliver interessant at se, om den samarbejdslinje som Karen Hækkerup (S) har lagt over for dansk landbrug måske bliver erstattet af en mere konfrontatorisk kurs.«

Flere iagttagere havde spået politisk ordfører Magnus Heunicke (S) en plads i regeringen, men sådan blev det ikke.

»Jeg tror også, at han er en af de socialdemokrater, der sidder tilbage med en betydelig skuffelse, og jeg tror, at der vil være en del i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som har svært ved at forstå, hvorfor Dan Jørgensen skal have det her lynavancement. Der er ingen tvivl om, at han ikke skal begå ret mange fejl, før der vil sidde en del partifæller tilbage og sige »hvad sagde vi«, vurderer Thomas Larsen.

Det kommende tid bliver afgørende for, om regeringen kommer tættere på at kunne fortsætte efter næste valg, mener han.

»Det er åbenlyst for enhver, at denne rokade ikke kommer som et offensivt træk fra statsministerens side. Den er blevet til i nød, fordi der er ministre, der er faldet eller har måttet opgive. Jeg tror ikke, rokaden her og nu vil give regeringen særlig mange point. Det der bliver afgørende er at få sat en kurs hen over den kommende tid og få ryddet mange af de her uheldige sager af vejen, som hele tiden spærrer for regeringens fremdrift. Det bliver det afgørende,« siger Thomas Larsen.