Tre åbne samråd. Knap ti timer. Og et utal af kritiske spørgsmål.
Onsdag blev der sat et foreløbigt punktum i sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks uden nogen umiddelbar konsekvens for ministeren – bortset fra en ny politisk garanti om at komme til bunds i sagen.
En enig opposition har meldt ud, at hvis der tegner sig et flertal med Alternativet, Enhedslisten, SF, de Radikale og Socialdemokratiet efter næste valg, vil sagen blive undersøgt.
Det er et klokkeklart løfte, fortæller Socialdemokratiets ordfører på sagen, Mattias Tesfaye, som ellers i de seneste fem måneder har holdt sig fra netop at stille sådan en garanti.
Men nu er Inger Støjberg gået for langt, lyder det fra socialdemokraten. Hun har passeret grænsen for, hvad der er rimeligt over for folketing og folkestyre.
»Årsagen til, at vi ikke bare kan lade sagen ligge, er, at hun nu i tre samråd har talt usandt. Hun har ændret sine forklaringer, og hun har i rigtig mange omgange undladt at svare på det, vi har spurgt om. Det gør det altså ret svært for os i dag at sige: Okay, sådan kan det gå – op på hesten igen. Det kan vi simpelthen ikke i den nuværende situation,« forklarer Mattias Tesfaye.
Over for Berlingske fortæller Mattias Tesfaye nu, hvorfor Socialdemokratiet har været lidt mere fodslæbende end de andre røde partier, der længe har talt for en tilbundsgående undersøgelse af sagen.
Hvorfor han mener, at der kun kan være to scenarier for, hvad der er op og ned i sagen. Og om det lidt ambivalente forhold han i det hele taget har til ministeren og hendes ageren.
Politisk er Socialdemokratiet fuldstændig enig med Inger Støjberg i spørgsmålet om de såkaldte barnebrude, fastslår Mattias Tesfaye. Men rent demokratisk har han den holdning, at ingen minister må blive for magtfuldkommen til at dække over lovbrud.
Det er det, Inger Støjberg med støtte fra Dansk Folkeparti nu har vist sig at gøre, mener Mattias Tesfaye. Og det ærgrer ham, at hun ikke selv vil ændre på det.
»Der er tale om en brist. Jeg har det faktisk lidt skidt med at sige det, for vi har på mange måder et godt samarbejde med Inger Støjberg om mange andre sager. Jeg har egentlig et indtryk af, at hun er et sympatisk menneske, og jeg kan godt lide hendes type som politiker, fordi hun ikke er bange for at sige sin mening, selvom det både giver venner og fjender,« siger han og tilføjer:
»Men det her forløb har bare vist en brist. Og sådan må det ikke være i det danske folkestyre.«
Sagens kerne
For at forstå Mattias Tesfayes argument, bliver man nødt til at gennemgå forløbet i den sag, som tog sin begyndelse i januar 2016.
Det var dengang, alting handlede om flygtningestrømmen sydfra. Sverige havde lige indført grænsekontrol på grænsen til Danmark – og Danmark gjorde det samme på grænsen til Tyskland. Og tusindvis af asylansøgere blev indkvarteret på asylcentre landet over.
Berlingske skrev i den forbindelse en historie om, at Udlændingestyrelsen i »ganske få tilfælde« oplevede, at asylansøgere under 18 år boede sammen med en ægtefælle på de danske asylcentre.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti krævede øjeblikkelig handling fra Inger Støjberg og ville have hende til at sætte en stopper for det, der blev kaldt barnebrude.
Handlingen fra ministeren kom 10. februar 2016:
»Fremadrettet må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med en ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver parrene nu skilt ad,« stod der i en pressemeddelelse fra Inger Støjberg, som også blev til en instruks over for Udlændingestyrelsen.
23 par blev adskilt på baggrund af instruksen, som senere viste sig at være ulovlig. Godt et halvt år senere blev otte af dem genforenet, mens 13 andre i mellemtiden var fyldt 18 år eller havde fået asyl og derfor ikke længere skulle være adskilt.
23. marts i år konkluderede Ombudsmanden i en redegørelse, at Inger Støjberg ved ikke at tage forbehold for, at der skulle ske en konkret og individuel vurdering af hver enkelt asylansøgers sag, ikke levede op til loven.
Forbeholdet viste sig faktisk at have været en del af ministerens oprindelige pressemeddelelse, men blev ifølge hende selv pillet ud, da hun gerne ville stramme reglerne så meget som muligt.
Anonyme kilder i ministeriet fortalte til Politiken, at ministeren ellers var blevet advaret om, at det ville være ulovligt at fjerne netop dét forbehold.
