TDC har tillid til sikkerheden for danske teledata i Rumænien

TDC er ikke i tvivl om, at driften af teleselskabets mobilnetværk bliver sikker og stabil efter udflytning.

»Sikkerhed er en topprioritet for TDC, og vi har i forbindelse med udbygningen og driften af vores 4G-net og nu også vores 5G-net en tæt og kontinuerlig dialog med de danske myndigheder, herunder Center for Cybersikkerhed, og lytter altid til de danske myndigheders anbefalinger.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Teleselskabet TDC-kunders teledata skal fremover kontrolleres fra Rumænien, hvor retssikkerheden og tilsynet med landets seks efterretningstjenester ifølge rumænske eksperter, som Politiken har talt med, er tvivlsom.

Men det får ikke TDC til at tvivle på, at der kan opretholdes et sikkerhedsniveau, som lever op til den danske lovgivning og TDC's egne sikkerhedskrav.

I en mail til Ritzau udtaler TDC:

»Sikkerhed er en topprioritet for TDC, og vi har i forbindelse med udbygningen og driften af vores 4G-net og nu også vores 5G-net en tæt og kontinuerlig dialog med de danske myndigheder, herunder Center for Cybersikkerhed, og lytter altid til de danske myndigheders anbefalinger.«

»Det vil vi også have fremadrettet og i forbindelse med, at TDC's mobil-NOC flytter til Rumænien.«

Det har ikke været muligt at stille opfølgende spørgsmål til TDC.

TDC's såkaldte network operations center (NOC) flytter 31. august fra Frederiksberg til Bukarest i Rumænien. Det sker, i forbindelse med at TDC har indgået aftale med Ericsson om driften af mobilnetværket.

»Ericsson driver mobilnetværket for adskillige af de største europæiske teleoperatører fra deres NOC i Rumænien, og vi er ikke i tvivl om, at de kan sikre en sikker og stabil drift af vores mobilnetværk«, udtaler TDC.

/ritzau/