Thomas Larsen: Dansk Folkeparti på vej mod nyt gennembrud

Går det, som prognoserne lægger op til, kan Dansk Folkeparti blive det største parti ved EU-valget. Endnu mere spektakulært er det, at det ikke længere kan udelukkes, at Dansk Folkeparti på sigt kan blive Danmarks største parti ved et folketingsvalg, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Den største barriere for Helle Thorning-Schmidts genvalg kan vise sig at blive Kristian Thulesen Dahl, hvis han kan være med til at fastholde tilstrækkeligt mange vælgere i blå blok. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Folkeparti står til at kunne høste et kanonresultat, når alle stemmer ved valget til Europa Parlamentet er talt op sent i aften.

Det kan hænde, at en del af de vælgere, som har sagt, at de vil stemme på partiet, vælger at blive i sofaen og ikke dukker op ved valgstederne, og det kan ske, at fremgangen derfor ikke bliver helt så stor som ventet.

Alligevel er konklusionen klar: Dansk Folkeparti er på vej mod et gennembrud, og den afgørende pointe er, at vokseværket ikke blot sker på baggrund af øget folkelig skepsis mod EU. Sagen er, at partiet tordner frem i to spor:

Morten Messerschmidt har i hele valgkampen været en synlig og kraftfuld spidskandidat, der har placeret sig i centrum af alle afgørende debatter. Han har kort sagt gjort det godt. Men han er også blevet hjulpet af ja-partiernes svage argumentation for Danmarks medlemskab af EU. Derudover har ja-sidens manglende fælles aftale om Europa-politikken – samt de indædte diskussioner om velfærdsturismen – givet Dansk Folkeparti optimale betingelser for at føre valgkamp.

Fra Christiansborg har partileder Kristian Thulesen Dahl understøttet Messerschmidts valgkamp ved fra begyndelsen at engagere sig 100 procent og give sin spidskandidat entydig opbakning. Dermed er det lykkedes for Thulesen Dahl at cementere et forløb, hvor han har profileret sit parti i både EU-politikken og indenrigspolitikken, ligesom han med sin rolige og afvæbnende optræden har evnet at vinde store vælgergruppers tillid.

Går det, som prognoserne lægger op til, kan Dansk Folkeparti blive det største parti ved EU-valget, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Men endnu mere spektakulært er det, at det ikke længere kan udelukkes, at Dansk Folkeparti på sigt kan blive Danmarks største parti ved et folketingsvalg.

Ironisk nok er det borgerlige Danmarks forslåede og udskældte statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, både med til at skabe afsættet for Dansk Folkepartis fremgang og med til at skabe problemer for partiets videre vækst. Løkkes eklatante fejl – kombineret med Venstre-formandens lige så håbløse krisestyring – har skabt en enorm skuffelse hos borgerlige vælgere.

Mange af disse vælgere vandrer nu til en Dansk Folkeparti-leder, som fremstår langt mere tillidsvækkende og kompetent end Løkke efter de seneste ugers massive medieomtale af indkøb af tøj til mere end 150.000 kroner, flybilletter til kone og søn samt udgifterne til ekstra rengøring af et ikke-ryger hotelværelse.

Skuffelsen over Løkke kan udløse en situation, hvor tusinder af vælgere fremover vælger at støtte Thulesen Dahl som deres foretrukne politiske leder. Bevægelsen siger både noget om Kristian Thulesen Dahls ubestridelige dygtighed – faktum er, at de færreste politikere er i stand til at matche ham – men flugten fra Løkke fortæller så sandelig også historien om, hvor skødesløst og elendigt Venstres formand har forvaltet vælgernes tillid.

Hvis nye målinger i den kommende tid, viser samme billede, vil Løkke komme under fornyet pres, og det vil åbne en diskussion af, om han rent faktisk er den rigtige til at føre Venstre frem til næste valg.

Tallene fra Berlingskes Gallup-undersøgelse viser med al tydelighed, hvor dyb krisen er for Venstres formand, og at der er lang vej til et comeback. Dag for dag mister han terræn i forhold til Helle Thorning-Schmidt (S), som må knibe sig selv i armen ved tanken om, at hun nu er danskernes klart foretrukne statsministerkandidat.

Siden valget i 2011 har hun nærmest kronisk befundet sig lysår fra et genvalg, men efter de seneste målinger kan hun begynde at drømme om en ny periode i Statsministeriet. Takket være Løkke.

Den største barriere for Thornings genvalg kan vise sig at blive Kristian Thulesen Dahl, hvis han kan være med til at fastholde tilstrækkeligt mange vælgere i blå blok. Hans udgangspunkt som ny vælgermagnet er godt, men han vil ikke desto mindre komme under pres fra en del Dansk Folkeparti-vælgere, som vil være imod, at partiet skal støtte Løkke som statsministerkandidat.

Forudsigelsen om, at næste folketingsvalg kan blive et jordskredsvalg, holder. Men med Løkkes monumentale nedtur og Kristian Thulesen Dahls fremgang, kan dette jordskred folde sig ud i en helt anden version, end der var lagt op til.