Det førte til, at Inger Støjberg måtte forklare sig på et fem timer langt samråd i begyndelsen af juni, som oppositionen indkaldte til.
Støjbergs forklaring lød, at instruksen godt nok lagde op til at adskille alle par, men at det i praksis ikke var det, der var sket. For ministeriets embedsmænd havde faktisk lavet en individuel og konkret vurdering af hver enkelt sag.
»Der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo det, der sådan set er sagens kerne,« sagde Inger Støjberg under samrådet.
Den forklaring var dog i strid med, hvad hun tidligere havde sagt. På et samråd i marts 2016 og i et ministersvar til de Konservatives udlændingeordfører, Naser Khader, havde Støjberg nemlig fortalt, at alle par blev adskilt uden forbehold.
Og det er her, Mattias Tesfaye mener, at der er et problem. Enten er Inger Støjbergs nye forklaring usand, eller også har hun tidligere vildledt Folketinget, konstaterer han.
»Det første samråd alene havde været nok til, at en socialdemokratisk minister var røget, for der havde Enhedslisten trukket tæppet væk for længst,« siger han.
Dansk Folkeparti bakkede dog op om Inger Støjberg. Sagen er »ikke vigtig«, sagde udlændingeordfører Martin Henriksen forud for et nyt samråd 23. juni, hvor ministeren endnu en gang måtte forklare sig.
Her blev Inger Støjberg på ny spurgt ind til, hvorvidt det nu også var lovligt at adskille parrene sådan, som det var sket.
Og efter fire gentagne spørgsmål indrømmede hun, at det ikke var tilfældet.
De unge asylpar var nemlig ikke blevet hørt, inden de blev adskilt, fortalte Inger Støjberg.
Noget, Udlændinge- og Integrationsministeriet selv havde fundet ud af, var ulovligt. Derfor ændrede ministeriet praksis 28. april 2016 og genoptog sagerne i løbet af sommeren.
Men at de adskilte asylpar ikke var blevet hørt, skyldtes ifølge ministeren ikke hendes instruks. Det skyldtes derimod, at man altid havde gjort sådan i den slags sager – også dengang S-formand Mette Frederiksen var minister, fortalte Inger Støjberg.
»Der tænkte jeg: Okay, en kanin at hive op af hatten lige pludselig. Det var ikke bare en indskudt sætning et sted – det var en anklage om, at myndighederne havde administreret ulovligt på det her område i årevis, også mens oppositionslederen havde ansvaret,« siger Mattias Tesfaye.
Inger Støjberg afviste samtidig, at hun skulle have vidst noget om den ulovlige sagsbehandling, før den blev ændret 28. april.
Både Institut for Menneskerettigheder og Røde Kors har ellers undervejs gjort opmærksom på problemet. Og i maj kunne Politiken fortælle, at Justitsministeriet tidligt i forløbet blev inddraget, og at ministeriet har arkiveret 70 akter, der alene vedrører »bistand« til Udlændinge- og Integrationsministeriet i sagen.
Tesfayes to scenarier
At Inger Støjbergs forklaring skulle holde vand, »strider mod almindelig sund fornuft«, mener Mattias Tesfaye.
Og det leder os frem til det tredje samråd, der fandt sted onsdag i sidste uge. Og til de to scenarier, Tesfaye nu mener, er de eneste to mulige for, hvad der reelt er sket i Inger Støjbergs ministerium.
»Enten har hun tvunget embedsmændene til at adskille parrene, selvom de advarede hende og sagde, det var ulovligt. Eller også sendte hun en pressemeddelelse ud, som lagde op til ulovlig adskillelse, men bad samtidig embedsværket om at administrere lovligt. Og så besluttede embedsmændene – uden at orientere ministeren om det i næsten tre måneder – at administrere ulovligt,« siger han.
Der er vel også den mulighed, at embedsmændene ikke har været klar over, at der skulle være partshøring, eller ikke har været på sikker grund i forhold til, at de administrerede ulovligt i de tre måneder?
»Yes. Det er rigtigt. Men senest ni dage efter hendes instruks blev Justistsministeriet inddraget i sagen, og der er sendt 70 akter mellem dem og Udlændingeministeriet frem til april i år. Så hvis den tredje mulighed, du nævner, reelt skulle være mulig, skulle ingen af de dygtige jurister i hverken Justitsministeriet eller Udlændingeministeriet være klar over det med partshøring, hvad der ellers bliver undervist om på tredje semester på jurastudiet. Det tror jeg ikke på. Men det er rigtigt, at det er den forklaring, Inger Støjberg har givet,« siger han.
