Moderaternes børne- og undervisningsordfører, Rasmus Lund-Nielsen, har i de spæde dage af 2023 vakt opsigt ved at foreslå et nationalt forbud mod mobiltelefoner i folkeskolen.
Mobiltelefoner hæmmer elevers koncentration og indlæringsevne, og et nationalt forbud vil være »den mest effektive måde« at starte debatten om telefoners skadelige effekt på, sagde Lund-Nielsen 8. januar til TV 2.
Men den idé afviser Rasmus Lund-Nielsens regeringskollega, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), i et interview med Skolemonitor.
»Jeg har ikke nogle planer om at lave et nationalt forbud mod mobiltelefoner. Jeg har en forventning om, at skoleledelserne som en naturlig del af deres opgave forholder sig aktivt til det,« siger Mattias Tesfaye til Skolemonitor.
Spørgsmål: Moderaterne har lagt op til et decideret forbud mod mobiltelefoner i skolen, hvad synes du om den idé?
»Det er skoleledelsers ansvar at forholde sig til mobiltelefonernes rolle i skolen,« siger Mattias Tesfaye.
Ministeren henviser til en stikprøveundersøgelse fra Undervisningsministeriet fra 2018, der viser, at 86 procent af landets folkeskoler allerede har en mobiltelefonpolitik.
»Der kan sagtens være gode begrundelser for at tillade mobiltelefoner, men hvis man bruger mobiler i skolen, skal det være af pædagogiske grunde. Derfor er det vigtigt, at skoleledelser forholder sig aktivt og pædagogisk til, om det er det rigtige værktøj at bruge, og at det ikke bare er noget, der automatisk er en del af skolen.«
Rasmus Lund-Nielsen har understreget over for TV 2, at forslaget om et mobilforbud endnu ikke er en del af Moderaternes politik, men hans personlige holdning.