Du kan altså fremlægge to scenarier, men du kan ikke bevise, hvilket et af dem, der passer. Så mangler du vel også den rygende pistol?
»Nej, for uanset hvilket af de to scenarier, der passer i forhold til sagsbehandlingen, ændrer det ikke på, at Inger Støjbergs håndtering af sagen efterfølgende har efterladt syv-otte-ni pistoler, der står og ryger. Alle de påstande kan bevises og er alle sammen sande,« siger Mattias Tesfaye.
Det ændrer dog ikke på, at Dansk Folkeparti fortsat bakker fuldtonet op om Inger Støjberg.
Og det eneste, vi blev klogere på under det tredje samråd i sidste uge, var, at forklaringen om, at den manglende partshøring også havde fundet sted under Mette Frederiksen, var forkert.
Inger Støjberg fortalte selv, at hendes ministerium havde misforstået den del af sagen. Noget, hun først oplyste om mandag i sidste uge. Og det gør kun sagen mere alvorlig, mener Mattias Tesfaye.
»Selvfølgelig laver embedsmænd fejl, ministre laver fejl, og jeg laver også som folketingspolitiker fejl. Men derfor må vi også vurdere hinanden på, hvordan vi håndterer de fejl,« siger han og påpeger, at Inger Støjberg nu har haft flere chancer for at lægge alle kort på bordet.
»De andre røde partier har været hurtige til at forlange en undersøgelse, men for os har det været vigtigt at sige, at Inger Støjberg skulle have muligheden for at lægge svesken på disken og fortælle sandheden. Det har hun altså bare ikke gjort,« forklarer Mattias Tesfaye.
Ikke interesseret i en slapper-minister
Nu har vi så den situation, at det største oppositionsparti garanterer en undersøgelse, hvis det vinder regeringsmagten igen. Det er noget, Socialdemokratiet bliver nødt til, mener Tesfaye.
»Jeg har hele tiden snakket med min gruppe om, at vi på et eller andet tidspunkt måtte forholde os til, hvad der egentlig er på spil i den her sag. Vi var nødt til at se ud over, hvad der ser godt ud i medierne, eller hvad der nu binder os som regeringsparti efter et valg,« siger ordføreren, som også kan berette om bunkevis af mails, der anklager ham for at gå ind for pædofili og tvangsægteskaber, fordi han har kritiseret Inger Støjbergs ageren.
I virkeligheden bakker Socialdemokratiet dog op om den måde, unge par i dag bliver adskilt, hvis de er under 18 år. For siden december sidste år har det foregået helt efter bogen med partshøring og individuel vurdering.
»Vi har jo ikke nogen interesse i, at en fra slapper-Venstre bliver udlændingeminister i stedet for Inger Støjberg. Vi er langt mere trygge ved, at Inger Støjberg er udlændingeminister end f.eks. Jan E. Jørgensen. Men vi vil altså have en minister, som overholder loven og taler sandt over for Folketinget,« siger Mattias Tesfaye.
Han har svært ved at forstå, hvorfor ingen i blå blok vil være med til at kræve en undersøgelse af sagen.
»Jeg mener, der hviler et ansvar – ikke bare på Dansk Folkeparti, men på samtlige folketingsmedlemmer i de blå partier – for at føre kontrol med regeringen. Hvis ikke de tager det ansvar på sig nu, må de overveje med sig selv, hvad det egentlig er for en præcedens, de nu er ved at etablere i det danske folkestyre.«
Ville du selv have gjort det? Hvis vi havde haft en socialdemokratisk ledet regering, og ingen støttepartier ville være med til at undersøge jeres minister i sådan en sag. Ville du så sørge for det?
»Jeg ved, at hvis jeg havde været i en situation, hvor jeg kunne se, at parlamentarismen var sammensat på en måde, hvor ansvaret også endte med at påhvile mig, ville det være vigtigt for mig at holde fast i folkestyret.«
Men det ville jo kræve, at du så gik ud og trak tæppet væk under din egen minister.
»Ja, men det er jo set før. Erik Ninn-Hansen (tidligere konservativ minister, red.) røg jo, fordi de borgerlige politikere sagde: Nu er det nok. Det går ikke længere. I dag siger de blå politikere så, at der ikke er nogen rygende pistol i sagen om Inger Støjberg – selvom der er et helt artilleri.«
Inger Støjberg er blevet tilbudt at medvirke i denne artikel, men hun mener, at hun allerede har givet sin version af sagen i de knap ti timers samråd, der er gennemført.